Trofæer og guld tuborg
Populær
Updated
Den danske metalscene står stærkere end nogensinde før, og derfor var det passende, at metalscenen nu fik sin egen Danish Metal Awards, konstaterer vor mand ved awardshowet. Køen udenfor Amager Bio var lang - og ude som inde, var der masser af kendisser fra metalmiljøet. Aftenens vært Carsten Holm fra DR’s P3 bød os velkommen. En passende mand til jobbet med sin fortid i det stærkt savnede program ”Heavyland” fra dengang, DR turde spille noget, der ikke var for den brede befolkning. Men måske modet vender tilbage, i hvert fald sendte P3 live fra showet denne lørdag aften.
Overrækkelsen af et diplom til award-vinderne samt en Jägermeister og en ramme Guld Tuborg foregik ved at lade en eller flere personer med relation til metalmiljøet overrække prisen. Ni priser skulle uddeles, og det blev de af bl.a. producerne Flemming Rasmussen, Jacob Hansen og Tue Madsen, bookerne Kaspar Molin og Morten Bager og folk fra danishmetal.dk.
Bortset fra prisen for bedste live-band med sine 10 nominerede var der fire nominerede i hver kategori. Og vinderne blev:
Bedste album: Hatesphere – “The Sickness Within”
Årets debut: Volbeat – “The Strength/The Sound/The Songs”
Bedste internationale album: Soilwork – “Stabbing the Drama”
Årets liveband: As We Fight
Talentprisen: Slow Death Factory
Bedste produktion: Tue Madsen, Tommy Hansen, Jacob Hansen og Hatesphere – ”The Sickness Within”
Bedste video: Mnemic – ”Door 2.12”
Bedste albumcover: Barcode – ”Showdown”
Bedste website: The Psyke Project
Inden Red Warszawa overrakte prisen for bedste talent til “Slow Death Factory”, fik publikum serveret en videoverdenspremiere på Red Warszawa’s ”Skinboy”. Og videoen viste Red Warszawa supertossede, som vi kender dem, og de startede da også med at smadre Hævi Hennings akustiske lejrbålsguitar og synge folkevisen ”jeg vil ha’ en kvinde med en ordentlig…”. Talentprisen blev givet for gode kompositoriske evner – en frase, som Red Warszawa i vanlig stil hævdede ikke at kende betydningen af…
Lasse Bak (tidl. Illdisposed) stod også for en del af underholdningen med en lang usammenhængende takketale. Til afterpartyet på The Rock forsøgte han, nu mere påvirket (”Lasse er du fuld?” ”Nej, jeg er på stoffer!”) ihærdigt at videregive prisen til Submission, som han selv havde haft som favorit.
Stort kram til farlige heavydrenge
Andre prisoverrækkere sluttede sig også til underholdningen. Thomas AG (Saturnus) gav et lille dødsgrowl, mens Jesper Binzer (DAD) klagede over folks korte hår og sprang på Carsten Holm i et stort kram. Hatesphere var ikke til stede til at få deres pris, og da Jesper Binzer havde håbet at give nogle store, farlige heavydrenge et kram, måtte det jo blive et andet offer.
Faktisk var flere prisvindere ikke tilstede på grund af koncerter i ud - og indland. Ja, det går godt for dansk metal! Og selvom showet var præget af en række tekniske kiks og et par strømafbrydelser, tog folk det med et smil og en slurk af guldøllen. Publikum syntes, at miste fokus lidt hen mod slutningen. Indtaget af øl virkede vigtigere end at høre, hvad der blev sagt og kåringen af vinderne på scenen.
Derfor var indlagt lidt godt at lytte til, hvor hovedet kunne slås på stand-by og banges med. Desværre var publikum lidt distancerede overfor årets live-band As We Fight og Raunchy. Begge gav ellers solide koncerter, og sidstnævnte præsenterede i øvrigt tre sange fra næste års album. Fængende knaldperler – mon ikke Raunchy er nomineret næste år?
Lucifer hidkaldt
Desværre, set med danske øjne, var interessen størst for svenske Entombed, der endvidere havde hjulpet med at give en pris. De gav et tæskelækkert show med deres rå, beskidte dødsrock. De mange ”horn” fra publikum og den gentagne hidkaldelse af den onde virkede. For præcis midt i ”Chief Rebel Angel” og sætningen ”phosphoros, Lucifer. Say it!” gik strømmen. Symbolsk? Et øjeblik efter fortsatte showet dog, og sangen blev gentaget uden afbrydelser.
Afterpartyet på The Rock bød på to bands. Scamp havde på Danish Metal Awards forum været efterlyst i kampen om talentprisen. Og det kunne forstås – deres klinisk tighte rytmiske riff-angreb lød som et originalt mix af Fear Factory, Pantera og lige et bitte gram af nu metallen. Utraditionelt spillede bandet uden bassist(!), men egentlig savnet var bassen nu ikke.
Stonegard fra Norge havde også en tjans. De spillede godt, men deres mix mellem Metallicas ”Load”/”Reload” tid og svenske Spiritual Beggars fængede bare ikke hos særlig mange af de fremmødte.
