Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Når Opeth kommer til byen

Populær
Updated
Top 5 - Når Opeth kommer til byen
Top 5 - Når Opeth kommer til byen
Top 5 - Når Opeth kommer til byen
Top 5 - Når Opeth kommer til byen
Top 5 - Når Opeth kommer til byen
Top 5 - Når Opeth kommer til byen
Top 5 - Når Opeth kommer til byen
Top 5 - Når Opeth kommer til byen

Opeth behøver næppe nærmere introduktion. Det er dog ikke ensbetydende med, at en koncert med dem er en selvskrevet succes. Tværtimod faktisk. Denne uge besøger de såvel Århus som København, og til trods for at man glæder sig, så er det også med skepsis. Her bringer vi fem plus/minusser, der fortæller, hvorfor man på én gang bør få røven af sted og holde sig langt væk, når Opeth besøger byen.   

1: Mikael Åkerfeldt
Mikael Åkerfeldt er en sangskriver, sanger og guitarist uden sidestykke. Kærlighed og sympati i hans retning. Han kan dog samtidig være noget nær den mest irriterende af frontmænd, der til tider synes at få omtrent lige så stor tilfredsstillelse ud af at fortælle ligegyldige, ikke-morsomme vittigheder på scenen, som han får ud af at spille musik. Forvent masser af langtrukkent snak mellem numrene.

2: Publikum
På papiret er Opeths fanskare nogle af de mest dedikerede overhovedet, men bandets meget komplekse, ganske introverte og dystre univers virker imidlertid sjældent optimalt med halvanden flaske whisky og en six-pack under vesten, hvilket et dedikeret metalpublikum jo skal have. Forvent dedikation fra publikum med frustrerende og overdøvende snak under de stille numre og mere komplekse stykker.

3: Lyden
Siden ’Blackwater Park’ (2001) er Opeths sangskrivning kun blevet dét mere betinget af lyd og produktion. Mens deres sange derfor er blevet en suverænt rigere oplevelse på hjemmestereoen, er de samtidig blevet dét sværere at imødekomme i live-regi. Forvent lydmænd sat på prøve.

4: Økonomien
Blandt de mange horrible t-shirts, bandet og deres pladeselskab smider i produktion, dukker der også en gang imellem et motiv op, man bare må have. Problemet er, at deres t-shirts er blevet dyrere og dyrere i takt med bandets stigende popularitet. "A band’s gotta live", I get it, men med de såkaldt etablerede spillesteders ølpriser oven i hatten kan man godt forvente at få tømt tegnedrengen.

5: Sætlisten
’Heritage’ er nogenlunde det bedste Opeth-album i over ti år, men fornemmelsen siger én, at bandet godt kunne finde på at skippe tre af pladens bedste og mest antimetalliske numre, ’The Lines in My Hand’, 'Marrow of the Earth' og ’Häxprocess’ til fordel for sikre kort som måske ’Ghost of Perdition’ og ’Deliverance’.  Det kan muligvis være sætliste-navlepilleri for nogen, men mon Opeth tør stå ved deres nye retning, også i mødet med konservative metalfans?

Opeth kommer til byen, og vi glæder os!

NB: Mandags-koncerten i Århus er udsolgt, men der er stadig billetter at få til KBH-koncerten, der finder sted tirsdag aften i Store Vega. Brug ovenstående link til at købe billetter.