Dødgodt langsomt
Populær
Nekromantix er for længe siden flyttet til USA trods den danske oprindelse, men derfor kan man stadig være stolt af trioen.
2. "NekroTastic Extasy"
3. "SleepWalker with a Gun"
4. "DemonSpeed"
5. "Crazy"
6. "What Happens in Hell, Stays in Hell!"
7. "I Kissed a Ghoul"
8. "Once We Were Lovers"
9. "Chasing Ghosts"
10. "Love You Deadly"
11. "Bela Lugosi's Star"
12. "MonsterBait"
13. "Triskaedekaphobia"
Dansk-amerikanske Nekromantix har sølle 22 år og nu 8 albumudgivelser på bagen. En pæn karriere for psychobilly-bandet, der godt nok kun har et originalt medlem tilbage - nemlig bandstifter Kim Nekroman i front på vokal og kontrabas.
'What Happens in Hell Stays in Hell' er da også en skive, som viser, at erfaring har man rigeligt af i Nekromantix. Det nemlig både svinger og er i perioder stoppet med sang-sammenskruer-ekspertise.
Men måske lidt særpræget for et band, der dyrker tempoet og det lidt punkede møde med ældre rock 'n' roll, er trioen absolut bedst, når man ikke leger med hastighed og i stedet dyrker det dystre og langsomme.
Ned i det rigtige tempo
Således er sange som 'Bela Lugosi's Star', 'Love You Deadly' og 'I Kissed a Ghoul' pladens højdepunkter, men også de langsomste numre. Nekromantix vil nemlig gerne fortælle historier, og de kommer langt bedre ud med stemninger og skæve beretninger, når der ikke skal piskes af sted. Den surf-lignende guitar skaber dystre billeder og drilske melodier, som matcher uhyggen såvel som glimtet i øjet. Her bliver det faktisk skræmmende godt formidlet med mørke riffs, og djævelske ideer, tilsat knivskarpe messende vokaler.
Det skal dog ikke forstås sådan, at der foregår tåbeligheder, når beatsene bliver flere. 'Nekrotastic Extasy', 'Sleepwalker With a Gun' og den afsluttende duo 'Monsterbait' og 'Triskaedekaphobia' har også mikset af stemning, tempo og gedign kontrabasbaseret rockmusik – og melodierne. Men som sagt: Nekromantix er bedst, når trommeslageren trækker vejret roligt.