Ugens bandbillede: Warkings
Hvorfor har metallen aldrig haft nogen rigtige boybands? Det har den også nu. Vi præsenterer Warkings.
Vi er jo nogle halvgamle nogen, mange af os metalsvin. Vi kan godt huske halvfemserne og vores harmløse forelskelse i Lise ovre fra nabovejen, som vi aldrig helt kunne forføre med vores Daxwax-hår, togskinner og fascination af den der med Slayer. Lise selv var i stedet forelsket i 90'ernes største popmusikalske svøbe: Boybandet. I ved, de der kvar- eller kvintetter af glatpolerede britiske sen-teens, der lipsyncede til noget præ-produceret flødepop og ellers primært koncentrerede sig om at være hver deres type, som kunne markedsføres til et publikum, der kritikløst labbede det i sig. Alle boybandsene havde som minimum ham den lidt rå, ham den eftertænksomme, ham den pæne dreng og ham, der ... det ved jeg ikke, var vildt godt til at tage opvasken eller sådan noget. De havde i hvert fald hver deres særpræg, som kun teenagetøser kunne gennemskue, og som gjorde dem helt specielt unikke og fascinerende.
Men hey, metalkulturen, hvorfor har du ikke sådan noget? Idéen med at skabe et boyband, hvor alle er lige intetsigende og alligevel har deres eget helt specielle præg kan da sagtens overføres til metallen. Det synes i hvert fald at være tankegangen ovre hos innovative og stilskabende Napalm Records, der i forvejen har begavet os med musikalske trafikulykker som Alestorm, Skindred, Powerwolf og Alter Bridge. Mums, hva'?
Med planen om at skabe det metalliske boyband sat i værk manglede de kun lige den mindre væsentlige beslutning: Hvilken genre skal de egentlig spille?
Power metal! Naturligvis. Genren, der i forvejen er metalkulturens svar på udklædningskassen ovre i børnehaven.
Dermed var planen sat i værk, og verden er nu klar til at stifte bekendtskab med Warkings.
Eller; det er vi faktisk ikke. Og bliver det næppe nogensinde. Men vi på Devilution er nødt til det. Vi gør det for jeres skyld.
På togt gennem verdenshistorien
Og hvad er Warkings så for en størrelse?
Vi skal skåne jer for deres pressemateriale, der højtbesunget præsenterer de fire gamle konger, som i ledtog med Dracula og med våben af det pureste ”heavy metal” vil tage kampen op mod ... et eller andet. Den gode smag? Brækrefleksen? Alt, der er godt og prisværdigt i denne verden? Vi er ikke sikre.
Til gengæld kan vi ikke undgå at være imponerede over de fire medlemmers udklædningssans.
Der er korsridderen; her i bandet må det være ham, der tiltaler de lidt mere forsigtige og gudfrygtige power metal-fans. Du ved, dem der synes, at Dimmu Borgir og Satyricon altså er for råt, og hvorfor skal det hele bare handle om Satan? I Warkings' udgave er han en ældre makker med en gråsprængt og forvirret manke, der mere siger ”jeg hørte også Stryper i 80'erne” end ”hallåmand, skal vi lige slås i Jesu navn eller hva'?” Den fine hvide kjortel hænger tungt og uformeligt på en måde, kun et tiloversblevet stykke sejldug kan, og hele herligheden dufter mindre af Richard Løvehjerte og noget mere af Monty Pythons The Old Man From Scene 24 i en Skeletor-maske.
Heldigvis har han sin medkombattant, den romerske officer. Han er forrest i billedet, råber vist også højest og er tydeligvis forsangeren, da han har den klassiske ”jeg-står-lige-og-understøtter-en-punkteret-håndbold”-positur i venstrehånden.
Nu er der selvfølgelig ikke noget, der siger højbåren og ædel kriger som en skarlagensrød nederdel og et kækt draperet rævelig over skuldrene. Men skulle man være i tvivl, har han heldigvis også gravet dybt i bandkassen for at få råd til en god håndfuld rekvisitter fra 'Gladiator's overskudslager. Han er vel den mægtige og modige i bandet, der appellerer til de mere intellektuelle fans. Han underlagde sig trods alt hele Middelhavsregionen, dengang den slags var andet end bare resort-ferier og turistfælder.
This is Sparta! Og en paphjelm
Han flankeres af bandets sexsymbol: Den vilde spartaner. Han er uden tvivl bandets bad boy, der kun er tre steroideindsprøjtninger og en dårlig Sean Connery-accent fra rent faktisk at være Gerard Butler. Jo, Warkings har formentlig fået deres historieundervisning af Hollywood. Den svungne røde kappe ligner grangiveligt det der lagen, min kæreste bliver ved med at lægge på, fordi hun godt kan lide farven, og jeg bliver ved med at tage af, fordi jeg nægter at stede mig selv til hvile på et leje af afbleget aubergine. Læderbleen antyder, at han er frisk på det meste, når først han er færdig med at udkæmpe kampen på scenen, og horderne af midaldrende Manowar-groupies kaster sig over ham.
Yderst til højre har vi vikingen. Angiveligt. Der var åbenbartt 2 for 1's pris på Skeletor-masker, men til gengæld bliver hans autencitet understøttet af et par papmaché-horn og en flettet skjorte, der endnu engang antyder, at Warkings næppe nåede længere ned i de historiske værker, end hvad deres DVD-samling lige kunne supplere med. Han er tydeligvis bandets ... ja, vi ved faktisk ikke hvilken type han skal være. Måske er han den eftertænksomme? Dagdrømmeren? Ham, der kan citere Kierkegaard? Hvad vi ved er, at han er bassisten, så måske har der bare ikke været flere penge i budgettet, og Warkings har bestemt sig for, at han jo alligevel bare skal stå omme bagerst og forsøge ikke at dække for bagtæppet. Det er meget tænkeligt.
Tilbage står billedet af et band, hvis udtryk vi næppe kunne have forestillet os mere opstyltet, nøje beregnet og falskt, uanset hvor mange workshops vi så havde afholdt. Vi kan virkelig godt forstå, at ingen i Warkings vil stå frem og vise deres ansigt, og vi vil ikke blive overraskede, hvis det viser sig, at det hele bare er et stunt for at sætte Corona-virussen i perspektiv. Ligesom for at sige ”se, det kunne være meget værre”.
Er du derimod typen, der gennem hele livet altid har set lidt ned på Manowar pga. deres seriøsitet, musikalske integritet og nytænkning, så er Warkings helt sikkert noget for dig. Men så er du også selv ude om det.
Se flere bandbilledanalyser her.