En collage af meget unikke individualister!

Bedre sent end aldrig! Læs her vores interview med Suicidal Tendencies leadguitarist Dean ”Deano” Pleasants fra dette års Roskilde festival.

Torsdag på årets Roskilde blev for undertegnede skudt i gang med et interview med LA-bandet Suicidal Tendencies – nærmere betegnet deres leadguitarist Dean Pleasants, der var ekstremt ydmyg og skarp før, under og efter interviewet.

I udgav jeres seneste album '13' i marts 2013 – kan du fortælle vores læsere lidt om albummet?

- Ja det er jo et længe ventet album fra Suicidal Tendencies – og ja, vi ved godt, at Black Sabbath også har et album, der hedder '13', haha. Vi har længe haft en plan om at kalde albummet det, der er gået omtrent 13 år, og der er 13 sange på albummet. Det er faktisk også vores yndlingstal, fordi mange anser det for at være et ulykkesnummer, men det gør vi ikke, haha. Ja, vi har altid taget det tal til os!

- Taler vi om selve albummet, vil jeg mene, at det er en slags tilbageskridt til de tidligere Suicidal Tendencies-album. Det har lidt fra alle – det har punk rock, hardcore, crossover og nogle meget følelsesbetonede ballader. Du vil høre bandets musikalske kunsthåndværk og evner samt Mikes inspirerende tekster og alt det, som vores fans vil forvente. Men der er en ny attitude, et nyt band og et nyt twist på det. Det er vist den bedste måde, jeg kan beskrive vores nye album '13' på!

Har du så et yndlingsnummer på albummet?

- Ved du hvad, jeg kan lide dem alle. Men sangen ’God Only Knows Who I Am’ har en særlig betydning for mig. Det har den, fordi jeg havde skadet min finger, og i lang tid kunne jeg slet ikke spille. Da jeg kom tilbage, var denne sang den første, jeg skulle indspille, og det var ret følelsesladet for mig, fordi jeg i måneder ikke havde kunnet spille, og mine tanker gik blandt andet på, om jeg overhovedet nogensinde kom til at spille igen.

- Altså, nu ved jeg godt, at mange siger, at de kan lide alle sangene – uden de måske mener det, men jeg mener virkelig, at jeg kan lide alle sangene.

Men er der måske en sang, du mener, der fungerer særlig godt live?

- Ja jeg elsker at spille ’Who’s Afraid?’ og ’Slam City’ – de to elsker jeg at spille live. Jeg kan også godt lide at spille ’This Ain't a Celebration’. Men de to andre er først og fremmest mine favoritter at spille live ... Og også ’Smash It’, haha!

Nu hvor vi er på en festival, vil jeg lige høre dig, om du kan lide festivaler?

- Ja, jeg elsker festivaler – særligt i Europa – de er fantastiske. Amerikanerne ved ikke, hvad det er, de går glip af. For det her er et virkelig cool miljø og omgivelser, hvor folk kommer for at høre musik fra alle mulige forskellige kunstnere. Jeg har jo været med i flere år, og går der en sommer, hvor jeg er hjemme, tænker jeg - hvad fanden, hvorfor er jeg ikke på en europæisk festival lige nu?! Jeg kan blive helt fortabt.

Og jeg går ud fra, at det er meget anderledes for jer at spille på en klub frem for på en festival?

- Ja. Her er der jo rigtig mange, der ser os, som ellers ikke ville se os. Det giver jo et helt andet publikum, hvor vi måske kan overvinde og overbevise dem, så de bliver vores nye fans. De får måske at vide af deres venner, mens de står uden for teltet og drikker en øl, ”Nå er det Suicidal Tendencies, der spilller derinde, jamen, så lad os gå ind og tjekke dem ud!”. Måske synes de, vi er cool og kan lide musikken.

- Og det er jo det samme for os, vi får set musik, som vi ellers heller ikke ville have set.  Noget kan være nyt, mens andet har været gammelt, som vi bare ikke har været opmærksomme over for. Festivaler er gode til at eksponere ”nyt” musik for alle.

