Uge 15: Ugens Koncerter

-T1X1165-19-1404891609

Ugen byder på gode koncertmuligheder for den alsidige punker, guf til prog- og stonerfans i hovedstadsområdet og lidt af hvert til os andre over hele landet.

Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Der er progressiv metal, stoner, hardcore, thrash, core, blandede dumheder og i særdeles punk på programmet i denne uge, og der er rig mulighed for at fange en god oplevelse, hvis den ikke lige behøver blive leveret af de allerstørste navne.

Mandag leverer en mangfoldighed af stilarter i hovedstaden, hvor progmetal-kollektivet The Ocean optræder med hjælp fra Herod, Saver og Årabrot på Lille Vega. Samtidig er der punk for første gang i uge 15, når amerikanske The Queers spiller røvballe-punk på Underwerket i Valby, fint understøttet af lokale Fall Back Down og Dungeon Days.

Tirsdag er selvsamme The Queers nået til Aalborg, hvor 1000Fryd lægger gulv til. Denne gang er lokale og semi-legendariske Columbian Neckties på som opvarmning. Og mens Chris Shiflett nu om dage formentlig ikke gør sig så meget i punk som tidligere, optræder Foo Fighters-guitaristen med sine egne americana-udgydelser i Pumpehuset.

Samme sted bliver det væsentligt tungere onsdag, når Saint Vitus og Dopelord byder op til dans af den langsomme slags. Lidt af en lækkerbisken, hvis man er til doomet stonerrock. Halvvejs gennem ugen skal man om torsdagen for første gang til Aarhus for at finde inspiration på koncertfronten. Og igen er det punken, der er i højsædet på baggårds-spillestedet Tape, hvor australske Cosmic Psychos byder på bøllepunk med en solid omgang opvarmning fra lokale Smertegrænsens Toldere og Fright Eye.

Med weekenden stående for døren skal man lige nord for Aarhus for at finde ugens tungeste udgydelser, når Hexis spiller sort hardcore og Deus Otiosus tæsker døden til live på Von Hatten i Randers. I Odense kan man drikke hjernen ud med Red Warszawa på Kansas City, og i hovedstaden er der mulighed for at luftet spandexen på High Voltage, når Adam Bomb kigger forbi. Hvis man er for gammel til spandex og gerne vil hænge ud med ligesindede, kigger D-A-D forbi KB Hallen.

Lørdag byder på et par gengangere, når Hexis sammen med Arv denne gang er nået til Headquarters i Aarhus. Red Warszawa er der også mulighed for at genopleve, denne gang i Musikhuzet i Rønne på Bornholm. Geografisk nærliggende Kulturbolaget i Malmø byder på stonerrock fra Graveyard, mens der i hovedstaden er heavy metal af den klassiske slags fra svenske Screamer og Pectora på Beta. Andetsteds i byen kan du få thrash og punk af den grimme og charmerende slags fra Insane, Blackrat og Wölfblood i Ungdomshuset.

Lige over broen mod Fyn er der mere stonerrock i Svendborg, hvor Grusom og De Forbandede stener igennem på hjemmebanen Harders. Og er man i Jylland med hang til den storladne metal med masser af soli, spiller Heywire på Tøjhuset i Fredericia med Daniels Trip som support.

Søndagen er som regel hviledag, men en enkelt gang metal kan det blive til, når en større core-pakke anført af amerikanske Emmure rammer Richter i Gladsaxe.

Oversigt:

The Ocean, Herod, Saver, Årabrot – mandag 8.april, Lille Vega, København
The Queers, Fall Back Down, Dungeon Days – mandag 8.april, Underwerket, Valby

The Queers, Columbian Neckties – tirsdag 9.april, 1000Fryd, Aalborg
Chris Shiflett – tirsdag 9.april, Pumpehuset, København

Saint Vitus, Dopelord – onsdag 10.april, Pumpehuset, København

Cosmic Psychos, Smertegrænsens Toldere, Fright Eye – torsdag 11.april, Tape, Aarhus

Hexis, Deus Otiosus – fredag 12.april, Von Hatten, Randers
Red Warszawa – fredag 12.april, Kansas City, Odense
Adam Bomb – fredag 12.april, High Voltage, København
D-A-D – fredag 12.april, KB Hallen, København

Hexis, Arv – lørdag 13.april, Headquarters, Aarhus
Red Warszawa – lørdag 13.april, Musikhuzet, Rønne
Graveyard – lørdag 13.april, Kulturbolaget, Malmø
Screamer, Pectora – lørdag 13.april, Beta, København
Insane, Blackrat, Wölfblood – lørdag 13.april, Ungdomshuset, København
Grusom, De Forbandede – lørdag 13.april, Harders, Svendborg
Heywire, Daniels Trip – lørdag 13.april, Tøjhuset, Fredericia

Emmure, Rise of the Northstar, Obey The Brave, Fit For A King, Alpha Wolf – søndag 14.april, Richter, Gladsaxe