Synderegistret: Iron Maiden

Hvad er hovedværket? Hvad er bundproppen? Hele diskografien rangeres af redaktionen i Synderegistret, der i første omgang kaster sig over de aktuelle legender i Iron Maiden.

Efter 35 år siden debuten og med 85 millioner solgte plader er Iron Maiden aktuelle med deres 16. udgivelse.

De har ikonisk status i musikhistorien og i særdeleshed i kapitlet om heavy metal. Iron Maiden er blandt genrens mest betydningsfulde bands. Arven er udødelig. Indflydelsen på genren uendelig. Men ingen er ufejlbarlige. Heller ikke Iron Maiden. Selvom den modsatte mening altid trives blandt de fanatikere, der ikke tåler en krænkelse af helligheden.

Devilutions anmelder fik vreden at føle, da den lunkne modtagelse af Iron Maiden nye ’Book of Souls’ blev postet på Facebook.

Sådan er meningerne mange, men ’Book of Souls’ er uden tvivl ikke stedet at starte, hvis man er ukendt i Iron Maidens terræn og er på vej til at træde ind i det. Vi guider dig! Redaktionen har været til stemmeurnerne og i en livlig maildebat. Synderegisteret rangerer Iron Maidens 16 plader fra de værste til de bedste. 


16. Virtual XI, 1998

Nedturen fortsatte for Iron Maiden med Blaze Bailey i front for anden og sidste gang, før Bruce Dickinson returnerede i 1999. ’Virtuel  XI’ er bandets bundprop i karrieren. Det er skyggesiden i giganternes karriere.  Det er lyden af anonym heavy metal, der er klinisk renset for de magiske og mindeværdige momenter, man kender fra metalmonsterets musik.




15. The X Factor, 1995

Den første plade med Blaze Bailey på vokal er ikke bare de dårligste plader på grund af Bruce Dickinsons fravær. 'The X Factor' er fantasiløs og mangler stærke riff. Det er lyden af for lidt Iron Maiden, med en sanger, der var langt fra at fylde sin forgængers sko ud. Det er en gisning, men mon musikken i Iron Maidens periode med Blaze Bailey havde sluppet igennem pladeselskabernes nåleøje, hvis den havde en anden gruppe som ophavsmænd i den her tid, hvor den massive grungebølges popularitet og den alternative metals fremkomst gav interessen for klassisk 80’er-metal et styrtdyk mod bunden? De sange, der har kvaliteterne, skæmmes af den stakkels Baileys vokal, der tydeligvis er overmatchet i Maidens materiale. Nogle af lyspunkterne fra denne og 'Virtual XI' kan høres med Bruce Dickinson på vokal på livepladerne 'Death on the Road' og 'Rock in Rio' og opsamlingen 'From Fear to Eternity'. Det er at foretrække.




14. The Book of Souls, 2015

Hvis ’The Final Frontier’ føles lang med sine 86 minutter, er det intet, i forhold til hvad ’The Book of Souls’ byder på med 92 minutters miskmask af kedsommelighed. Jovist, der er udmærkede elementer, men flere numre er så unødvendigt lange, at de holder halvt i stedet for at være helstøbte. Sangene er simpelthen ikke gode nok fra ende til anden. Karrierens længste, ’Empire of Clouds’, er med sine 18 minutter pladens bedste eksempel på et nummer med en meningsløs overflødighed af minutter. Nok har Iron Maiden itdligere kunnet lave lange genistreger som ’Powerslave’s ’Rime of the Ancient Mariner’. Den slags kreativt overskud har Iron Maiden ikke længere. Besynderligt nok har det nye opus fået god kritik, men det har det meste af redaktionen her faktisk svært ved at nikke forstående til. Tværtimod er der snarere konsensus om, at der er tale om et sjældent og sørgeligt nederlag, som Anders Molin konkluderer i Devilutions anmeldelse af ikonernes 16. udgivelse.




