Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Kødfrit Copenhell '22

Updated
283227864_964541430873684_4002869561373733730_n

Det skaber altid debat, når snakken falder på plantebaseret mad. Det gælder ikke mindst på festivaler, hvor en vis procentdel af publikum øjensynligt ikke indtager andet end friturestegt bacon, fadøl og Jägermeister, fra morgen til aften. Men hvor gode er de plantebaserede muligheder?

Dato
16-06-2022

Copenhell gør meget ud af at lytte til det trofaste publikum, også når det kommer til muligheden for at vælge en plantebaseret kost. Her er et lille udpluk, som ikke bare er pomfritter eller grøn salat. Her følger et lille udpluk.

1. The Organic Kebab
Her laves vegansk kebab baseret på østershatte, endda fra Refshaleøen. De er lækkert marineret og stegt, og The Organic Kebab har bevidst ikke prøvet at efterligne den ellers så velkendte smag af shawarma, men har derimod lavet deres egen smagsprofil. Herunder en røget auberginecreme og en fantastisk blanding af tahini og fermenteret mango-dressing. Man kan selvfølgelig også få chili i rullen, det manglede da bare.

durum

2. Singh's in Hell
En vaskeægte Copenhell-klassiker. Singh's har langet lækker indisk mad over disken i årevis på Copenhell, og i år er heldigvis ingen undtagelse. Til den større appetit kan man få butter chicken eller channa masala, hvor sidstnævnte også er laktose- og glutenfri, så her kan alle være med! På snackfronten tilbydes blandt andet lækre sprøde samosaer med det klassiske fyld af kartofler og ærter. Man kan passende skylle den ned med en forfriskende kold mango lassi, og tage en portion salt og spicy Bombay Mix med videre til næste koncert.

IMG 20220615 205833896

3. Naturli'
100% plantebaseret mad med et Mexicansk twist, er ordene som Naturli' selv beskriver deres stand med. Her kan købes en burger med tortillachips og spicy salsa, samt en chili sin carne med ris. Begge baseret på Naturli's egen plantefars på ærteprotein. I burgeren har ærtebøffen en fornuftig balance af bid og saftighed, og i kombination med de øvrige meget smagfulde ingredienser, er det simpelthen bare en rigtigt god burger.

burger

4. FalafHell
Første kække ordspil på listen, heldigvis er humoren det tørreste de byder på, for deres falafel er helt i top. Det er ganske traditionelt, et par gode falafel i et fladbrød eller et pitabrød, med salat og dressing. Alternativt kan man få sine falafel i et bæger, med lidt ekstra tilbehør. Lokationsmæssigt har madboderne på det der må betegnes som main street, lidt en udfordring når der er udskiftning af publikum til Helviti. Det er den mest direkte vej fra hovedindgangen, og især da publikum til Dizzy Mizz Lizzy skulle skiftes ud med publikum til Metallica, var der stort tryk på. Heldigvis var de falafelglade kunder tålmodige, og de søde mennesker hos FalafHell sørgede med et smil for at lange pitabrød over disken, så hurtigt som muligt.

falafel

5. Big Easy Voodoo Kitchen
Cajun- og creole-retter er desværre ikke noget vi udforsker specielt meget i Danmark, men det er bestemt en verden der er værd at sætte sig ind i. Udover klassiskerne gumbo og grillede østers, tilbydes der på den vegetariske front hos Big Easy Voodoo Kitchen den kreolske klassiker red beans and rice. Hvis man blot ønsker en hurtig snack, er corn ribs et godt valg. De lækre gyldne sprøde majs, der spises som spareribs, er lige hvad der skal til, på vej til næste fadøl.

majs

Der er selvfølgelig endnu flere muligheder for plantebaseret mad på Copenhell, denne liste er kun et udsnit af mulighederne.

Velbekomme!