Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Død på villavej

Updated
AMB 1
AMBvol1

AMB indkaldte til første samling. Tysk undergrund blandt stearinlys og udsprungne syrener.

Det er en helt almindelig villavej, som vi kender dem over det ganske land. Solen står lavt og kvarteret dufter af sæsonens udsprungne syrener. Foran huset er en tysk Honda Civic parkeret og et medlem af den sorte garderobe får sig et stykke røgtobak.

Anger Management Booking har sat sig for at rive op og puste liv i Odenses metalkultur og denne aften er henholdsvis Maurda og Grave Hammer booket – selvsamme bands sidder da også i baghaven og nyder røgen og årstiden, som gæsterne så småt begynder at tikke ind. Aftenen foregår nemlig i kælderen på et helt almindeligt parcelhus i bedste sorte DIY-stil.

Egentlig skulle tyske Verheerer have spillet, men har af “personlige og tragiske” grunde måtte trække sig, og Maurda er kommet på plakaten i stedet. Ikke en dårlig erstatning.

dør

Havedøren lukkes, og Maurda går i gang. Lydtrykket er massivt og kælderen oplyses af stearinlys i store lysestager. Scenen er sat med persertæpper på gulvet og store stacks af højttalere i siderne. Maurda har spillet black metal siden 2019 og har to fortrinlige og anbefalelsesværdige demoer liggende på Bandcamp. Skribentens hjerne og sanser skal lige kalibrere med lydtrykket nogle sekunder, men så er den der. Maurda er på fra første sekund, og den rare forsanger, der for lidt siden sad og chillede i haven, forvandler sig til en skrigende og frådende frontmand, der vitterligt fra første sekund får formidlet sin mørke kunst ud i rummet. For en performer er han, og en virkelig god en af slagsen. Det er ikke kun lydtrykket, stearinlysene og kælderens naturligt klejne størrelse, der gør det. Maurda spiller barskt og følelsesladet. Vi er 10-20 mennesker i kælderen, det er hårdt, råt og intimt. Helt perfekt.

Bløde og svævende passager laver dog også definerende kontraster i Maurdas hårde black metal, og publikum er selvsagt med hele vejen rundt i lokalet. 

Maurda

Maurdajpg

Da Grave Hammer går på, er stemningen blevet mere løssluppen, pausen har både budt på afslapning i haven og besøg i baren for de fleste, og selvom nogle få er smuttet med dagligdagens trivielle forpligtelser forude in mente, er der en mere festlig vibe, der lægger op til dans og moshpit. Hvilket der kommer. Grave Hammer er fra Kiel og har siden 2015 spillet klassisk dødsmetal a la Hellhammer og Sarcófago, og det passer perfekt ind i kælderen netop nu efter pausen. Udover to demoer har bandet også udgivet EP’en ‘Primordial Principles / Fundamental Forces’ på Caligari Records, og lavet split-albums med bandet ‘Carnal Tomb’ samt ‘Khaos’.

Det er Grave Hammers første show udenfor Tyskland, og band og publikum har en fest sammen. Gulvet kvitterer med fælles-skål, god slåskamp og et enkelt væltet mikrofonstativ. Bandet spiller fedt, højt og “venuets” private DIY-rammer gør selvfølgelig, at det hele bliver mere personligt og uforfalsket. Undergrund når det er allerbedst.

Grave Hammer

Grave Hammerjpg

 

Hvis målet for Anger Management Booking er at rive op i Odenses til tider lidt stillestående metal-undergrund, har man allerede budt godt ind. Den har fået et velvalgt spark bagi. Et super arrangement der fortjener kæmpe applaus –  både for initiativet og for udførelsen. På kælderens vandrør rygtes det, i øvrigt, at der sidst i august er et større grindcore-show i støbeskeen.