Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgendagens stjerner - Aphyxion

Populær
Updated
Morgendagens stjerner - Aphyxion
Morgendagens stjerner - Aphyxion

De meget unge knøse i Aphyxion fortæller her om deres opstart, hvordan de klarer tingene selv, og gør det fordi de har nogle dedikerede fans!

Hvem er med i bandet?

Michael Reincke Vahl - vokal
Bertil Rytter - guitar og andenvokal
Jonas Haagensen - guitar
Jais Jessen - bas
Jakob Tranberg Jensen - Trommer

Hvordan startede bandet?

Vi startede bandet i 2007 efter at Jais, Jonas, Bertil og Jakob havde forladt deres gamle rock band. Vi indspillede vores første demo i slutningen af 2007 og har siden spillet en del koncerter rundt i hele Danmark og har indspillet i alt 3 demoer.

Hvor var jeres første øver?

Vores første øver var i den lokale musikforening Riamuf (Ribe amatør musikerforening) hvor vi stadig øver dagen i dag, og har gjort det i fire år.

Hvor var jeres første koncert?

Ligesom vores første øver, var vores første koncert også i den lokale musikforening Riamuf.

Hvem har fået øje på jer?

I november 2009 blev vores EP 'Eradication of Fates' anmeldt som månedens demo i Gaffa, hvor den i følge med anmeldelsen fik en bedømmelse på 5 ud af 6 stjerner.

Hvad har været jeres største koncert?


Vores største koncert indtil videre har været på musikcafeen i Århus i selskab med de danske thrash-konger fra Hatesphere. Derudover gæster vi Royal Metal Fest den 2. april på Voxhall i Århus, som helt sikkert også bliver en koncert vi ikke kommer til at glemme foreløbigt.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?

At blive bemærket. Det sværeste ved at være en del af det nye metal game i Danmark er at der er så mange rigtig fede bands, som man bliver nødt til at skille sig ud fra, og bevise at man har noget unikt.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?

Vi har ikke indspillet nogen debutplade endnu.

Hvad er jeres inspirationer?

Vi er inspireret af mange forskellige metal bands og mange forskellige genrer, men for at nævne nogle af vores hovedsaglige inspirationskilder, vil det nok være Soilwork og Submission.

Hvad er jeres drømme?

Vores drøm er at få udgivet en god debutplade på et godt selskab, og æren af at spille på de store metalscener samt festivaler internationalt.

Hvordan vil I nå dem?

Vi vil forsøge at få spillet en masse koncerter og opnå en masse erfaring både live, men også blive bedre, rent sammenspilsmæssigt.

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?

Vores værste måde at stoppe bandet på ville være at vi gik i opløsning på en dårlig måde som f.eks. skænderier indbyrdes i bandet, og at vi forlod hinanden med en dårlig stemning.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.)?

Vi klarer alting selv, udover lidt hjælp med kørsel fra vores forældre. Derudover har vi en række trofaste og megafede fans, som vi nyder at strække nakkemuskler og gå amok med!