Megadeth-smuglytning: 'TH1RT3EN'

Populær
Megadeth-smuglytning: 'TH1RT3EN'

Den 31. oktober udgiver Megadeth deres 13. album 'TH1RT3EN', og Warner Music har været så generøse at lade døren stå på klem til pladeselskabets inderste gemmer, så vi stak næsen og ørerne indenfor og fik en lytter.

Kunstner
Titel
TH1RT3EN
Dato
01-11-2011
Label
Distributør
Genre

Det er deres første plade med bassist Dave Ellefson tilbage i folden efter hans ti års fravær. At have den oprindelige bassist tilbage giver navnet "Megadeth" lidt mere tyngde, så det ikke blot er sjælløse lejesvende af Mustaines nåde. Pladen udkommer efter et par år hvor bandet succesfuldt har brugt tiden fra 'Endgame' i 2009 på at turnere med Anthrax, Slayer og Metallica under "Big 4"-banneret. Det har unægtelig bragt hele thrashgenren frem i spotlyset igen, og Megadeth kvitterer her med deres bud på hvordan thrash bør lyde anno 2011. Med Chris Broderick og Dave Mustaine i bandet er man garanteret guitarlir i overflod, da begge er yderst kompetente med en guitar i hænderne, og det er det, der definerer Megadeth. Guitar!

Men inden vi sådan for alvor anmelder albummet op mod udgivelsen får du her en hurtig gennemgang af de 13 numre, der udgør 'TH1RT3EN'.

1. Sudden Death (5:07)
"Megadeth åbner med en forrygende solo efterfulgt af dobbelt guitarkavaleri og første vers. Idet Mustaine første gang rammer et omkvæd er det et af de melodiske af slagsen, som om han dristigt flirter med perioden omkring 'Risk' og 'Cryptic Writings'. Det er ikke en barsk åbner, men tværtimod en tilbagelænet gruppe, der meget gerne vil fortælle dig, at her er det guitarerne, der er i fokus. Broderick og Mustaine åbner op for godteposen af den tekniske slags og skyder fint duellen i gang hvor de afleverer soloerne til hinanden."

2. Public Enemy No. 1 (4:15)

"Umiddelbart skulle man tro, at Megadeth her var blevet parret med Iron Maiden. De klassiske guitarer fra Broderick og Mustaine åbner, og så falder Ellefson ellers i med en galoperende basgang, der sammen med guitarerne gør, at det ikke er helt forkert at tænke på jernjomfruen. Lige så snart den går ind i vers og omkvæd er det dog klart, at det trods rytmen alligevel er 100% Megadeth.  Helt typisk er der masser af guitar frem og tilbage mellem de to ekvilibrister."

3. Whose Life (Is It Anyways?) (3:50)
"En hurtig, nærmest neurotisk sang med opskruet tempo, hvor lyrikken indikerer, at Mustaine får kæmpet en kamp med sine indre dæmoner. Eller er det ydre? Med Mustaine bliver vi nok aldrig helt sikre. Sangen står lidt svagt i starten, men igen er det de duellerende guitarer, der redder den op over par. Bliver de aldrig trætte i deres fingre?"

4. We the People (4:33)
"Så er vi tilbage omkring 'Rust in Peace'-æraen, hvor Megadeth lader en speaker fyre en politisk svada af ind over introen, stærkt forfulgt af en prædiken fra fader Mustaine. Der bliver kaldt til revolution pga. indskrænkede frihedsgrader i Guds eget land, og han hævder at have landets faddere såvel som befolkningen på sin side. Pas på derude, politikere. Mustaine er i den grad stadig i live og kan endnu sagtens forfatte en politiske smædesang. Naturligvis rigeligt krydret med guitarsoloer."

5. Guns, Drugs & Money (4:19)
"Endnu en af de sange, som Mustaine har skrevet om hvilke dæmoner, der let kan få overtaget med en fattig person, såvel økonomisk og/eller i sjæl. Han lader os selv bestemme hvilken gift vi skal indtage for at undgå den sikre død. Sangen er nok første sang på pladen hvor man lidt føler, at det er fyldstof for at opfylde kontrakten med pladeselskabet. Ingen soloer, blot nogle vers og et jævnt omkvæd om titlens faldgruber. Bestemt ikke pladens stærkeste nummer."

