Top 5 – Metallen flatliner

Rocken er ved at dø som selvstændig genre – det ved alle, men gælder det samme egentlig for metallen? 

I denne uge skal vi tale om det, du ikke har lyst til – at rock’en og metallen faltliner for hårdt i en markant mangel på interessant udvikling. Jovist, der kommer da stadig masser af spændende udgivelser indenfor de forskellige genrer, men det er jo ikke ligefrem genrebrydende udvikling, at dit yndlings-powermetal-band har inkluderet lidt folk eller ”farlige” black-metal-elementer. Ligesom det er svært at få pulsen op over 0, blot fordi det der metalcore-band har skudt lidt 80’er-synth og neon-farver afsted. Vorherre bevares… eller satan, for den sags skyld, hvis vi skal holde fast i flosklerne. 

Heldigvis er det noget forpulet nonsens, at rocken og metallen er ved at dø – klap lige hesten. Men altså, vi kan vel godt blive enige om, at der ikke sker så meget nyt, ikk'? Derfor skal vi denne gang have fokus på de mange unge kunstnere, der bruger rock og metal som kontrast i et univers bestående af pop, hiphop, r'n'b og hvad ved jeg. De der forstår, at metal er en følelse, der kan være et særdeles effektfuldt virkemiddel – som det var dengang, metallen i egen genre var farlig. Altså dengang for 30 år siden. 

Her får du fem kunstnere, der kan noget spændende. Men du kan nok ikke lide dem, fordi det ikke er Slayer. 

Ham der med de mange projekter
Vi starter blødt ud. Vi har allerede anmeldt Eric Whitney – trap-rapperen, der både er her der og alle vegne, lidt afhængigt af projektets navn. Black-metal, trap, industrial, nu-metal. Buen er spændt og den skyder med pile af alsidighed. Vi hiver fat i Ghostmane-projektet. 

Selvom det vil være helt oplagt at vælge et af de industrial-orienterede numre fra ANTI-ICON-pladen (2020), springer vi direkte på den rustne ’Convoluted’ fra dette års EP, ’Fear Network II’. Trap, rap, industrial og programmering, der lyder som noget fra et arkadespil fra 80’erne. Det holder for hårdt.



Når et flow er bedre end samtlige nu-metal-rappers
Vi springer lidt i det og nyder et solidt og sprødt mix alsidige hip-hop metal-elementer – og inden du himmelråbende råber, at det er nu-metal, så tjek lige pulsen og slap af. Den kære Dana Dentata har et hårdere flow end de fleste nu-metal-rappere, men det taler naturligvis ned i nu-metal-tankegangen, at Kanye West og Marilyn Manson begge har været involveret i den tidligere Dentata forsangers karriere.

Man skal dog være helt skudt af, eller være ud af takt med, hvad der definerer nu-metal, hvis man forveksler Dentatas hårde attitude med indadvendt tude/føle-tematik. 



Taget med bukserne nede
Du ved godt hvad en screen queen er… og så kan du jo tænke lidt over lyrikken til ’Pink Rover'.  



Raw Power!
Sophie Powers har slået sig sammen med $atori Zoom, der gør sit bedste for at lyde som en bad-boy, men alle ved, at det er Powers, der er bad to the bone. Her er et pænt poleret power-track, pyntet med en rå kant af riffs. Et klokkeklart eksempel på, hvordan inklusionen af heavy-elementer, kan give ethvert track kant. 



Multikunstner med et skævt syn på livet
All hands down for Siiickbrain – eller Caroline Miner Smith, som er det borgerlige navn bag de rå fraseringer og rasende lyrik. Model, forfatter og musiker, hun kan det hele og emmer, som alle foregående kunstnere, af et betændt ubehag, der lugter langt væk af metal. Om det så er hendes sublime samarbejde med Maggie Lindemann på ’Gaslight’, den suveræne ’Silence’ eller ’Hellslide’ – Siiickbrain brings the metal to the party. 

I denne omgang samarbejdes der med Kayzo, og det spiller sgu ret fedt. 



Der er masser af liv derude – og masser af stærke kvinder, der ikke er bange for at bruge metallen som virkemiddel. Det kan godt være metal ikke længere er farligt eller specielt udviklende, men de følelser, der nu engang er tæt knyttet til diverse metaliske genrer, lever stadig i fuldt flor.

Det bedste af det hele er, at der er rigtig mange af de her inspirerende kunstnere derude. Zand kan med fordel tjekkes, hendes ’Luci’ og ’I Spit On Your Grave’ falder fint i samme kategori… har hun fået inspiration fra metallen spørg du? Det tror jeg nok hun har: 


Det var alt for denne gang – smile and wave og husk at blive sur i kommentarfeltet! Det hele er jo alligevel bare nu-metal og man taler ikke grimt om Slayer.

LOL