Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '24: 20 Nye navne

Populær
Updated
_E2P6031

Avenged Sevenfold, Hammerfall og Bruce Dickinson er blandt de 20 navne, Copenhell nu offentliggør til næste års festival. Vi gennemgår hele listen.

Titel
+ The Offspring + Corey Taylor + Bruce Dickinson + Thy Art is Murder + Slaughter to Prevail + Biohazard + Cradle of Filth + Hammerfall + Karnivool + Corrosion of Conformity + Asinhell + Dying Fetus + Harms Way + Mimi Barks + John Cxnnor + Crypta + Excel + JJ & the As + Escuela Grind
Spillested
Koncertarrangør

Så er Copenhell igen ude med en ordentlig omgang bands til festivalen i 2024. Denne gang er det både stort, småt, nyt og gammelt, der præsenteres til Refshaleøen. Vi præsenterer her samtlige 20 bands for vores læsere, så I har en ide om, hvad der venter jer på Copenhell i juni måned næste år.

AVENGED SEVENFOLD 



I 2018 spåede vi, at Avenged Sevenfold ville headline Copenhell. Det samme gjorde vi for nogle uger siden for 2024-versionen af festivalen. Endnu en gang ramte vi plet. Så kan vi kun håbe på, at den amerikanske mastodont spiller en noget mere engageret koncert, end de gjorde sidst. 

”Uengageret optræden fra Avenged Sevenfold, hvor leadguitarist Brian Elwin Haner Jr. stjal billedet foran en træt og ligegyldig forsanger, der sparede både stemme og energi.” – således var dommen i 2018, hvorved A7X og i særdeleshed M. Shadows har en del at tage revanche for. Med bandets seneste udgivelse in mente, er der da også god grund til at sætte forventningerne højt. Hvis kvintetten formår at bringe den kombination af kaos, iderigdom og energi, der definerer amerikanernes ottende fuldlængdeudgivelse til Copenhell, har vi en spændende koncertoplevelse i vente. 

Kaster man et blik ned over bandets seneste sætlister, er det naturligvis også ’Life is But a Dream…, der dominerer. Der skal heller ikke herske tvivl om, at det album sammen med ’The Stage (2016), er amerikanernes kunstneriske højdepunkt. Det sagt, kan vi naturligvis også forvente fælleshymner i form af ’Hail to the King’ og ’Bat Country’ i de sene aftentimer. Det må forventes, at bandet ligesom sidst får en afsluttende rolle på Helviti. 

Læs alt om bandet her.
Læs seneste interview her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her


THE OFFSPRING 



Offspring kan i 2024 fejre 40-årsjubilæum, men de skulle ti år ind i karrieren, før de brød igennem lydmuren med 'Smash'. Pladen solgte så til gengæld også over 10 millioner eksemplarer, og Offspring gik hen og blev en landeplage med megahittet ’Self Esteem’. Amerikanerne kommer utvivlsomt til at levere årets store nostalgiske brag, når der skal hoppes rundt til netop ’Self Esteem’ og ’Pretty Fly (For a White Guy)’ – og det bliver et tiltrængt gensyn på dansk grund. Seneste visit var tilbage i 2014 på Nibe Festival.


COREY TAYLOR 



Corey ”Motherfucking” Taylor holder ingen pauser. Er han ikke på turné med Slipknot eller Stone Sour, så står han selv på scenen under eget navn. To solo-plader har den karismatiske forsanger udgivet, uden at nogen af dem har været specielt imponerende. 

Det er heller ikke ligefrem solo-materialet der præger Taylors koncerter. Det er i høj grad Stone Sour og en smule Slipknot. For den vanlige Copenhell-gænger er det med al sandsynlighed også mere interessant at få et genlyt med kusine-bandet, frem for IOWA-monstret, der trods alt headlinede i ’23. Om man så foretrækker det ene eller det andet, kan vi være sikre på en underholdende koncert med Onkel Taylor og et medley af karrierens største hits.  

Læs seneste pladeanmeldelse her.


BRUCE DICKINSON



Bruce Dickinson. En sand multikunstner. Har arbejdet som pilot, foredragsholder, forfatter, har en fortid som fægter og har spillet i bandet Samson for mange år tilbage. Har med mellemrum også haft en aktiv karriere som soloartist, der så her i 2024 bringer ham forbi Copenhell. Seneste soloplade er helt tilbage fra 2005, hvor han udgav ‘Tyranny of Souls’. Siden da har han haft travlt med så meget andet, men i 2024 skulle der efter planen udkomme en ny plade med titlen ‘The Mandrake Project’.
Således får han i juni måned muligheden for at traktere Refshaleøen med sine egne kompositioner. Helt ukendt er han trods alt ikke på de kanter, da han har gæstet festivalen to gange med et vist, andet band i 2014 og 2022.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


THY ART IS MURDER 



Mens CJ McMahon raser på SoMe og sælger ud af alt sit TAIM-habengut, fortsætter resten af bandet ufortrødent. De var forbi Amager Bio tidligere på året, og nu slår de altså et smut forbi Copenhell til næste år. 

