Med kvinder i Fængsel

WEB-Jailbreak22-collage-highres-Caddy-24
WEB-Jailbreak22-collage-highres-Caddy-7
WEB-Jailbreak22-collage-highres-Caddy-1
WEB-Jailbreak22-collage-highres-Caddy-13
WEB-Jailbreak22-collage-highres-Caddy-15
WEB-Jailbreak22-collage-highres-Caddy-22
WEB-Jailbreak22-collage-highres-Caddy-18
WEB-Jailbreak22-collage-highres-Caddy-27

Danmark er blevet beriget med en ny festival, der satser på at inddrage noget af den lidt tungere rock. Det er velkomment, og Devilution var naturligvis til stede ved første udgave, der nok ikke bliver den sidste.

Titel
Jailbreak
Dato
13-08-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Michael "The Caddy" Søndergaard
Karakter
4

Egentlig kan jeg godt lide ideen om en endagsfestival, hvor der satses på mellemstore og store internationale navne iblandet nogle danske navne af en vis kaliber. Ved første øjekast virkede programmet på den nye 'Jailbreak'-festival i Horsens dog en anelse forvirrende med en sammenblanding af navne som f.eks. Jesper Binzer og Sabaton.

Men vi tog pulsen på festivalen og tog samtidig en snak med nogle blandt publikum for at høre deres mening. For i sidste ende er det jo publikums interesse, der skal afgøre, om det er en festival, som skal leve videre de kommende år.

WEB-Jailbreak22-collage-highres-Caddy-28.jpg

Med Sabaton som hovednavn på en dansk festival er vi her på Devilution allerede på gyngende grund. For den flittige Devilutionlæser er det nok ikke ukendt, at redaktionen ikke er udelt begejstret for det svenske band. Men har vi overhovedet forstået noget af det hele? Har vi foden solidt plantet i luften? Har vi hånden på kogepladen, eller er den havnet i grønsagsbakken i køleskabet? Er vi totalt ude af sync med tidsånden? For en gangs skyld lader vi derfor dem, som det virkelige drejer sig om, komme til orde. Vi har således valgt at inddrage publikum i denne anmeldelse. Det gælder så både Sabaton som nogle af de øvrige navne på festivalen 'Jailbreak', som blev afholdt ved fængslet i Horsens 13. august 2022.

Der var helt blæst for kvindelige musikere på scenerne i Horsens. For at råde lidt bod på det er det derfor udelukkende kvinder blandt publikum, der har fået mulighed for at komme til orde i denne reportage.

King Buffalo
King Buffalo gav prøver på deres lettere psykedeliske rock, der muligvis fungerer ganske godt, hvis man ligger brak med tømmermænd. Men festligt er det nu ikke rigtigt. Trioen er velspillende, men fremstår særdeles introverte på scenen – og også i Horsens. Men bandet havde nu ret godt fat i publikum på indendørsscenen på fængslet i Horsens.

Så vi måtte lige søge hjælp hos publikum. Biologistuderende Katrine virkede i høj grad begejstret for King Buffalo. Gået på klingen indrømmede hun dog, at hun primært var kommet for at opleve Sabaton, hvor hun senere da også var at finde på allerførste række. Katrine var alene i byen – kæresten gider kun at høre techno! Katrine ville tildele King Buffalo karakteren 3½. Og så var hun ligeglad med, at den karakter ikke figurerer på Devilutions skala.

Denne anmelder mener at Katrine er rar – for rar overfor King Buffalo.

Hammerfall
Hammefall var sådan et frisk pust, da de kom frem for efterhånden snart 30 år siden. Midt i den deprimerende grungetid insisterede Hammerfall på at spille traditionel heavy metal. Det var måske kitchet, men det var på den gode måde.

Der er løbet mange meter tråd igennem forstærkerne siden og det kan vel dårligt hævdes, at Hammerfall har udviklet sig med tykkelsen af en E-streng siden. Men bandet er fortsat vitale på en livescene. Spilleglæden er udtalt og glæden er smittende hos publikum langt ud over de første par rækker.

Og nede i række 12 fandt vi så også den yngre kvinde Ene, der arbejder som bogholder. Hun havde en fest! Ene kan ikke være født, da Hammerfall blev dannet. Men det var hun i den grad kold overfor, på en ellers meget varm dag i Horsens.
Karakteren var en klar 5’er derfra.

Igen måske lidt højt efter Devilutions livemålestok.

Electric Guitars
Ved første overvejelse syntes Electric Guitars et være en lille smule malplaceret på ”Jailbreak”, hvor programmet trods alt mest var besat med metalnavne. Men den tvivl blev fra første sang, ’Dopamine’, blæst helt væk. Det var et hårdt udlæg, og bandet havde da også klogeligt valgt at lægge hovedvægten på den mere den mere kradse del af repertoiret.

Det blev til en kort snak med endnu en af repræsentanterne for den kvindelige del af publikum. Ulla (som desværre ikke blev fotograferet) var begejstret og priste medlemmernes musikalske evner og sammenspil. Hun ville helt klart taksere indsatsen til karakteren 5.

Igen er publikum i den meget flinke ende af skalaen. Men fra Devilution skal det lyde, at det godt nok var snert på.

