Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5: Trends i 2019

Populær
Updated
-T1X8201-23-1430737572

Hvordan ser alle de cool bands ud i 2019? Og hvordan skal du se ud? Devilutions modejournalist guider dig stilsikkert ind i det nye år.

Fotograf
Jacob Dinesen

Denne listeskribent har glædet sig så meget til 2019, at han konsekvent har taget fejl af året sidste halvdel af 2018. Derfor kommer der sikkert ikke til at gå mere end et par måneder, før han er på vej ind i 2020, så nu haster han med at komme med gode råd til, hvad der kommer til at gøre sig på scenen i det nye år.

1. Longsleeves
Vi er endelig sluppet for all over-print, men det betyder ikke, at bandene deroppe på scenen har tænkt sig at lade os komme til at se anstændige ud. Fra den dødeste ende af 90’erne har longsleeves-T-shirten fået en revival, komplet med slogans ned ad armene og generel uformelighed. Hurra.

2. Strømpefødder
Henry Rollins har altid spillet i gymnastikshorts og bare tæer, men fornuftige bands ved, at der kan være alt muligt klammo groet ind i scenetæppet, så de beholder strømperne på. Fordelen for dem er, at de bliver mere groundede og kan mærke sig selv hele vejen op gennem fodsålerne. For os som publikum er det, at vores kærester ikke synes, de er mere sexede end os.

3. Omvendt kasket 
Du ved, som i armlægningsdramaet ‘Over the Top’ – fordi ja, der var engang nogen, der lavede en film om folk, der lægger arm. Sylvester Stallone var med, fordi kokain, og nogenlunde lige så god kan grunden til omvendte kasketter synes at være. Det er løsningen for folk, der skal lave noget uden at få pandehåret i øjnene (her på redaktionen er pandehår i øvrigt en ting, der i den grad er på vej ud i 2019)) og ikke kan overskue en bandana. Men den omvendte kasket er altså også, på godt og ondt, blevet en fashion statement, der signalerer, at man er for cool til bandanaer og laver ting, uh!

4. Bandmedlemmer uden tatoveringer 
Det her er så ny en trend, at den stadig næsten har karakter af skrøne. For unge mennesker i dag er det lidt det samme med at få en kæreste som at købe deres første brugte bil: Den er også efterhånden umulig at få uden klistermærker. Men vi har spottet first moverne: Dem, der selvsikkert indtager scenen uden en eneste tatovering på deres arme og gør det helt uden at skamme sig. Det er crazy, men som med alle trends er det bare et spørgsmål om tid, før vi vil se det slå igennem hos publikum også.

5. Oxford-skjorten
Bill Steer fra Carcass ved det, Dennis Lyxzén fra Refused ved det, og hvis du er i stand til at finde flottere mænd i metal og hardcore, så vil vi ikke vide af det, fordi ingen af dem er med garanti lige så velklædte og stilfulde som de to. Så betyder det ikke så meget, om håret ligner en høstak, eller bukserne har større svaj end Anni-Frids: Oxford-skjorten forlener straks bæreren med noblesse og seriøsitet. I hvert fald mere end en longsleeve.