13. The Final Frontier, 2010

’The Final Frontier’ folder sig ud over 86 minutter. Over halvdelen af pladens ti numre bevæger sig rundt mellem otte og ti minutter. Det kræver den fordybelse, der er blevet en last i den moderne musikkultur, hvor bedømmelsen er et spørgsmål om sekunder, før dommens klik falder. Måske er Iron Maidens sangskrivning et bevidst modspil til musikforbrugets udvikling, men desværre er det kun en flad fornemmelse, der kommer ud af den fordybelse, ’The Final Frontier’ forlanger af lytteren, fordi for mange af minutterne udgøres af endeløse gentagelser af omkvæd til sange, der ville have gjort sig langt bedre, hvis der var blevet strammet op på gentagelserne.




12. A Matter of Life and Death, 2006

Pladens 71 minutter blev mødt med positiv kritik og er også en hæderlig plade, der med undtagelse af åbneren ’Different World’ kun byder på numre på mellem fem og ti minutter. Det er lyden af Iron Maiden med melodiske riff og klassiske soli i deres nutidige progressive form, snarere end at være i stil med den heavy metal, de blev berømte på i starten af karrieren. Det er ikke et dårligt album, men når øjnene glider hen over Iron Maiden-samlingen, hvor ofte er det så egentlig den her, man hiver den ud af reolen?




11. No Prayer for the Dying, 1990

For et band, der debuterede i 1980 og regerede hele årtiet som genrens konger, kunne ’No Prayer for the Dying’ i 1990 næsten ikke symbolisere et større fald fra tronen i gruppens svageste årti. Pladen introducerede Janick Gers efter Adrian Smiths afgang, og Bruce Dickinson forsøgte sig med en mere hæs vokal end den klarere klang, hans stemme havde i 80’erne. Man kunne nok indvende, at flere bands ikke kunne komme op på det niveau, ’No Prayer for the Dying’ har, men for et band med Iron Maidens format virker det som en uinspirerende og tam plade, der ikke er god nok til at følge i 80’ernes store fodspor. Ironisk nok bød pladen på den eneste single, der er gået ind på førstepladen på hitlisten i det britiske hjemland, og som i første omgang slet ikke var et nummer med Iron Maiden. Bruce Dickinson skrev ’Bring Your Daughter... to the Slaughter’ til soundtracket til femte film i gyserserien om Freddy Krueger og havde tænkt sig at inkludere nummeret på sit første soloudspil i 1990, men blev overtalt af Steve Harris til at lade Iron Maiden indspille det til ’No Prayer for the Dying’.




10. Dance of Death, 2003

Heavy metal er kendt som genren med de mest loyale fans. På godt og godt for de ikoniske band. Den respekt for den hellige gral skal overholdes, og det blev den ikke med det computergenerede cover til ’Dance of Death’, som vrede fans ikke fandt Iron Maiden værdigt. Nettet er fyldt med analyser og fordømmelser af coveret, der egentlig var en skitse, som af uransagelige årsager blev godkendt, og som blev fundet forrykt længe før udgivelsen af musikken, hvis kvaliteter også kan diskuteres. Den anden plade efter Bruce Dickinsons genkomst holdt ikke formen fra ’Brave New World’. Med en enkelt undtagelse. Den otte minutter lange ’Paschendale’ er et kanoniseret mesterværk i Iron Maidens historie og betragtes af flere som højdepunktet i gruppens fem plader siden Bruce Dickinsons tilbagevenden.




9. Fear of the Dark, 1992

’Fear of the Dark’ var ganske sikkert bedre end forgængeren ’No Prayer for the Dying’, men var stadig lyden af et band, der stod i kreativ stampe. Bruce Dickinson forlod også gruppen året efter for at fokusere på sin karriere som solist. Titelnummeret er blevet en klassiker, og ’Afraid to Shoot Strangers’ er fremragende med dens melodiøse riffs. Ellers er der ikke de store øjeblikket blandt pladens 58 minutter. ’Wasting Love’ er skåret efter opskriften på en banal ballade, mens tempoet er sat i vejret på åbneren ’Be Quick or Be Dead’, uden at resultatet er heavy metal med pondus.




