Det sorte sind I: Uge 13

IMG_20200327_135150583_HDR (1)

Det sorte sind dyrker ugens ekstreme udgivelser fra det ukendte dyb. Denne gang med syv bands, der spænder fra satanisk græsk black metal over hidsige nordmænd til brutal blackened death metal fra Texas.

Dato
27-03-2020

Om det er musik, film, serier eller litteratur, så er ingen medier i stand til at dække alle de udgivelser, der lander i indbakken. De etablerede bands får på Devilution selvsagt den nødvendige opmærksomhed, de fortjener, men hvor ofte misser vi de seje udgivelser fra malstrømmen af de ukendtes musik?

Det er ikke til at sige. Men det er til at gøre noget ved.

I Det sorte sind bestræber vi os fremover på at informere kort og kontant om alle ugens mest ekstreme udgivelser fra undergrunden, der relaterer til Satan, død og det okkulte – fra black metal over horror metal til brutal og blackened death metal.

Så vidt muligt er der link til de respektive bands og deres labels. Vi behøver ikke være enige i dommen over musikken, men synes du, det lyder fedt? Så følg diverse links, og støt musikken.

Lylusay Tateros Volt Sids Lucifer!


Unholy Desecration: 'Unholy Horde'
Unholy desceration1
(Release: 27. marts, Confused Records)

Blackened death metal fra South Texas. Kvintetten er fra 2017 og kom frem året efter med ep’en ‘Born Evil’. På debutpladen ‘Unholy Horde’ bider bandet fint fra sig, men uden at bide sig helt fast. En stabil udgivelse, hvor lyden ikke er langt fra næsten-landsmændene i mexicanske Infinitum Obscure eller polske Belphegor.




Perdition Temple: 'Sacraments of Descension'
perdition temple cover
(Release: 27. marts, Hells Headbangers Records)

Når der i Devilutions interne udgivelsesoversigt står Hells Headbangers Records som afsender, er det altid værd give musikken et lyt. Det amerikanske label er ofte garant for seriøs kvalitet og har igennem årene udsendt mesterværker lige fra polske Cultes des Ghoules til danske Cerekloth. Trioen i Perdition Temple fra Florida har ti år bag sig og fortsætter den nådesløse stil på gruppens tredje fuldlængde. Det er blackened death metal lige efter bogen. Musikken er hørt tusinde gange før, men indholdet fejler såmænd intet af den årsag. Virkelig velspillet og brutalt fra start til slut.




The Holy Flesh: 'Emissary & Vessel'
holy flesh cover
(Release: 27. marts, Caligari Records)

“Occult chants from the beyond,” kalder ophavsmanden bag dette dette britiske enmandsband sin musik. Ingen fart på her. Udtrykket er dystert og melankolsk og med lidt god vilje lyden af tidlig Katatonia, der kolliderer med Tribulation – uden at nå svenske højder. Musikken sprudler ikke af originalitet, men af et soloprojekt at være er debutpladen ‘Emissary and Vessel’ imponerede nok udført. Værd at lytte til for fans af melankoli.




Nox Formulae: 'Drakon Darshan Satan'

Nox Formulae cover
(Release: 27. marts, Dark Descent Records)

Som med Hells Headbangers Records er der som regel også kvalitet at hente i udgivelserne fra Dark Descent Records. Det er her, vi finder seje navne som Blood Incantation og Spectral Voice. Græske Nox Formulae gør sig dog ikke i death metal, men rasende ond black metal med elementer af techno (!) undervejs. Musikken er nogenlunde overbevisende, og attituden så alvorligt skruet sammen, at man næppe skal spøge med Satan i selskab sammen med den græske kvintet.

Således beskriver de deres anden udgivelse her som: “The Red Black Clan of Nox Formulae returns with their second sonic grimoire of Higher Black Magic. Delving deeper into the Draconian Universe and the Shadow Current emanating from the hidden and relatively unexplored realms of the Qlipha of the Concealers, Satariel, Archon of which is the second face of Lucifer, the Mighty King Lucifuge Rofocale.”

Den fik I godt, ik’?




Enepsigos: 'Wrath of Wraths'
Enepsigos cover
(Release: 27. marts, Osmose Productions)

Franske Osmose var et af de væsentligste selskaber, når det kom til udviklingen af black metal i 1990’erne. Det er her, vi finder de tidlige milepæle fra blandt andre Immortal og Enslaved. Seneste tilføjelse er danske Denial of God, der understreger, at det franske label stadig holder fanen højt for anstændige udgivelser. Norske Enepsigos er ingen undtagelse.Trioen leverer ikke noget banebrydende materiale på deres anden udgivelse, men det er absolut true Norwegian black metal på fandenivoldsk niveau. Seks numre fordelt på 45 seje minutter. Det ultrahurtige trommespil leveres af italienske Gionata “Thorns” Potenti, der også huserer i fremragende Fides Inversa. ‘Wrath of Wraths’ er mixet og mastereret i svenske Necromourbus Studios af Tore Stjerna, der har produceret hele Watains diskografi og tidligere også har haft en finger med i udgivelser fra danske Ad Noctum og Deus Otiosus. Det kendtetegner ‘Wrath of Wraths’, at det ikke er lyden af undergrund, men tværtimod en udgivelse, hvor alt er udført på topprofessionelt plan.




Black Vice: 'The Alchemist's Vision'
Black vice cover
(Release: 27. marts, Crown and Throne Ltd.)

Visse bands kræver ikke mange minutter af ens sparsomme tid, før det hurtigt står klart, at de ikke fortjener andet end at få en udstukket midterfinger. Black Vice hører til i den kategori. Det er black metal fra Austin, Texas, skabt af en kvintet, der ynder at optræde i kutter og pestmasker i et smart forsøg på at skjule, at de ikke evner andet end fantasiløse riffs og drønkedelige kompositioner. Når et band efter otte års eksistens, en række singler og nu med deres anden fuldlængde stadig ikke har formået at skrabe mere end 36 abonnenter sammen på YouTube og stadig er langt fra 1000 følgere på Facebook, så er det næppe et udtryk for, at vi her har at gøre med oversete genier. Næ, der er naturligvis bare tale om en god gammeldags bundskraber af et ligegyldigt band.

 


Āter: 'Vullighied'
ate cover

(Release: 24. marts, Sliptrick Records)

Intetsigende belgisk black metal. Skabt helt efter den norske skabelon i 1990’erne og tilsyneladende resultatet af visioner fra dette årti. Āter er oprindeligt et soloprojekt skabt tilbage i 1996 af den på det tidspunkt 13-årige Wesley Beernaert, der nu til dags growler i tre forskellige belgiske bands. For et årti siden dukkede numrene i primitiv form op på en ekstern harddisk hjemme hos Beernaert, der konkluderede, at det ikke var musik, verden burde gå glip af. Et normalt menneske med selvkritisk sans havde nøjedes med at trykke delete i stedet for at genindspille musikken med et helt band.