Top 5 – Skønlitterær metal

Mens punk, 60’er-rock og jazz har haft fremtrædende roller i skønlitteraturen, er det mere end overskueligt med romaner og noveller, der har brugt metal på samme måde.

“Hører Burzum og sætter bøger på plads,” skriver Theis Ørntoft i digtsamlingen ‘Digte 2014’, men ellers er det småt med metal-referencer i dansk skønlitteratur. De halvgamle forfattere, der beskæftiger sig med populærmusik, vil hellere skrive om evige somre i 60’erne med ungpigesex og Beatles på anlægget, mens de midaldrende synes at være mere optaget af at belyse samtlige mørke kroge af 80’er-punken, og de unge vil i det store hele bare danse ironisk til melankolsk pop, mens de påstår, det ikke er ironisk.

Det ændrer Anne-Marie Vedsø Olesen på i næste uge med fantasyromanen ‘Lucie’, der tager sin begyndelse på Copenhell og når omkring en thrash metal-koncert i Lillehammer på sin vej mod det store opgør mellem de nordiske guder og kristendommen. At forfatteren har en faible for metal, burde ikke komme som en overraskelse for Devilutions læsere, men at metallen næsten er ubrugt i litteraturen, kan godt undre.

Det er dog ikke kun et dansk fænomen, for også internationalt er det småt med metalromaner. Mens film og TV-serier har været langt hurtigere til at bruge løs af subkulturen på godt og ondt – som vi skrev om i denne klumme – har forfatterne været mere tilbageholdende. En tidlig undtagelse var Anne Rices vampyrroman ‘The Vampire Lestat’, som både er beslægtet med Anne-Marie Vedsø Olesens roman og tidligere har været nævnt i en top 5.

Men vi har gravet i det for at finde ud af, om det virkelig kunne passe, at der ikke var mere.

1. Erlend Erichsen: ‘Nasjonalsatanisten’
Sjt. Erichsen nåede kun at få et enkelt år bag trommerne i Gorgoroth og spille på pladen ‘Incipit Satan’, inden han røg ud igen, men inden da havde han på første hånd bevidnet den norske black metals opståen og været en del af scenen på Vestlandet. Efter at have været på forfatterskole skrev han nøgleromanen ‘Nasjonalsatanisten’, der beskriver miljøet i de første kulørte vanvidsår.

2. Jānis Joņevs: ‘Jelgava ‘94’
Den samme periode beskriver Jānis Joņevs i sin autofiktive debutroman ‘Jelgava ‘94’, bare hensat til Litauen. Ungdomsromanen, der beskriver ture på kassettebåndsmarkeder ude i skoven og koncerter på gamle borge, blev tildelt EU’s litteraturpris og er indtil videre blevet oversat til fransk og norsk, hvis nu ens litauiske er lidt rustent.

3. Patricio Jara: ‘Antipop’
Titlen kunne sagtens forlede en til at tro, vi simpelthen har at gøre med et manifest rettet mod popmusik, men det drejer sig altså om det filter, Claudio Eicke bruger på mikrofonen i sit hjemmestudie i Chiles hovedstad Santiago. Her indspiller en irriterende folkpopsanger modelleret efter Sufjan Stevens, men Claudios holdepunkter er Steve DiGiorgio fra Testament og Sadus, en samling metaldemoer og de metalbands, der defilerer gennem studiet, mere end de popmusikere, der skaffer ham penge til at overleve.

4. T.E.D. Klein: ‘Nadelman's God’
Metal bliver jævnligt – og ofte med rette – beskyldt for at være gudsbespottende. I kultforfatteren T.E.D. Kleins langnovelle fra 1985 i samlingen 'Dark Gods' (der af mange regnes for en af 1980'ernes bedste horrorudgivelser) er et heavy metal-band dog blot sendebuddet, der sætter musik til et digt om en ondsindet gud, som hovedpersonen har skrevet i sine ungdomsår. Teser, der bliver fremført i digtet, bliver naturligvis bragt til grufuld virkelighed.

5. Gretelise Holm: ‘Et hjerte til Maria’
I sin ungdomsroman lader journalisten og feministen Gretelise Holm den 13-årige Maria, der venter på en hjertetransplantation, vikle sig ind i en affære med en metaldyrkende rod, der ikke kun vil hende det godt, selvom han vil metal.

Og det er jo altså kun lige med nød og næppe nok til, at det kan forsvares overhovedet at kalde Gretelise Holm for metal. Det er temmelig sølle. Hvis der virkelig findes en guldgrube af heavy metal-skønlitteratur, som vi bare ikke har opdaget, så gør dig klog på vores bekostning i kommentarfeltet.