Har du så nået at spotte, om der er musik, du selv skal se her på festivalen i dag?

- Nej, ved du hvad, jeg er nærmest lige væltet ud af bussen ... haha, så jeg har slet ikke nået det endnu.

Det kan være, at jeg lige skal vise dig spilleplanen efter interviewet?

- Ha, ja det skal du gøre!

Men I skal måske heller ikke lige af sted efter jeres show – har I tid til lidt musik og øl her?

- Ja det har vi faktisk. Så det er jo fedt.

Hvis du skulle beskrive Suicidal Tendendies, hvordan ville du så gøre det?

- Hvad angår musikken er det et hårdt rockende band. Nogle siger skate punk andre siger Venice unk – du ved thrash/crossover, men vi spiller bare hårdt. Jeg mener, at vi alle er meget talentfulde og lægger 110 % i bandet.

- Og hvad angår medlemmerne, vil jeg sige, at det er et helt sæt af unikke mennesker. Vi kommer alle fra forskellige baggrunde. Det betyder noget for musikken, når vi samles om netop den. En kommer fra metallen, en fra R&B og kirken. Min baggrund er ...  eller ... jeg kan lide både pop- og funkmusik og soul og rock. Så... det er da lidt underligt, at vi så spiller punk rock sammen, haha! Men det er min bedste beskrivelse af os. Suicidal er en collage af meget unikke individualister!

Hvilken person fik dig til at høre metal? Hvornår var det, og kan du huske, hvilket band/album det var?

- Ved du hvad?! Det er meget nemt for mig.  Jeg var ikke ret gammel. Min nabo hørte meget Black Sabbath, som jeg kunne høre i baghaven. Det, tænkte jeg, lød helt vildt fedt. En dag spillede han et nummer – det var ’Rainbow in the Dark’. Jeg hørte det og tænkte bare WAUW!! Så jeg gik ud og købte Dio. Jeg vidste slet ikke, at Ronnie Dio sådan gik frem og tilbage mellem Black Sabbath. Og jeg kendte slet ikke til Ozzy. Jeg fik faktisk først kendskab til Ozzy via Ronnie Dios musik. Derfra begyndte jeg at lytte til Van Halen og Judas Priest.

- Og min ven, der fik mig til at spille guitar, lyttede selv til KISS, så det var de bands, der fik mig ind i metallen. Og så lyttede jeg til Jimi Hendrix. Der er mange guitarister, som nærmest blærer sig med at sige, at de lyttede til Hendrix først, men det tog lidt længere tid for mig.

- Min far havde købt mig et Jimi Hendrix-kassettebånd, som jeg ikke rigtig fik hørt. Til sidst smeltede det på grund af varmen. Og en dag lyttede jeg til et nummer, der hed ’Little Wing’ og den titel kunne jeg huske. Så jeg gik ind til mit bånd, som altså så var smeltet. Derfor gik jeg selv ud og købte et nyt bånd. Denne gang lyttede jeg meget til det, fordi jeg selv havde købt det. Jeg var vel omkring 15 år på det tidspunkt.

Og hvornår var det at du hørte naboen spille Black Sabbath?

- Ja, det var jo så nogle år før, der var jeg vist 12-13 år. Jeg var bare ekstremt tiltrukket af alt, der lød hårdt, for eksempel Judas Priests ’Breaking the Law’ syntes jeg, var helt vild cool! Alle deres sange var anderledes. Der var ikke rigtig andre end mig i min vennekreds, der hørte den slags musik.

- Jeg kan huske, at jeg tog min mikrofon og satte den helt tæt på min guitar, så den kom til at lyde helt forvrænget, haha!

Det var sejt gjort! Jeg kunne også godt tænke mig at spørge dig, hvordan du selv i dag forbruger og fordøjer musik?

- Tit kan jeg faktisk godt lide at høre musik uden at skulle analysere den. Og jeg tror faktisk, at min yndlingsmusik er den, der kan få mig til at glemme tid og sted, som berører min sjæl. Noget, der kan vække en følelse i en. Der er musik, der kan få dig til at græde, og så er der musik, der kan gøre dig glad, hvis du var trist eller ked af det. Jeg kan lide at miste kontrollen på den måde.