6. Never Dead (4:32)
"Starter stille ud med en let marchtromme, hvorefter en dyster guitar sætter tonen for den eksplosion af lyd, der naturligvis kommer efter den lette opvarmning. Og så kører den galoperende rytme ellers igen, som også var gældende på 'Public Enemy No. 1', hvor tempoet ruller stærkt henover lytteren, kun afbrudt af et lidt mere afdæmpet og melodisk omkvæd. Og her er der så igen blevet masser af plads til de mange soloer, som pladen generelt er tæppebombet med."

7. New World Order (3:56)
"Her åbner ballet med en velkendt riff-kavalkade og mere afdæmpet vers, hvor vokalen bærer verset og instrumenterne blot fylder lydbilledet bagved vokalen uden overhovedet at gøre væsen af sig. Og når så omkvædet skal sættes i gang, er der langt mere kul på guitaren. Som titlen også antyder er det Mustaine, der gerne ser en art systemskifte end det der pt. huserer på kloden. I hans eget univers forbliver tingene dog, som de plejer at være. Der er ikke meget nyt over 'New World Order', der er guitar med guitar på."

8. Fast Lane (4:04)
"En guitar åbner op. Et par trommeslag banker. Boom. Boom. Og så tager nummeret ellers fart derefter, og guitarlyden er som om man befinder sig ude i venstre spor på den tyske autobahn. Masser af hvin, der skal indikere, at her kommer det til at gå stærkt. Og det gør det da også. Men det Mustaine kalder 'my supersonic machine' er ikke helt i samme tempo, som da han skrev materialet til 'Peace Sells...', hvor tingene gik en anelse hurtigere end de gør på denne 'Fast Lane', der velsagtens byder på noget af det hurtigste Megadeth har at byde på her på pladen 'TH1RT3EN'."

9. Black Swan (4:10)
"Endnu en nyklassisk Megadeth-skæring. Det vilde sololir åbner sangen, der efter strengeonani går over til typisk vers og omkvæd. Det er stilen, som Mustaine og resten af Megadeth anno 2011 er gået i retning af, og 'Black Swan' er et meget typisk eksempel herpå, omend omkvædet kan give minder om stilen omkring 'Youthanasia'-pladen. Masser af melodi og 'Mega-swing'."

10. Wrecker (3:51)
"Her synes jeg Dave og co. går lidt i stampe rent kunstnerisk. Der er lidt rock 'n' roll over sangen med skalaer, der varmer op til soloerne,  men vers/omkvæd-delen er en smule tynd. Her er det for alvor tydeligt, at guitarerne skal bære nummeret og rytmesektionen blot agerer anonymt bagtæppe for de seksstrengede. Nummeret slutter dog stærkere end det starter."

11. Millennium of the Blind (4:15)
"Melodisk intro og stille sang af Mustaine til at varme os ind i nummeret. Der er lagt op til endnu en politisk brandtale fra den rødhårede sæbekassetaler. Her advarer han os mod at være for lydige og at gøre som der bliver sagt. Det er måske også det nærmeste vi kommer en art rolig 'ballade' fra Megadeths side på denne plade. Tempoet er i hvert fald meget afdæmpet, guitarlyden mere tilbage i mixet og kun fremme i b-stykkerne." 

12. Deadly Nightshade (4:55)
"Så swinger det! Megadeth med klassisk thrash-riff, der brænder igennem og nok skal virke live. En simpel rytme, der kan få enhver til at rykke lidt i nakken. Dobbeltvokal, der går ind over hinanden, som Mustaine før har gjort i nogle af sine tidligere sange og effekterne med en stemme, der fortæller en historie gør sit til, at man føler der er lidt genbrug over dette nummer. Til forskel fra 'Wrecker' slutter dette nummer faktisk svagere end det starter."

13. 13 (5:49)
"Titelnummeret. Rolig start og en af de klassiske, melodiske Megadeth-numre, som gerne vil være lidt følelsesladet, fint illustreret med det simple vers og de få instrumenter, og så den akustiske klimpren i omkvædet. Godt halvvejs inde i nummeret bliver der så åbnet lidt mere op for lyden og guitarerne får virkelig lov til at strække ben og Mustaine og Broderick udfører pladens sidste duel. Det er en lidt jævn og meget afdæmpet måde at lukke pladen ned på."

Vi anmelder naturligvis pladen rigtigt når den udkommer i november måned, og i mellemtiden kan du lytte til skæringen 'Public Enemy No. 1':