Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 29: Ugens koncerter

Updated
Smertegrnsens-Toldere-Voxhall-4-4-1561642818

Hvis du er til punk og bor i hovedstaden, bliver uge 29 en fest. Alle andre konstellationer af smage og geografiske forhold skal nok forberede sig på at gå på kompromis i en relativt koncertfattig sommeruge.

Fotograf
Hasan Jensen (arkiv)
Forfatter

Med Copenhell, Roskilde Festival og Metal Magic vel overstået skulle man tro, at der kom lidt eventyrlyst tilbage hos de danske metalbookere. Men nej. Det er industriferie, alle er taget væk og der er ikke meget interessant på plakaten rundt i landet. Medmindre man er til punk, for så kan ugen faktisk byde på et par lækkerbiskener.

Tirsdag starter ugen til post-aften på 1000Fryd i Aalborg, hvor den franske treenighed bestående af Birds in Row, Heavy Heart og Chavire byder på post-rock, -hardcore og -punk. Samme tre orkestre allierer sig med danske Nordsind dagen efter i Ungdomshuset i København, mens D-A-D’s sommerturné bringer dem omkring Samsø Festival.

Torsdag bliver det hele en smule tungere i det københavnske, når Graf Orlock høvler hardcore af på Underwerket i Valby, hvor de får selskab af lokale Regarding Ambiguity og Michael Ellis, der til sammen kommer godt rundt i punkens og metallens krinkelkroge. Om fredagen topper ugen på selvsamme Underwerket, når to-dagesfestivalen Murda Twinz Getdown Vol. 4 løber af stablen. Med fokus på hardcore punken og navne som Poison Idea, D.I., Negative Approach, Gatans Lag og redaktionsfavoritterne fra Smertegrænsens Toldere (billedet) skulle der være basis for et par svedige dage med masser at se til.

Selvsamme fredag er der dansk metal på High Voltage, hvor STÜGG og Social Addiction spiller op. High Voltage melder sig også under de forrevne punk-faner om lørdagen, hvor The Nimbwits deler knyttere ud i selskab med det klædeligt jyske thrash-ensemble Killing.

Apropos Jylland har der været foruroligende stille på halvøen hele ugen. Det ændrer sig heldigvis søndag, når Carach Angren byder på symfonisk black metal i front for en større koncertpakke bestående af Wolfheart, Thy Antichrist og Nevalra. Det foregår på Platform 4 i Aalborg.

Oversigt:

Birds in Row, Heavy Heart, Chavire – tirsdag 16.juli, 1000Fryd, Aalborg

Birds in Row, Heavy Heart, Chavire, Nordsind – onsdag 17.juli, Ungdomshuset, København
D-A-D – onsdag 17.juli, Samsø Festival, Samsø

Graf Orlock, Regarding Ambiguity, Michael Ellis – torsdag 18.juli, Underwerket, Valby

STÜGG, Social Addiction – fredag 19.juli, High Voltage, København

Murda Twinz Getdown Vol. 4: Poison Idea, D.I., Red Alert, Negative Approach, Takers & Users, Knuckledust, Gatans Lag, Become a Threat, Smertegrænsens Toldere, Cesspool, Circle of Wolves, Hard Skin, Rival Leaders, CopWeaps – 19.-20.juli, Underwerket, Valby

The Nimbwits, Killing – lørdag 20.juli, High Voltage, København

Carach Angren, Wolfheart, Thy Antichrist, Nevalra – søndag 21.juli, Platform 4, Aalborg