8. Somewhere in Time, 1986

Iron Maiden var på toppen af deres karrieren i midten af 1980’erne, hvor de var på deres til dato stadig længe turné, World Slavery Tour, der bød på 187 koncerter på et år. Heriblandt den berømte koncert til Rock in Rio i Brasilien foran 300.000 mennesker. Indsatsen udmattede bandet, der tog en kortere pause. Kreativt var det et nyt Iron Maiden, der vendte tilbage. Formen og formatet på de fire forgængere til ’Somewhere in Time’ kom ikke igen. Iron Maiden begyndte her i 1986 med at eksperimentere med både lyd og stil, hvor især ’Somewhere in Times’ brug af synth-guitar og bas fik en blandet modtagelse af kritikere og fans. Overordnet er det her dog stadig udmærket plade, hvor især ’Wasted Years’ – skrevet af Adrian Smith og pladens eneste uden brug af synth – er blandt højdepunkterne.




7. Brave New World, 2000

Braget af et comeback-album. Så meget, at det er blandt genrens bedste comebacks. Efter 90’ernes dødvande vendte Bruce Dickinson tilbage, og det samme gjorde guitarist Adrian Smith, der ikke erstattede sin afløser fra 1990, Janick Gers, men i stedet udvidede gruppen til at være den sekstet, som siden har været Iron Maidens line up. Musikken er næsten 80’ernes store epoke værdig og karakteristisk for Iron Maidens nyere sangskrivning. Her finder vi både de korte og hårdtslående heavy metal-numre som den forrygende åbner ’The Wicker Man’ og de langvarige, episke hymner som den knap ti minutter lange ’Dream of Mirrors’. 




6. Seventh Son of a Seventh Son, 1988

’Seventh Son of a Seventh Son’ har en særlig aura over sig i Iron Maidens diskografi.  Den syvende plade blev den sidste med 80’ernes klassiske line up og er den sidste udgivelse blandt de helt store klassikerplader. Visse hævder, at det også er her, den på det tidspunkt 30 år gamle Bruce Dickinson præsterede sin sidste helt store vokalpræstation. Det er et konceptalbum, der byder på en sammenhængende fortælling, og som for første gang introducerede keyboard i kompositionerne, der tog form af en progressiv rockstil, som især kommer til udtryk på det ni minutter lange titelnummer. Og med nytænkning følger altid fordømmelse. Gamle Iron Maiden-fans var skuffede. Andre tog musikken til sig, og pladen ses især som inspiration for den tyske power metal-bølge, der kom frem i 90’erne.  Det er her på pladen, vi finder det store hit ’Can I Play With Madness’ og den fremragende ’The Evil That Men Do’.




5. The Number of the Beast, 1982

Iron Maidens tredje plade med Bruce Dickinsons ankomst var ændringen, der sendte gruppen i kurs mod genrens største navne. Især fordi heavy metals største hadere –  USA’ konservative kristne – konsekvent har vist sig at være genrens store håndsrækning. I 80’erne var en anklage om at være satanister nærmest en garanti for kommerciel succes. ’The Number of the Beast’ kan ses som en pendant til AC/DC’s ’Highway to Hell’. Det er her, vi finder klassikerne, som alle kender Iron Maiden for, som genistregen ’Hallowed Be Thy Name’, ’Run to the Hills’ og det kontroversielle titelnummer. Måske man derfor også har en tendens til at glemme, at pladen byder på svage numre som ’Gangland’, The Prisoner’ og ’Total Eclipse’, der netop gør, at udgivelsen ikke er Iron Maidens bedste, som den ofte betegnes som.




