Top 5 – Benhårde bands uden for black metal

Black metal har hersket med de hårdeste typer, ekstremernes ekstremer, mord, kultmedlemmer, korsfæstelser, blod og ådsler på scenen. Ondskaben er til stede i den mørke genre, men hvor er den ellers at finde? Det handler denne uges top 5 om.

Kender du følelsen af at stå og mærke et band, der fremmaner frygt og lidelse i din krop? Sorte bølger fra miserable eksistenser tilsat melankoli, dystopi og suicidale tendenser? Et band, der afgiver en ubeskrivelig stor mængde kaos og ødelæggelse? Så har du højst sandsynligt været til en black metal-koncert. Der findes dog undtagelser; der er nogle gange, hvor ondskaben er løbet ud af små revner i hovedporten til den djævlebesatte genre og har forplantet sig andetsteds. Her er fem eksempler på bands, der dyrker døden. 

1. Dopethrone
Kvarteten fra Canada mener ikke selv, de spiller sludge eller stoner-doom, men kalder selv deres genre for ‘slutch’. Hvis man har haft fornøjelsen af at se det her band live, forstår man godt, hvorfor de ikke vil associeres med noget blødere end total krig, for det er, hvad der sker, når Dopethrone spiller. Deres grumsede, mørke doom er ubehagelig, og mindre skræmmende blev gruppen heller ikke, da deres “nye” (2017) fuldt ansigtstatoverede sanger Julie Unfortunate blev en fast del af bandet. Druk, stoffer og absolut mayhem hersker i Dopethrones univers, og det lader ikke til, at de har tænkt sig at sætte farten ned. “Smoke. Drink. Die.” lyder det så smukt i sjæleren ‘Scumfuck Blues’. Dopethrone er benhårdt.

2. Young and in the Way
“When life comes to death”. Sådan starter Young and in the Way deres album af samme titel. Et helt igennem fuldstændig livssmadrende band, med hvæsende vokal, desperat guitar, rumklangsindsmurte trommer og blackede passager. Young and in the Way stod til at blive et af de helt store navne inden for det ekstreme med deres knive og læderjakker, fuck dig-attitude og blodsatanisme.Men deres ungdommelige overmod kom i vejen for bandet selv: Anklager om seksuelle overgreb begået af flere medlemmer af bandet fik først bookere og siden bandets label, Deathwish, til at droppe dem hurtigere end deres sange, og lige så hurtigt påberåbte bandet sig total uskyldighed, hvorefter de gik i opløsning og lukkede alle konti på sociale medier med det vuns.

3. Midnight
Nu hvor Young and in the Way ikke kan levere læderjakkerne, de bare maver og knivene, så har vi heldigvis stadig Midnight. Med patronbælter om skulderen, sorte hætter over ansigtet og sangtitler som ‘Evil Like a Knife’, ‘Vomit Queen’ og ‘Unholy and Rotten’ hersker der ingen tvivl om, hvad Midnight gerne vil udstråle med deres musik. Midnight spiller rock, der gerne vil tæve nogen. Hvis du kan lide hurtige trommer, shredderguitar, spredte ben og fandenivoldskhed, så spiller trioen på større og større scener og kommer med lidt held og timing til at ramme Danmark i 2020. Hold øje med Midnight på plakaterne. Hvis altså ikke de når at skyde eller dolke hinanden ihjel inden.

4. Mantar
Duoen bestående af en trommeslager og guitarist kommer med på denne liste, ikke fordi de lader til at være typerne, der går ud og dolker folk eller hinanden, men fordi der nødvendigvis må være en form for satanisk besværgelse over gruppen, siden der kan komme så massiv og voldsom lyd ud af blot to instrumenter. Mantar synger om menneskets uduelighed, jordens råddenskab, livet som en tumor og den tid, vi lever i, som borrelia, hvor døden vil indtræffe overalt. Når bandet spiller, står de to misantroper over for hinanden og hamrer af sted, som om dommedag er på gæstelisten, og vi skal dø i morgen. Der er ingen kompromisser, og guitarist og vokalist Hanno Klänhard udstråler desperation som få. Det er ganske få uden for black metal, der formår at gøre det, så man også tror på det. Apropos vores nylige gennemggang af Behemoth: Nergal viste også stor begejstring for duetten forrige år og roste dem til skyerne for deres råhed … og når han siger det, så … 

5. Code Orange
Skiftet fra Code Orange Kids til Code Orange var ikke bare et navneskift. Det blev meget symbolsk for den amerikanske gruppe, at kids-delen var et overstået kapitel. Tak for det. Det blev starten på et brutalt og ødelæggende våben, nemlig albummet ‘I Am King’, efterfulgt af et endnu mere manisk-fantastisk udspil, albummet ’Forever’. Code Orange skider på frontmandsmentaliteten og har alle medlemmer lige meget med på frontlinjen i deres krig mod middelmådigheden. Deres to nyeste udgivelser er ekstreme, skæve, provokerende, beskidte og absolut geniale. Hvis du enten godt kan lide at kigge på folk, der får pulsen op i pitten, eller selv er glad for at svinge træbenet, skal du holde øje med Code Orange koncerter. Der er 5/5 garanti for høj brutalitet og nådesløs eksekvering af noget af det hårdeste, hardcoregenren har at diske op med.

666. North Side Kings, for at have slået Glenn Danzig i gulvet. Acursed fra Sverige for at være mystiske og have et billede af et gruppeselvmord, hvor hele bandet har hængt sig, derefter gå i opløsning, men fortsætte musikken uden visse medlemmer ... Der måske faktisk begik selvmord? Og generelt for bare at være dystopisk svensk hardcore at its finest. Or saddest. Sidste note: Jaja, Knocked Loose leverer også hårde koncerter … Men det er jer, og ikke dem, der er nogle hårde bananer. Så drop det.