Sidst Thy Art Is Murder gæstede festivalen var sjovt nok også i 2018, samme år som Avenged Sevenfold. Dengang spillede de en eminent koncert på Pandæmonium – en sand oprejsning i forhold til bandets første koncert på Copenhell i 2014. Når deathcore-bandet besøger Copenhell til sommer, er det altså seks år og to udgivelser siden, bandet sidst spillede der. Derved bliver der forhåbentlig rig mulighed for at høre numre fra både ’Human Target’ (2019) og dette års ’Godlike’. Man kunne også håbe på en gentagelse af bandets koncert i Melbourne tidligere på året, hvor hele ’Hate’ (2013) blev spillet – men så heldige er vi nok ikke. 

Modsat er Tyler Miller forhåbentlig mere heldig på vokalfronten, end da bandet gæstede Amager Bio, hvor den ellers kompetente forsanger var noget udfordret med at løfte bandets tidlige materiale. Mon ikke lidt mere øvetid har gavnet. Alt andet lige kan vi forvente en pit-indbydende koncert, med rig mulighed for at komme helt ned i knæ.

Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her


SLAUGHTER TO PREVAIL 



Med Shadow of Intent, Thy Art is Murder og Slaughter to Prevail annonceret, er deathcoren efterhånden fint repræsenteret på Copenhell ’24. Et vidnesbyrd om genrens stigende popularitet. Slaughter to Prevail er en spændende tilføjelse, der ligesom Shadow of Intent gæster festivalen for første gang. 

Oprindeligt fra Rusland, nu bosiddende i Florida, har bandet hærget siden forsanger Alex Terrible og guitarist Jack Simmons slog vokal og økse sammen, og startede projektet. Efter et utal af udskiftninger har Simmons fundet vejen tilbage, og kvintetten har haft samme medlemmer i lidt over to år. 

Musikalsk er vi nærmere den type deathcore Thy Art Is Murder advokerer for, og længere væk fra den melodiske, black-metal-inficerede version, som Shadow of Intent og den moderne mastodont Lorna Shore gør sig indenfor. Læg hertil en knivspids hardcore og et metalcore-underlag. To fuldlængdeudgivelser er det blevet til, mens singleudspil i ’22 såvel som i år lugter af en snarlig tredje udgivelse. En ting er dog sikkert; bandets besøg på Copenhell til sommer giver rig mulighed for at blæse energi af i pitten, med eller uden forgyldt djævlemaske. 


BIOHAZARD



Det er traditionen på Copenhell, at der skal være mindst ét old-school New York-band med attitude på programmet. Sidste år fik vi stærke shows fra Sick of it All og Life of Agony, og endelig i år er det Biohazards tur til at debutere på festivalen. Biohazard brød igennem i starten af 1990’erne med deres hårdtslående miks af hardcore og heavy, der konstant var i rotation på MTV’s metalprogram Headbangers Ball. Siden kom nedturen med utallige udskiftninger og inaktive år, men kvartetten er nu tilbage i oprindelig form, som bandet så ud i storhedstiden.
Der var topkarakter til legenderne, da vi så dem for få måneder siden på den tjekkiske festival Brutal Assault. Forvent det samme og med garanti vilde moshpits på Copenhell til klassikere som ’Punishment’!

Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her


CRADLE OF FILTH 



Egentlig næsten imponerende, at Cradle of Filth endnu ikke har været forbi Copenhell, men nu sker det omsider! For Cradle of Filth var et af de første bands uden for Norge, der i den grad stemplede ind på black metal-scenen tilbage i midten af halvfemserne, da de i 1994 chokerede omverdenen med debutpladen ‘The Principle of Evil Made Flesh’. Siden har Dani Filth skiftet gevaldigt ud i besætningen i bandet, men bandet står stadig stærkt og har i flere årtier været garant for en højtidelig blanding af gotisk romantik og black metal. Deres seneste plade ‘Existence is Futile’ fra 2021 forventes snart at få en opfølger, hvorfor briterne meget vel kan være albumaktuelle når de gæster Refshaleøen i juni 2024. Hvilket som sagt i den grad er på tide, da seneste besøg i Danmark overhovedet var på Posten i Odense helt tilbage i 2018.

Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her


HAMMERFALL



Svenske Hammerfall var senest i Danmark da de gav koncert på Jailbreak i Horsens i 2022. Nu skal de så en tur forbi Live Nations største metalfestival i Danmark, Copenhell. En lokation, de har besøgt tidligere tilbage i 2015. I mellemtiden har de underholdt i både Pumpehuset i 2018 og i Amager Bio i 2017. Et af de større power-metal bands kigger forbi, og der vil utvivlsomt blive mange knyttede næver, der hæves i takt, når Joacim Cans og co. svinger taktstokken på det, der næsten kun kan blive endnu en tur på den store Helviti-scene.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


KARNIVOOL 



Godt nok kan Karnivool ikke just prale af at være de mest produktive, med blot tre plader på 25 år. Den australske kvintet kræser til gengæld for detaljerne med deres proghybrid, der lægger sig et sted i krydsfeltet mellem de kryptiske lag fra Tool, prog metallens kompleksitet fra det tidlige Leprous og det dynamiske samspil fra The Mars Volta.

Udover deres besøg på Pumpehuset i januar er det ikke ofte, vi ser dem på disse breddegrader, og med den særstatus, som ikke mindst 'Sound Awake'-pladen (2009) har haft for den moderne prog, er bookingen af Karnivool et kæmpe scoop for Copenhell. Om der så når at lande en opfølger på 2013s 'Asymmetry' inden da må tiden vise, men så er det jo heldigt, at fortidens triumfer fortsat lever prægtigt videre, og helt sikkert også vil vinde manges hjerter til sommer.


CORROSION OF CONFORMITY



Sludge-legenderne fra North Carolina vender tilbage til Copenhell. Sidst de gæstede festivalen var i 2018, hvor de leverede en tung hitparade lørdag aften på Hades. Og der er helt sikkert langt op til et ligeså fedt gensyn til sommer. I 2014 blev gruppen genforenet med frontmanden Pepper Keenan, og siden har kvartetten simpelthen sprudlet på scenen, den håndfulde gange de har gæstet landet siden gendannelsen med Keenan. Seneste visit var i Pumpehuset tilbage i maj og selvom billetsalget var noget svigtende på en mandag aften, så var de halvgamle drenge stadig i hopla. Forvent tunge riffs og masser af bajere på scenen, når COC returnerer til Refshaleøen!

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.


ASINHELL 



Man skal nok have sovet under en sten, hvis ikke man har hørt om Volbeat. Om forsanger og guitarist Michael Poulsen. Om hans fortid i dødsmetalbandet Dominus. Samt at han nu igen morer sig med dødsmetallen i bandet Asinhell, hvor han har allieret sig med trommeslager Morten Toft Hansen fra Raunchy og tyske Marc Grewe, bedst kendt fra Morgoth. Trioen udgav tidligere på året debutpladen ‘Impii Hora’ og er nu begyndt at dryppe datoer for koncerter i 2024. I mandags blev de bekræftet til Næstved Metal Fest. Nu er tiden kommet til den store sommerfestival Copenhell. 

Læs alt om bandet her.
Læs seneste interview her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


DYING FETUS



Det er 11 år siden, at vi sidst så Dying Fetus på Copenhell. Amerikanerne rev Hades fra hinanden en tidlig eftermiddag mellem høj sol og de klassiske Copenhell-regnbyger. Tre dage efter udgav de det kritikerroste album ‘Reign Supreme’.

Dying Fetus har siden 90'erne været højt respekteret og høstet international anerkendelse for deres kompromisløse dødsmetal – det er hårdt, kontroversielt og hidsigt. Den 8. september i år udgav Dying Fetus deres niende album ‘Make Them Beg For Death’.

Bandet kendes for deres super-intense shows, og at dømme ud fra dem, der overværede deres europæiske koncerter i sommers, så skulle herrerne være i absolut storform. Vi kan lige så godt begynde at glæde os!

Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


HARM'S WAY 



Det lykkedes ikke Harm’s Way og Copenhell at blive gode venner i 2023. Skal man tro rygterne, så var der simpelthen ikke plads til James Pligges guns på festival-pladsen, og derfor måtte bandet melde afbud. Nu får vi heldigvis en ny chance for at opleve det amerikanske hardcore-band.

Det startede som en joke i 2006, men har siden udviklet sig til et hårdtslående bæst. Harm’s Way er lige det, Copenhell har brug for. Det er smadret, intenst og voldsomt, og bandet går ikke på kompromis. Her får du metal/hardcore med et hint af punk, powerviolence og sågar industrial, tager man bandets seneste udvikling i betragtning. Seks fuldlængdeudgivelser er det blevet til, hvor seneste, ‘Common Suffering’ (2023), er et bæst af en plade, der giver lyst til at løfte albuerne højt i pitten..

Sidste sommer havde du sikkert booket din ven/veninde til at køre dig til tandlægen efter koncerten. Nu skal den ven/veninde tages op på ordet. Hvis ikke der er blod på pladsen efter koncerten, så har der ikke været en koncert, og Pligges guns har endnu en gang ikke fundet plads. 