Alt i alt var denne første fest for vores stoltheder indenfor metallen rimelig vellykket, primært på grund af de musikalske input. Der var uheldige tekniske startproblemer, men der skal ikke herske tvivl om, at Danish Metal Awards bliver en kærkommen genganger i form af en årlig tilbagevenden.
Overrækkelsen af et diplom til award-vinderne samt en Jägermeister og en ramme Guld Tuborg foregik ved at lade en eller flere personer med relation til metalmiljøet overrække prisen. Ni priser skulle uddeles, og det blev de af bl.a. producerne Flemming Rasmussen, Jacob Hansen og Tue Madsen, bookerne Kaspar Molin og Morten Bager og folk fra danishmetal.dk.
Bortset fra prisen for bedste live-band med sine 10 nominerede var der fire nominerede i hver kategori. Og vinderne blev:
Bedste album: Hatesphere – “The Sickness Within”
Årets debut: Volbeat – “The Strength/The Sound/The Songs”
Bedste internationale album: Soilwork – “Stabbing the Drama”
Årets liveband: As We Fight
Talentprisen: Slow Death Factory
Bedste produktion: Tue Madsen, Tommy Hansen, Jacob Hansen og Hatesphere – ”The Sickness Within”
Bedste video: Mnemic – ”Door 2.12”
Bedste albumcover: Barcode – ”Showdown”
Bedste website: The Psyke Project
Inden Red Warszawa overrakte prisen for bedste talent til “Slow Death Factory”, fik publikum serveret en videoverdenspremiere på Red Warszawa’s ”Skinboy”. Og videoen viste Red Warszawa supertossede, som vi kender dem, og de startede da også med at smadre Hævi Hennings akustiske lejrbålsguitar og synge folkevisen ”jeg vil ha’ en kvinde med en ordentlig…”. Talentprisen blev givet for gode kompositoriske evner – en frase, som Red Warszawa i vanlig stil hævdede ikke at kende betydningen af…
Lasse Bak (tidl. Illdisposed) stod også for en del af underholdningen med en lang usammenhængende takketale. Til afterpartyet på The Rock forsøgte han, nu mere påvirket (”Lasse er du fuld?” ”Nej, jeg er på stoffer!”) ihærdigt at videregive prisen til Submission, som han selv havde haft som favorit.
Stort kram til farlige heavydrenge
Andre prisoverrækkere sluttede sig også til underholdningen. Thomas AG (Saturnus) gav et lille dødsgrowl, mens Jesper Binzer (DAD) klagede over folks korte hår og sprang på Carsten Holm i et stort kram. Hatesphere var ikke til stede til at få deres pris, og da Jesper Binzer havde håbet at give nogle store, farlige heavydrenge et kram, måtte det jo blive et andet offer.
Faktisk var flere prisvindere ikke tilstede på grund af koncerter i ud - og indland. Ja, det går godt for dansk metal! Og selvom showet var præget af en række tekniske kiks og et par strømafbrydelser, tog folk det med et smil og en slurk af guldøllen. Publikum syntes, at miste fokus lidt hen mod slutningen. Indtaget af øl virkede vigtigere end at høre, hvad der blev sagt og kåringen af vinderne på scenen.
Derfor var indlagt lidt godt at lytte til, hvor hovedet kunne slås på stand-by og banges med. Desværre var publikum lidt distancerede overfor årets live-band As We Fight og Raunchy. Begge gav ellers solide koncerter, og sidstnævnte præsenterede i øvrigt tre sange fra næste års album. Fængende knaldperler – mon ikke Raunchy er nomineret næste år?
Lucifer hidkaldt
Desværre, set med danske øjne, var interessen størst for svenske Entombed, der endvidere havde hjulpet med at give en pris. De gav et tæskelækkert show med deres rå, beskidte dødsrock. De mange ”horn” fra publikum og den gentagne hidkaldelse af den onde virkede. For præcis midt i ”Chief Rebel Angel” og sætningen ”phosphoros, Lucifer. Say it!” gik strømmen. Symbolsk? Et øjeblik efter fortsatte showet dog, og sangen blev gentaget uden afbrydelser.
Afterpartyet på The Rock bød på to bands. Scamp havde på Danish Metal Awards forum været efterlyst i kampen om talentprisen. Og det kunne forstås – deres klinisk tighte rytmiske riff-angreb lød som et originalt mix af Fear Factory, Pantera og lige et bitte gram af nu metallen. Utraditionelt spillede bandet uden bassist(!), men egentlig savnet var bassen nu ikke.
Stonegard fra Norge havde også en tjans. De spillede godt, men deres mix mellem Metallicas ”Load”/”Reload” tid og svenske Spiritual Beggars fængede bare ikke hos særlig mange af de fremmødte.
Alt i alt var denne første fest for vores stoltheder indenfor metallen rimelig vellykket, primært på grund af de musikalske input. Der var uheldige tekniske startproblemer, men der skal ikke herske tvivl om, at Danish Metal Awards bliver en kærkommen genganger i form af en årlig tilbagevenden.
Kunstner
Forfatter