AMF '19: Torsdag - Warslut og alle de andre rødder

Nocturnal Graves 01
Nocturnal Graves 02
Defacing God 02
Defacing God 01
Inconcessus Lux Lucis 01
Inconcessus Lux Lucis 02
Hour of Penance 02
Hour of Penance 01

Seks bands stillede op, og i hvert fald halvdelen efterlod gode minder. Årets åbningsdag på Aalborg Metal Festival duftede stadig lidt af forfest, men leverede også på egne præmisser.

Titel
+ Hour of Penance + Inconcessus Lux Lucis + Nocturnal Graves + Swindler + Defacing God
Dato
07-11-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Forfatter

Så er vi her igen.

Et år er der gået, siden Xenoblight åbnede 2018-udgaven af Aalborg Metal Festival, men festivalen ligner til forveksling sig selv. Stadig på Studenterhuset midt i Aalborg, stadig med den larmende Budolfi Kirke på pladsen foran, som fra tid til anden bimlende og bamlende minder os om, at Herren lurer lige om hjørnet, hvis ikke vi tager vores metal seriøst. Og stadig med det lille julemarked som afskærmning mellem den knejsende kirke og koncertsalen, hvor herlighederne foregår de næste tre dage.

I år er julemarkedet blevet krydret med en mængde dekorative grantræer, der står spredt med jævn hånd mellem de små boder. Som en kammerat bemærker senere på aftenen, er det måske letsindigt at kombinere ubevogtede træer med tørstige metalfans. Det kan ikke udelukkes, at sætningen ”hvorfor lugter juletræerne af tis, far?” kommer til at blive ytret nogen gange mellem nu og juleaften.

Indenfor er åbningstjansen i år tilfaldet lokale Defacing God. Et allstar-band, bedyrer vores nordjyske regionschef mig, for de har jo tidligere medlemmer fra bands som Mercenary, Essence og Blood Eagle. Nuvel, ”stjerne”-prædikatet bliver måske delt ud på lidt billig baggrund oppe nordpå. Vi oplevede bandets Arch Enemy-inspirerede dødsthrash i Viborg i foråret, og på positivsiden har i hvert et par af bandets medlemmer lagt godt på scenetilstedeværelsen, og specielt forsanger Sandie Gjørtz kommer godt ud over scenekanten og får gejlet det taknemmelige hjemmebanepublikum op.

Siden sidst har bandet tillagt sig hvad der sikkert skal ligne en mellemting mellem corpse paint og et blodbad. Desværre er der, ansigtsmaling til trods, ikke meget fare og utryghed ved de ellers pæne unge mennesker, der iført matchende egne bandshirts udstråler mere hygge end hærg. Musikken er solid dødsthrash uden de store udfald i tempo, rytmik og udtryk, og det er svært virkelig at blive fanget af bandets udtryk, der visuelt virker halvfærdigt og musikalsk er uden de store højdepunkter. Numrene er langt hen ad vejen for enslydende, og selvom vi bliver trakteret med en voice over, der uden tvivl er ment som værende skrækindjagende, efterfulgt af et trods alt noget hurtigere, grindende nummer mod slutningen af det 40 minutter lange sæt, efterlader Defacing God ikke de store blivende indtryk.

En kort pause, og Swindlers knallertrock er næste punkt på programmet. På en dag dedikeret til det sorte og ekstreme stikker den københavnske kvartet noget ud på spisesedlen, men de formår faktisk fint at engagere publikum i deres tildelte 35 minutter. Der er lidt lydknas, der ødelægger en stor del af bandets flerstemmige vokaler, men Swindler serverer metalrocken med god energi, og forsanger ’Esse’ Hansen, som også slår sine folder i Hatesphere, beviser endnu engang, at han er en af rigets bedste indpiskere i live-regi. Vi blev aldrig helt overbevist om bandets fortræffeligheder på plade, men på scenen er det en anden sag, og de fleste tilstedeværende gynger med med smil på læben.

Krigsskøgen med påhæng
Med dagens indenrigs-indslag veloverstået, var turen kommet til den fire band store tourpakke, der med Deströyer 666 som kransekagefigur skulle stå for festen torsdag. Det første af dem var den engelske powertrio Inconcessus Lux Lucis. Bandet bedriver en særegen og charmerende blanding af black metal, thrash og NWOBHM og formår fra start med store armbevægelser og ditto attitude at forføre de fleste tilstedeværende. Det er råt og beskidt sine steder, storladent og dragende andre. Og det fungerer.

Frontmand William Malphas, der i øvrigt minder om sheriffen Rottingham i Mel Brooks-komedien ’Men in Tights’, er iført højhælede støvletter, bukser så stramme, at de må være støbt på, og nitter i nøje afmålte mængder, mens han serveret rigeligt med metalpositurer i skøn symbiose med sin Flying V-guitar. Bassist Alexander Baal gør sit for at gøre ham kunsten efter, og helhedsindtrykket de efterlader er kitschet, men gennemført. Inconcessus Lux Lucis er outrerede, men charmerende, og ligner umiddelbart den type orkester, der ville kunne henrykke en hel Metal Magic-festival nede i Fredericia, når den finder sted engang næste sommer.

Næste indskud er de noget mere blackede australiere Nocturnal Graves. De får tre-fire sange til at efterlade et indtryk, men gør det ikke rigtigt. I stedet er der tid til at kigge ind i caféområdet, hvor den vanlige lille håndfuld boder med blandet merchandise bliver skimmet. Udenfor er den sædvanlige pølsebod begyndt at servere glutenfri pølser. Hvilket åbenbart er en undskyldning for at servere den halve mængde til den samme pris. Det bliver prøvet én gang. Det behøver vi ikke igen.

Vi lader fortiden ligge
Indenfor er italienske Hour of Penance trampet på scenen. Bandet har serveret brutal tech-død gennem 15 år, og det er også lige præcis, hvad vi får i aften. Ingen svinkeærinder, ingen jazz-eksperimenter, ingen noodling. Bare hård, ubarmhjertig, drønende hurtig teknisk dødsmetal, der efterlader én stakåndet. Bandets soniske angreb afbrydes kun kortvarigt, når den småtskårne frontmand Paolo Pieri lige skal brøle titlen på næste sang, hvorefter øretæverne med ekstra strenge begynder forfra. Brutaliteten i musikken er gennemført, man men savner variationen numrene imellem. Hour of Penance skal have point for den tekniske kunnen og for energien, men i slutningen af bandets 40 minutters spilletid bliver det hele en kende ensformigt.

Ensformigt er sjældent et ord, man kan smøre på Deströyer 666. Frontmand KK Warslut er elsket af mange, hadet af sikkert lige så mange, og denne aften er han også selv bevidst om, hvordan det gik, sidst han var i Danmark. Han får tidligt i sættet mumlet et par ”let drunken bygones be bygones” som undskyldning for tidligere opførsel, og det letter stemningen. Deströyer 666 får startet en fest for de inkarnerede, og moshpitten kommer for første gang denne torsdag i sving.

Torsdag på AMF har altid et skær af forfest over sig. De udenbys gæster kommer for størstedelens vedkommende først i weekenden, det samme gælder for de største bands. Ikke desto mindre stod torsdagen i 2019 stærkt. Et solidt fremmøde, artige overraskelser på scenen og en aften, der endte i en fordrukken feststemning. Præcis som det sig hør og bør. Vi fortsætter igen i morgen.