MIMI BARKS 



Der er pænt nasty og uhyggeligt i tyske Mimi Barks’ visuelle og lydlige univers, hvor trap-trommer, horror-æstetik, som ikke ligger milevidt fra 00’ernes witch house-bølge, og spooky keys blandes med dyb, men agil 808-bas og Mimi Barks’ metalliske og konfrontatoriske skrigeflow. Det bliver med andre ord tungt og underholdende, og der er rig mulighed for både nakkenikken og headbanging, når det bliver halloween om sommeren på Refshaleøen.


JOHN CXNNOR



Sidste gang vi så den dystopisk futuristiske og genrefusionerende duo John Cxnnor, var i Lille Vega, hvor vi var så begejstrede, at vi var nødt til at lave en dobbelt samtaleanmeldelse af de to temmelige fremragende koncerter (skud ud til Hiraki, Syl og Tvivler for at være vokal-champs), og da vi så dem på Roadburn sidste år og Roskilde for to år siden, udløste det begge gange den helt tunge 666-karakter. Det er i det leje, forventningerne ligger til duoen og deres vokalgæsters koncert på næste års Copenhell, for hver gang John Cxnnor har optrådt, så har det været noget helt særligt: En rejse ind i fremtiden båret af scifi-æstetik, dybe basdrøn og frenetiske stortrommer, der skaber et rave, som giver en lyst til at sparke til noget luft i en parkeringskælder, men at gøre det for at omstyrte verdensordenen.

Vi tog fat i brødrene Sejersen, og de har følgende budskab til os:
“Vi glæder os til at bringe det hårde doom-rave til Refshaleøen og feste sammen med Copenhells altid veloplagte publikum. Ses i pitten!”

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste interview her.


CRYPTA



Da Fernanda Lira og Luana Dametto gik ud af Nervosa dannede de i stedet bandet Crypta og udsendte debuten ‘Echoes of the Soul’ i 2021.
Samtidig var det et farvel til den thrash-bårne stil og en omfavnelse af dødsmetalgenren – dog med plads til roligere stykker og melodiøse harmonier. Crypta er absolut fremadstormende og det nye album ‘Shades of Sorrow’ cementerer deres plads i genren. Velspillet og med en lækker produktion.

Crypta er med sikkerhed et af den slags bands vi vil se på de store metalfestivaler fremover, og mon ikke også der startes en god fest foran bandet på Refshaleøen til sommer? Det tænker vi.


EXCEL 



Ej at forveksle med et vist arbejdsværktøj for de særligt talkyndige, så var Excel i 80'ernes skaterthrashede storhedstid et af navnene, der satte dagsordenen på L.A.-scenen. På debuten 'Split Image' (1987) med samme hardcore/punkede drive som Suicidal Tendencies i samme periode, mens 'This Joke's on You' et par år senere gjorde deres thrash-lyd mere rendyrket og rummer adskillige af de mest hyldede sange i Excel-kataloget.

Sidenhen gik det klassiske line-up i opløsning, og udover en stoner-groovet detour blev det desværre aldrig til mere fra vestkyst-thrasherne. De har dog holdt navnet i live på live-scenerne, og med undtagelse af guitaristen, er det da også Excels oprindelige line-up, vi kan se frem til at opleve, når Refshaleøen til sommer igen åbner portene til Copenhell med dette indspark af gammelt thrash-guld i baghånden.


JJ & the A´s




Ikke mere end fire måneder efter de debuterede på årets K-Town Hardcore Fest, og under et år efter dette dansk/spanske samarbejde overhovedet opstod, kan JJ & the A's nu skrive Copenhell 2024 på tourplanen. En imponerende bedrift for et dugfrisk punkband, der spiller på genrens klassiske dyder ala Zero Boys og Agent Orange, med fræsende adrenalin og indlejrede vokalharmonier som afveksling fra Kimias hyperenergiske skrig.

Deres selvbetitlede EP pakker seks numre ned på otte et halvt minut, og det siger alt om, hvilken energibombe der er i vente. JJ & the A's supporter også australske Civic på Loppen om en måned, så ønsker du en lille forsmag på deres catchy højoktan-punk er dette en god lejlighed til at opleve hypen for egne øjne, inden debutalbummet lander næste år – forhåbentlig inden Refshaleøen kalder til sommer.


ESCUELA GRIND



Kan du huske et halvt år tilbage til ENDs halve times vanvidskoncert på Gehennascenen i år? Så kan du godt glæde dig til at komme i kværnen med Escuela Grinds miks af hardcore, grindcore og powerviolence. Bandet blev dannet i Itacha, New York i 2016 og har nu to albums bag sig (Fun fact: Deres debut blev produceret af Converges Kurt Ballou). Senest har de turneret i Europa med Napalm Death, men uden at ramme dansk jord – så hold på hat og løse tænder, når Escuela Grind lander på Copenhell!