NMF 23: Fredelig fredag i Næver

Næstved Metalfestival bød på musik for de fleste uden dog for alvor at få programmet helt op at ringe. Til gengæld havde de styr på maden, og det kan også noget.

We’re off to Næver Næver Land var det første, der fangede mit blik på denne fredag på Næstved Metalfestival, hvor tunge regnskyer truede med at afbryde de udendørs festiligheder hvert øjeblik det skulle være.
Festivalen, der startede hos Kongebryg, flyttede efter deres første år til større faciliteter i Næstveds gamle kaserne, som nu huser en lille scene i den nedlagte hestestald og en stor plads foran bygningerne, hvor der jo passende kan stå en scene – og en scene stod der. En ret stor scene faktisk, og selvom det er en lille festival sammenlignet med de megaevents, der bliver afviklet andre steder på Sjælland og i Hovedlandet, så er der helt tydeligt tale om et ganske professionelt foretagende, der med sine to scener har sat sig for at levere et gedigent spark til Næstved og oplands borgere i form af en årlig festival med den tungere musik på programmet.



Spændende Strigoi i alt for meget lys
Første indslag på programmet denne fredag var Strigoi, en rigtig god booking, der lå lidt sært i programmet. Bandet er ikke superkendt, og derfor gav det mening at sætte dem på før mørkets frembrud, men kvaliteten i koncerten kunne godt have båret en senere tid med et lidt mere talstærkt publikum. Udfordret af bortkommet grej (takket være flyselskabets bagagehåndtører) blev det til 40 minutters koncert, og de 40 minutter kan du læse en anmeldelse af her.



Som enhver lille festival med kun 2 scener var der ikke konkurrence om publikum. Scenerne skiftedes til at have et band i gang og efter en tissetår og en halv fadøl gik Steel Inferno på inde i den halvlune hestestald, Musikstalden. Og når vi siger halvlune, så mener vi kogende. Det var en sauna, men som vi talte med andre bedagede metalfans om, så er alle åbenbart blevet lidt forvænt med aircondition efterhånden. Næ, dengang vi var unge… Well.



Luftfugtigtheden i hestestalden blev også bemærket af bandet, der kampsvedte på scenen og det er jo også ret metal på en eller anden måde. De gjorde sandelig også deres for at fyre yderligere op under publikum med deres fængende og velspillede speed metal. Ikke, at de på nogen måde har opfundet den dybe tallerken inden for genren, men det de gør, gør de fremragende, og der var stort set ingen udvandring fra koncerten på trods af det tropiske klima. Til gengæld var der godt gang i ølsalget efter koncerten, hvor væskebalancen skulle genoprettes inden aftenens første store navn indtog hovedscenen.



Den cooleste kat i dansk metal
Artillery behøver ingen introduktion. De har 40+ år på bagen, og leverer knivskarpt hver eneste gang. Eneste tilbageværende oprindelige medlem, Michael Stürtzer, gav den som den koldeste kat i byen og spillede med resten af Artillery en fest op foran hovedscenen, selvom det holdt hårdt med at få den i gang. Publikum havde dagen igennem vanskeligt ved at engagere sig til fulde foran den store scene. Om det skyldes at lydtrykket gav mulighed for almindelig sniksnak, eller om folk lige skulle i gang, er svært at gisne om. Rigtig fuldt blev der heller ikke og det er måske ulempen ved den måde pladsen er indrettet på: der er rigtig langt ned til første naturlige afgrænsning, hvis man regner baren fra, og det gav indtryk af halvt fyldt set fra jorden. Fra scenen har det forhåbentlig set mere fyldt ud, men der var ingen fare for fadøl og hvad der ellers kan vælte på noget tidspunkt denne fredag i Næstved.



Og nu hvor vi er ved fadøllene. Næstved Metalfestivals arrangør har begået den genistreg at repræsentere lokale bryghuse ved siden af Tuborgs store øltelt. Det gav et rigtigt fint udvalg af andre øl end de 2 sædvanlige ("Grøn eller Classic, frue?"). Dertil kom et ret fint udvalg af mad, der godt nok lå prissat i den høje ende, men til gengæld blev serveret så varmt, at man lige måtte stå og lade det køle af inden man satte tænderne i det. For de vegetariske og veganske publikummer var der også gode muligheder for et ordentligt måltid mad hos den opstillede thaimad-bod, så alt i alt var den del af festivalen i rigtig god form.

Numetal i flere farver
Men nu var vi jo ikke kommet for at spise, og da de truende regnskyer havde smidt ca 12 dråber vand over pladsen var det tid til de sidste to programindslag, der var ovre i den nu-metallede ende af spektret. Først med Ghost Iris, der leverede en koncert, der kun kan kaldes under middel. Jeg håber virkelig at forsangeren havde bøvl med sin monitor, for når han ind imellem slog over i almindelig sang var det så pivfalsk, at man blev helt flov på hans vegne.



Ganske vist er der ikke gået en fan af Ghost Iris tabt i mig, men det plejer dog at lyde hæderligt og spille kan de sædvanligvis også. Publikum lod dog ikke til at lade sig gå på at de skæve toner, og havde en dejlig fest foran Ghost Iris, omend i mindre skala end til Steel Inferno. Saunaen gjorde sit for at decimere publikum, der fik nok af varmen og vandrede mod kolde drikkevarer bagerst i lokalet, og dermed mistede bandet jo ikke sit publikum - det rykkede bare bagud i bussen, hvor de efterhånden mistede interessen lidt.



Aftenens sidste navn, og fredagens hovednavn, kaldte på nostalgi. Lacuna Coil, der startede som et goth metal band dengang det var moderne, har bevæget sig musikalsk og ligger i deres nutidige udgave og vipper mellem nu-metal og core. Det er jo som udgangspunkt altid godt når et band kan følge med tiden og opfinde sig selv i nye klæder, men den grundlæggende opskrift har ikke ændret sig for Lacuna Coil, og de er nærmest blevet en karikatur af sig selv. Med ens tøj, obligatorisk undercut hos den mandlige forsanger, der for det meste stod og flagrede lidt hjælpeløst, kun afbrudt af nogle lidt smålatterlige forsøg på at se farlig ud, var det helt klart sanger Cristina Scabbia, der var i fokus til denne koncert. Hverken musikalske evner eller sangtalentet fejlede noget, men det var ikke til at tage fejl af: dette var endnu en dag på kontoret for et band, der for længst har opgivet at foregive nogen former for ægte spilleglæde eller spontanitet for den sags skyld. Det var bestemt ikke et show, der kommer til at udmærke sig i historien, og det var på alle måde en skuffende koncert.



Således sluttede vores fredag i Næver, hvor programmet ikke for alvor fik sendt nogen til månen, men hvor publikum fik sludret en masse over et godt udvalg af øl – og det skal festivaler også kunne.