- Min yndlingsmusik er den, hvor jeg ikke tænker over det, og hvor det først bagefter slår mig, hvor godt det er. Det er det fedeste.

Aha. For mit eget vedkommende kan det nogle gange være fedt at se og lytte til musikken i sin helhed, hvor man slet ikke er analyserende og splitter det op i enkeltdele, hvor man slet ikke prøver at finde ud af, hvad teksterne går ud på.

- Ja, ja, lige præcis!

Og andre gang kan det, når man får lyst til at dykke ned i teksten efter noget tid og lytte til hvert instrument, begynde at blive lidt anstrengende – selvfølgelig på den gode måde. Musikken mister sin simpelhed eller lethed – det bliver ikke bare noget, der spilles i baggrunden, som man ikke behøver at forholde sig til.

- Ja, det er helt rigtigt. Og det, du der siger, tror jeg, er sådan alle lytter til musik. Det er meget skarpt formuleret! Nogle gange har man ikke lyst til eller brug for at vide, hvad der bliver sunget om, mens andre gange vil man vide det fra første færd. Det er jeg helt enig i. Nogle gange ønsker man bare, at sangen bliver ved med at have sin friskhed, som den første gang, man hørte den – man kender ikke teksten, man lytter ikke til den, og man ønsker ikke at vide, hvad den handler om.  Når den bliver spillet i radioen, skruer man bare op og vil høre den sang.

- Men det er en god pointe. Når man først begynder at udforske en sang, album eller et band – hvem spiller guitar nu, hvad synger de egentlig ...

Ja, sangen kan jo ændre sig fuldstændigt, når man sætter sig ind i teksten, når den er…

- ... Ja, helt anderledes end man havde troet,! Det er virkelig rigtigt!

Nogle gange kan man jo blive rigtig skuffetog få ødelagt…

- Lige præcis... Man kan virkelig få ødelagt en yndlingssang, når man får hørt teksten. Nogle sange har jo virkelig ret så skøre tekster, der ingen mening har. Men det gjorde ingenting, fordi sangen var cool i sig selv. Ja, det er virkelig en god pointe!

Nå, men hvilken slags musik elsker du selv at lytte til?

- Først og fremmest elsker jeg at lytte til funky musik. Jeg har lige fået fat i Jesse Johnsons plade ’Verbal Penetration’ , og jeg elsker bare det album. Han er en virkelig dygtig guitarist og laver funky musik, der også er blues- og jazzinspireret med store budskaber.

Vi talte lidt om vokaler og tekster før, så hvordan opfatter du vokalen, når du lytter til musik – som et af instrumenterne, eller som for eksempel noget, der viderebringer budskaber?

- Ved du hvad – det er altså nogle rigtig gode spørgsmål, du stiller! Dem kan jeg lide, det gør det her sjovt! Du er god. Nå, jeg har altid tænkt eller sagt til mange mennesker, at vokalisterne har deres stemme som et instrument. Alle spiller deres instrument forskelligt. De har forskellige ting at sige og forskellige måder at udtrykke dem på. Når det så er sagt, kan vokalisten med sin stemme gøre dig enten glad eller trist ved at udtrykke sin vrede eller glæde. Den måde, han bruger sin stemme, er måden, han ville bruge sit instrument på.

- Nogle vokalister er rigtig gode til at vise og udtrykke følelser, mens andre slet ikke er. Men det mener jeg ikke, at man skal dømme dem anderledes på grund af, for det er den måde, de føler og hører ting på, og den måde, de ville spille et musikinstrument på. Der er jo også stor forskel på, hvordan man spiller på sin guitar! Det kan være stille og roligt, eller hvor man er overalt på scenen. Den ene måde er ikke bedre end den anden. Det er den måde, de føler deres musik på. Jeg synes, det var et godt spørgsmål.

Tak! Og det var også mit sidste! Mange tak for, at du satte tid af til mig.

- Det var så lidt!