4. Killers, 1981

Iron Maidens anden plade og første med Adrian Smith, men sidste med Paul Di’Anno, efter at hans problemer med kokain og alkohol kostede ham en fyreseddel som frontmand. ’Killers’ fremstår som en marginalt blegere gentagelse af debuten, men er helstøbt nok til at være blandt Iron Maidens bedste. Med undtagelse af titelnummeret har Steve Harris skrevet hele pladen, der byder på et klassisk eksempel på Harris’ inspiration fra litteraturens verden med ’Murders in the Rue Morgue’ baseret på forfatteren Edgar Allans Poes berømte detektivnovelle af samme navn. ’Killers’ er med ’The Ides of March’ og 'Gengis Khan’ til dato den eneste udgivelse med to instrumentale numre og uden et nummer, der har samme episke signatur, som forgængerens ’Phantom of the Opera’ eller efterfølgerens ’Hallowed be Thy name’.

Trods ’Killers’’ mange kvaliteter er pladen dog endt som et næsten lukket kapitel i Iron Maidens karriere. Kun pladens store klassiker ’Wrathchild’ – originalt skrevet før debutpladen – er i dag på gruppens repertoire.




3. Powerslave, 1984

På andre musikmediers lister gennem tiden ofte kåret som bandets bedste. ’Powerslave’ er lyden af rendyrket heavy metal og er udgivelsen, der gjorde dem til genrens dominerede konger i midten af 80’erne. Estimeret spillede de foran 3,5 millioner mennesker på det år, som turnéen, der kom i kølvandet op pladen, varede. ’Powerslave’ er fuld af klassikere. Fra åbneren ’Aces High’ til hittet ’2 Minutes to Midnight’ over den benhårde ’Flash of the Blade’ til lukkeren og mesterstykket ’The Rime of the Ancient Mariner’, der med sine 13 minutter introducerede Maidens sans for de over ti minutter lange episke numre, hvor de tidligere havde holdt sig under de ti minutter. Faktisk gruppens længste nummer, indtil ’Book of Souls’’ ’Empire of Clouds’ her 30 år efter trumfer den med fem minutter.




2. Piece of Mind, 1983

Maidens fjerde udgivelse, men også ”debutpladen” for gruppens klassiske line up (som kvintet), hvor Nicko McBrain kom til bag trommesættet.  Allerede samme år som ’Piece of Mind’ udkom, blev den i afstemning i det toneangivende metalmagasin Kerrang kåret som verdens bedste metalalbum. Afstemninger er selvfølgelig en relativ størrelse (altså undtaget nærværende artikel), men det siger ikke så lidt om pladens gennemførte kvalitet og gennemslagskraft. Selv i BT havde den danske avis udvalgt pladen på sin playliste med anbefalinger. ’Piece of Mind’ byder på den ene sprudlende skæring efter den anden, og så er det også her, vi finder et af gruppens bedste og mest elskede hits: den tidløse klassiker ’The Trooper’.




1. Iron Maiden, 1980

Sejren var kneben. Men både blandt redaktionens ældreråd, der har fulgt Maiden fra starten, og dem, der slet ikke var født, da briternes bedste plade udkom, er der ingen tvivl. Den selvbetitlede debut er og bliver hovedværket og triumfen i den glorværdige karriere, som pladen sparkede i gang for 35 år siden.

’Iron Maiden’ er tour de force i riff. Det er råt. Det er melodiøst. 40 minutter uden svagheder. Hele pladen er i sig selv højdepunktet, men topper med 'Phantom of the Opera', der ifølge flere på redaktionen er det bedste Maiden-nummer og et af de bedste metalnumre overhovedet.

Et forsvar for førstepladsen, ud over stemmeurnens optælling, kan hentes i Devilutions livlige maildiskussion om Maiden igennem den sidste uge, hvor redaktøren rammende siger:

”Kan du nævne ét eneste dårligt nummer på debutpladen? Nej. Kan du nævne dårlige/middelmådige numre på ’Number of the Beast.’ Ja, du kan nævne tre. ’Invaders’, ’The Prisoner’ og ’Gangland’, men du og andre glemmer dem lidt, fordi resten af pladen består af klassikere. Samme test kan køres på resten af diskografien, og debuten står sejrende tilbage.”

Nemlig!