Fladt og farveløst
Populær
I forsøget på at skrive en tegneserie med black metal-tema snubler kunstnerne Pye Parr og Alec Worley både i grafiske og fortælletekniske forhindringer.
Van Helsing kæmper mod monstre, som har overtaget verden – og nu er et endnu farligere monster, halvvampyren Balaur, genopstået fra de døde – vækket til live af et norsk black metal-band. Det er omtrent plottet i tegneserien ’Realm of the Damned’ af tegner Pye Parr og forfatter Alec Worley.
Denne historie om Van Helsing, der som bekendt også er navnet på vampyrdræberen i Bram Stokers udødelige 'Dracula' fra 1897, sælges på at være en black metal-horrortegneserie, og det lyder naturligvis interessant. Men bortset fra at metalbands som Behemoth og Emperor dukker op i periferien af hovedpersonens kamp mod det onde, er det ikke megen betydning, musikgenren har for plottet, og derfor virker det som et påklistret salgstræk for at fremme salget. Noget, som i den grad bliver udstillet, når man sammenligner med finske ’Perkeros – Diabolus in Musica’, som vi anmeldte til topkarakter sidste år – den historie lever netop i kraft af metallisk musik som et omgangspunkt for personers laden og gøren.
Et større problem er det, at Pye Parr ikke er dygtig nok til sit fag. Han har svært ved at give liv til sine figurer, og de er svære at kende fra hinanden, fordi detaljeringsgraden ikke er høj nok. Dertil hører farvelægningen, som primært holdes i grå og rød og naturligvis sort. Det er virkningsfuldt og giver uundgåeligt stemning af en apokalypse, og så er det simpelthen for let et visuelt greb, der ikke kan bære at fylde de mere end 100 sider. Der mangler simpelthen en bid af noget smukt, som et paradis, til at være modvægten for de triste, farveløse billeder.
Ligeledes kæmper forfatter Alex Worley med meget flade figurer. Den onde Balaur er ond og led, hans hjælper ligegyldig, bipersonen Athena Petroua, der er vampyr og giver Van Helsing opgaven med at bekæmpe Balaur, er tænkt utilregnelig, men hun er lige netop for let at regne ud. Og værst af alt – hovedpersonen og enspænderen Van Helsing er præcis så bitter og vred på verden, som den slags altid er. Vi har mødt ham før i alt for mange historier om livet på kanten af dommedag. Som alt andet i ’Realm of the Damned’ lider han under at være for uoriginal og fortænkt.