Accept
Der er ikke meget originalt islæt over Accept mere med kun Wolf Hoffmann tilbage fra storhedstiden i firserne. Men det var en helt igennem acceptabel Accept-optræden i Horsens. Denne anmelder har tidligere været hård ved bandet, da de for år tilbage lagde vejen forbi Amager Bio.

Særligt forsanger Mark Tomillo fik dengang kritik. Men i Horsens havde han en fin dag på kontoret. Mere nærværende og priste fængselsomgivelserne. Han følte sig måske hjemme?

På første række fandt Devilutions udsendte tre heavydronninger i form af Helene, Marlene og Camilla.
IMG_0449.jpg


Det foranledigede en snak om, hvorfor tre kvinder i midttrediverne står i en fængselsgård i Horsens og skråler med på ’Balls to the Wall’, når det kun var Camilla, der mente, at hun muligvis lige havde stukket næsen ud af moders skød, da sangen blev udgivet i sin tid. Det var dog tydeligt, at spørgsmålet om ikke var upassende, så dog lettere åndsvagt. Metal har ingen aldersudløb!

Meget sigende fik samme Camilla Devilutions udsendte til at blive småflov over ikke, som hende, at have oplevet Mercyful Fate på årets Copenhell.

Phil Campbell and the Bastard Sons
Indendørs igen trådte Phil Campbell så op med sønnerne i noget, der mest var en halvsløj omgang. Waliserne spiller sådan set OK. Men når bandet bevæger sig væk fra Motörhead-kataloget, holder det ikke rigtig vand. Lyden var smådårlig, og der manglede engagement. Igen fik undertegnede fat i endnu en repræsentant fra det stærke køn. Malene ville ikke fotograferes, men var godt tilfreds og havde igen en karakter helt oppe i den høje ende.

Det er så alt for flot.

Sabaton
Og så kommer vi til hovedretten – eller tvangsfodringen, som nogle af nærværende medies kommentatorer nok vil betegne det.

Og vi er mange, der aldrig helt har forstået Sabaton. Hvad er det med alle de krigssange? Ganske paradoksalt fra et svensk band, når man indregner, at Sverige ikke har deltaget i en krig, endsige vundet et slag, i over 200 år. Hvorfor er Sabaton blevet så voldsomt populære i stort set hele Europa. Her skulle næste spørgsmål så havde været ”og hvorfor er bandet så slet ikke populære i Danmark – skyldes det bedre smag hos os”? Men det lader vi så ligge. For det var helt tydeligt, at det var Sabaton de 2.500-3.000 tilskuere var kommet for.

Lidt research blandt publikum viste, at man godt kan lide historierne i sangene, de sangbare omkvæd, den nordiske pompøse lyd med lidt folkemusikpræg etc.

Det kan man så være enig eller uenig i. Man kan dog ikke tage fra Sabaton, at der er knald på showet. Det er lagt arbejde og midler i at få et sådan show stablet sammen med pyro og video bagskærm til samtlige sange.

Sangene er jo relativt korte – glædeligvis, vil nogle så mene – og man arbejder fra første strofe hen mod det omkvæd, der skal skråles med på. Det er ikke stor, udfordrende kunst. Men det fungerer åbenbart for bandet og helt sikkert også for bandets fans. Bandet spiller godt. Men inspirationsmæssigt er der godt nok lidt halvtomt på hylderne hos Sabaton. Har man hørt en håndfuld af bandets sange, har man også hørt hele den anden hånds.

Det er alt sammen set og hørt bedre før men så igen: Hvis jeg selv var 16 år, tror jeg sgu også, at jeg ville synes, at Sabaton var megaseje. Da jeg var 16 år, var Kiss jo også bare noget af det bedste – troede jeg. Og et par år senere var det så Manowar med deres oppustethed. Man har jo lov til at begynde et sted og udvikle sig. Ja, undskyld. Jeg ved godt, at vi på redaktionen stadig har folk, der mener, at Kiss stadig er det bedste. Men altså bare for at sy det i korssting. Hver ting har sin tid!

Et par blandt publikum, der ikke længere er 16 år, holder dog fast i at Sabaton bare er sagen. Det blev til en snak med Marlene, der havde taget sin mor Vivi med i Fængsel. Begge er vældig glade for Sabaton. Mor Vivi har været rockfan siden 70’erne. Det blev understreget ret kraftigt, at hun dengang var fan af Slade og ikke The Sweet. Vivi har samtidig en svaghed for Manowar.

IMG_0459.JPG

Marlene var netop returneret fra årets Wacken festival. På familiemødet i Horsens kunne man ikke helt blive enige om karakteren for aftenens Sabatonkoncert. Men det endte vist med et 4-tal. Marlene syntes, at scenen i Horsens var lige lille nok til et band af Sabatons (Red: den var ellers ganske stor) kaliber.

Sådan nåede vi så igennem nogle nedslagspunkter på den første 'Jailbreak'-festival i Horsens. Festivalen virkede godt organiseret og alle interviewede var ganske begejstrede. Så mon ikke, at der kommer flere af slagsen. Ja, det er såmænd allerede kendt, at man fortsætter næste år og udvider til en todages festival.

Devilutions karakterer:
King Buffalo: 2
Hammerfall: 4
Electric Guitars: 4
Accept: 4
Phil Campbell and the Bastard Sons: 2
Sabaton: 3