Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Aalborg Metal Festival 2009

Updated

KongKent forudser fem højdepunkter til dette års udgave af Danmarks største metalbegivenhed; Aalborg Metal Festival.

1. Satyricon

Det bliver norsk og beskidt når Satyr og Frost ruller deres arsenal ud. Overvægten bliver helt sikkert fra de seneste tre skiver, 'Volcano', 'Now, Diabolical' og 'The Age of Nero', men lur mig om ikke vor Moder fra Nord kigger forbi? Jeg tror det!

2. Dark Funeral

Hvad svenskerne ikke har i kontroversielle og kriminelle handlinger i miljøet opvejer de med ansigtsmaling og dedikation til den sorte musik. Dark Funeral er satanisk black metal så det bløder fra samtlige kropsåbninger. Det bliver lækkert og ondt når de igen gæster Aalborg.

3. Endstille

Tyskerne kan også det med den sorte metal. Endstille flirter uhæmmet med det, for tyskerne, kontroversielle emne; 2. verdenskrig, våben og det der følger i kølvandet på den sammenbrygning. Vi ser frem til et dystert indslag fra Tyskland.

4. God Dethroned

Hollands svar på black metal. De blander black med death, og ud af det er der kommet en god håndfuld skiver siden debuten i 1992. De har ikke meget tilovers for religion, så bered jer på at se Gud blive detroniseret, bogstavelig talt, når God Dethroned flår kronen af Gud og Jesus og selv indtager pladsen i den høje stol.

5. Blodarv + Vardlokkur

Den danske undergrund syder og bobler også af beskidt black metal. Fra Bornholm rejser Blodarv sig og kræver sin plads, mens Vardlokkur ligeledes har befæstet sig en plads i miljøet med pladekontrakt og koncerter i Tyskland. Det bliver spændende at følge det danske islæt, når svartmetallen indtager Aalborg Metal Festival 2009.

Ave SATANAS!