Top 5 – Ej, hvor jeg skammer mig

Jo, der findes musik, der er så dårligt, at man skal skamme sig over at høre det. En skribent kryber til korset med håb om nåde fra de dømmende magter i efterlivet.

Når vi i vores ”10 Hurtige”-artikelserie forhører os hos Gud og hvermand om, hvad deres musikalske ”guilty pleasures” er, får vi ofte et svar i retning af, at der vel ikke er noget, man skal skamme sig over at høre, så længe man selv kan lide det. Det er naturligvis helt galt. Der findes oceaner derude af så elendig musik, at man hellere burde indrømme offentlig onani eller sin tilstedeværelse blandt Kristendemokraternes kernevælgere, før man udtrykker kærlighed til netop de numre.

Vi har dem alle sammen og nej, I bør ikke bare stå ved det kritikløst, fordi I selv kan lide det. Har man for eksempel knebet en tåre til 'King of Wishful Thinking', grint højlydt af 'The Bad Touch' eller sat en Limp Bizkit-plade på, så er det at kategorisere som en ”guilty pleasure”, som man bør skamme sig over og aldrig bryste sig af som et udtryk for ens brede og mangefacetterede musiksmag.

Således også ugens top 5-skribent, der som et sandt poser-svin lader lavinen rulle ved selv at krybe til det omvendte kors og liste en håndfuld numre, han elsker betingelsesløst og skammer sig over herfra til evigheden.

1. Vengaboys: 'Boom Boom Boom Boom' (1999)
Lad den, der ikke er opvokset med eurodance i 90'erne, kaste den første sten. På randen til det nye årtusinde satte hollandske Vengaboys punktum for halvfemsernes dance-dille, der ligeså stille blev overtaget af den marginalt bedre nu metal. Med 'Boom...' skabte Vengaboys en slagsang for de ecstasy-entusiaster, for hvem bare at knalde til du dør virkede som en helt rimelig idé. Tilsat ump-ti-beat, elektro-truthorn, vocoder-effekter, Vesteuropas bedst trimmede toiletbræt-skæg og en video med så meget underliggende seksuel spænding, at den sikkert får adskillige hits på Pornhub, var Vengaboys de seje børns Aqua. Ikke, at der var noget sejt i det, men for en forvirret 16-årig, der endnu knapt havde hørt Dave Vincent bræge, var det her nummer så elendigt og fantastisk, at det aldrig nogensinde slap sit greb i hjernestammen igen. Og, ja, jeg skammer mig.

Bonusinfo: Pladen 'The Party Album!' indeholdt også enhver blegfed englænders nationalsang 'We're Going to Ibiza' samt politisk korrekte bangers som 'Parada de Tettas' og 'Superfly Slick Dick'.

2. Mr. Mister: 'Kyrie' (1985)
Ah, ja. Firsernes radiorock. Så storladen, at selv Sabaton må banke foden i kanondækket og råbe ”detta är illamående”. Så letkøbt og tandløst, at ... nåja, se ovenfor. Året inden Maradona scorede med hånden mod England, bragede Mr. Mister igennem lydmuren på MTV med 'Kyrie' og den næsten endnu mere vamle 'Broken Wings'. Vælger du at nyde videoen, så læg især mærke til frontmand Richard Pages testikelsmertende høje denimbuks, grinagtigt korte læderjakke og højskolebas. Derudover er der knæløft, pirouetter og unødvendigt store mængder af overflødigt nakkehår og good guy-attituder, der er så dårlig smag, at det sikkert kan fremkalde Corona-virus i udsatte lyttere. Når du forbi breaket omkring tre minutter henne uden at synge eller klappe med, er du et bedre og mere modstandsdygtigt menneske end denne skribent. Gør du ikke, skal du med rette skamme dig og høre sangen igen. Og igen.

Bonusinfo: Føler du, at du går fri, fordi du ikke hører Mr. Mister men i stedet nyder et stykke med John Parr, John Farnham, Peter Cetera eller Toto, så tager du fejl. Symptomerne var mange, og 80'erne er en sygdom, vi aldrig kommer til at finde en brugbar vaccine for, uanset hvor mange Sweden Rock-festivaler vi aflyser.

