Nyt blod & gamle røverhistorier, del I

Læs her første del af interviewet med Volbeats Michael Poulsen, som handler om arbejdet med den nye plade og bandets nye guitarist/producer, Rob Caggiano. Interviewet er blevet til i samarbejde mellem Devilutions Emil Svendsen og Anders Bøtter fra Sort Søndag på P6 Beat.

”Vi kunne mærke at vi skulle søge noget nyt. Vi vidste bare ikke rigtig, hvad det var”, fortæller Michael Poulsen om arbejdet med Volbeats nye plade - 'Outlaw Gentlemen & Shady Ladies'. En af de nye ting var at prøve at finde et andet studie, at optage pladen i. Poulsen fortæller at de altid har haft det godt i Jakob Hansens studie, men da han alligevel var i gang med at ombygge sit eget, fik de ham med på at prøve noget nyt. Det nye blev Puk Studio, som ikke har været i brug længe:

”Vi følte lidt da vi gik ind i det for første gang, at man fandt Tusindårsfalken fra Star Wars og skulle til at støve den af og tænde for knapperne for at se, om det hele virkede. Det var super fedt, og vi følte lidt, at vi fandt noget urørt, og det var det også, så det tog lidt tid at få det hele op at køre. Rummene lød også fantastisk”

Den nye mand

Det andet nye, som Volbeat hev ind, var en co-producer i form af Rob Caggiano: ”Jeg havde lidt en halv aftale med Caggiano om, at han skulle prøve at producere bare et par numre. Allerede da vi turnerede med The Damned Things kunne jeg rigtig godt lide, de ting han lavede, og da jeg så hørte den nye Anthrax tænkte jeg 'Hold da kæft, mand, det er fed lyd, det der'. Han var meget interesseret i at producere nogle sange for os.”

Derfor opstod ideen om at bruge to producere. En med godt kendskab til bandet, og en, der kunne se på Volbeats musik på en ny måde.

Da Volbeat skulle i gang med den nye plade, var bandet en trio, og det lå lidt i baghovedet, at det også kunne være fedt at blive fire igen, fortæller Poulsen: ”Det betød egentlig ikke så meget at vi kun var tre, for jeg har altid lagt al guitaren selv i studiet, men det kunne sgu også være fedt at have en fjerdemand, hvor folk på pladen kunne høre, at der var to guitarister. Så vi spurgte Rob, om han ville lægge soloerne på pladen. Det skulle jeg ikke spørge om to gange, for det syntes han var mega fedt. Han er en mega guitarnørd.”

Da Caggiano først var i gang med soloerne, begyndte han også at komme med ideer til numrene, som viste sig at fungere rigtig godt. Og det var ikke bare ideerne, men også selve samspillet, som var rigtig godt, siger Poulsen. Det var derfor oplagt at invitere ham med i bandet. ”Først troede han, at jeg jokede med ham”, siger Poulsen, men da han forstod alvoren og havde sovet på det, sagde han ja.

På spørgsmålet om, hvor man hører Caggianos aftryk, svarer Poulsen at det først og fremmest er soloerne, men også i nogle af numrene. ”Nogle af de sange, jeg kan huske, vi sad og arbejdede med, er 'Sinner is You' og 'Lonesome Rider', hvor han har lavet midterstykker til begge. Og så er det nogle små ting hist og her. Nogle overgange, som jeg egentlig havde lavet, men som han puttede nogle andre 'klodser' på, hvor jeg tænkte, at det der kunne jeg sgu ikke selv have fundet på. Men det virker meget bedre, så det gør vi i stedet for.”

Processen

Om arbejdsprocessen fortæller Poulsen at det tog noget tid at pejle sig ind på hinanden: ”Vi er ikke fans af al for mange takes. Vi laver et par stykker, og så tager vi den bedste.”

Den bagvedliggende filosofi er, at der ikke er grund til at lave halvtreds, for det er alligevel noget, som bandet skal være i stand til at opføre lige så godt live, forklarer han videre. ”Balancen med, hvor omhyggelig, man skal være med tingene, tog lige lidt tid at få på plads. Selvfølgelig skal det gøres ordentligt, men jeg kan godt lide, at der er noget sjæl, noget ærlighed, noget sårbarhed. Det må godt gå lidt op og ned i tempo, så man kan høre, at det er mennesker, der spiller” siger han, og fortsætter: ”Der opstod bare et helt fantasisk samarbejde ud af det, og jeg tænkte, at nu begynder det at lyde, som jeg havde tænkt, at den nye plade skulle lyde, nemlig som om at der var nogle nye kræfter inde over.”

Poulsen havde til dette album haft god ro til at sidde derhjemme og skrive numrene, modsat den forrige, der blev skrevet på landevejen. ”Der blev brugt meget tid på at skrotte materiale denne her gang” fortæller han og siger videre, at mange numre, som de troede skulle med på pladen, blev droppet efter en tredivte gange i øvelokalet: ”Vi tænkte, det her kommer vi ikke til at spille live, så hvorfor fanden skulle vi indspille det, så ud med den. Sådan gjorde vi med alle numrene. De skulle ikke bare være kontrast eller fyld, det skulle være noget, vi ville spille live, og det skulle være helheden, vi var tilfredse med”. Han forklarer også, at det var derfor, at punksangene røg ud, fordi de ikke rigtig spiller dem live: ”Vi har sgu ikke brug for de der tre-fire punksange, så lad os fuldstændigt droppe dem, og få nogle old-school metalriffs ind i stedet for.”

Inspirationen til pladens westerntema kommer fra Michael Poulsen barndom: ”Hvis der ikke kørte gammel halvtredser- og tressermusik på stereoen eller videoen, så kørte der cowboyfilm i baggrunden, så det har jeg fået ind med mælken. Jeg har også godt vist, at jeg på et eller andet tidspunkt ville bruge det i større omfang i Volbeat. Der har været små hints på de andre plader, men her folder det sig mere ud.”

I næste nummer af Devilution vil vi i del to af interviewet slå os mere løs med røverhistorier om Poulsens oplevelser med King Diamond og mulige nærdødsoplevelser. Du vil også blive klogere på, hvorfor Mikkel Kessler har gjort, at Poulsen ikke længere får tv-kigningen forvrænget af nogle mystiske bakker ... Så glæd dig!

Interviewet vil du også kunne høre i Sort Søndag