3. Hopsin: 'Sag My Pants' (2010)
Millennial-generationens Eminem. Hopsin kan lidt af det hele på 'Sag My Pants'. Marilyn Manson-”jeg er farlig”-linser? Tjek. Et flow, der er tyvlånt fra Eminem men lige knap så fee? Tjek. Dødstrusler mod Drake? Tjek. Og vi ved alle, at hvis nogen er en farlig mand i hiphop, så er det den canadiske good guy Drake. Avril Lavigne-lånt appel til skatermiljøet? I den grad tjek. Callback til Will Smith? Tjek. Hopsin ville gerne være hiphoppens nye stjerneskud, horror-rapper, arvtageren fra Eazy-E og alt andet i én pakke. Der var bare ikke rigtig noget af det, der sådan var virkelig godt. Specielt ikke når man slår sig selv op på at være en farlig makker, der indtil da havde lavet sine penge på at være statist i Disney-film, og i øvrigt prædiker afholdenhed fra alkohol og stoffer. Men det der omkvæd, mand ... lad bukserne hænge, smæk nogen kællinger, jeg elsker dig, derfor er dine forældre bange for mig, fuck-fuck så. Hopsin er så elendigt, at det borer sig fast i hjernen på dig og aldrig giver slip.

Bonusinfo: Hopsin har – trods sine kontaktlinser – altid været meget omhyggelig med ikke at starte beefs med nogen rappere, der faktisk kunne være skyld i, at han kom til skade. Således har han også haft en omgang i manegen med den ligeledes særdeles ufarlige Tyler, The Creator. Så vidt vides er ingen af dem døde endnu, men der blev helt sikkert såret nogen følelser.

4. Brokencyde: '40 Oz' (2009)
Der er vel ikke det, der ikke er galt med Brokencyde. Eller BrokeNCYDE, som de retteligt hedder. Screamo-crunkerne fra ”Albucrazy, New Mexico” (eller Albuquerque, hvis man ikke er BrokeNCYDE) udgav vel strengt taget 00'ernes ringeste plade med 'I'm Not A Fan, But the Kids Like It!'.
Ud over at være decideret uudholdelige at høre på med hjernedøde tekster, incel-maskulinitet og gedigent, trælst skrigeri byder videoen til '40 Oz' på så meget visuel dårlig smag, at det er svært at forestille sig, at nogen oprigtigt har tænkt, at der var et marked for det.

Videoen har rundet 4 millioner afspilninger; denne skribent tegner sig i hvert fald ikke for mere end halvdelen.

Bonusinfo: Det kan faktisk bliver værre. Check videoen til Brokencydes første single, 'FreaXXX'.

5. Miley Cyrus: 'Party in the USA' (2009)
Når Devilution lige om lidt holder julefrokost, bliver Miley Cyrus, ud over Burzum og et eller andet finsk noir-prog, som Jacob Dinesen kender, sikkert den mest spillede kunstner på aftenen. Hvorfor? Vi ved det faktisk ikke. Fordi det er country-pop, og vi er fulde? Fordi good girl Miley, før det hele stak af i weed og onani, sælger os ideen om outsideren, der finder sig til rette i sig selv? Fordi hun lovsynger et solbeskinnet land, der vel allerede dengang var ved at skylle sig selv ud i lokummet? Fordi det eneste, videoen mangler, for at være det mest amerikanske i verden, er en stak døde skolebørn og en automatriffel? Svaret er vel alt det ovenstående. Som vi sætter pris på. Jer og os. Fordi vi alle sammen har forbandet dårlig smag, hvad enten vi vil det eller ej. Vi burde skamme os, burde vi.

Bonusinfo: Vi ved, du har læst med. Vi ved, du har set videoen. Vi ved, du sang med til sidst. For hvordan kunne du gøre andet? Skam dig.