Ærlig og rammende film

l7-pretend-were-dead-riffage

L7 kæmpede for at blive anerkendt som musikere og ikke kvindelige musikere, men blev røvrendt af branchen. Den klassiske historie i rockverdenen får nu premiere som film.

Kunstner
Titel
L7: Pretend We're Dead
Karakter
4

L7 blev dannet i midten af firserne af nogle håbefulde kvinder, der gerne vil slå igennem i musikbranchen. De kom fra et punket miljø, hvor man både hyggede sig med at være digtere såvel som musikere. Det klassiske kunstnermiljø, hvor der blev prøvet grænser. De bærende kræfter Donita Sparks og Suzi Gardner fandt sammen og dannede L7.

Bassist Jennifer Finch kom med, og med hende kom også netværket. Finch kendte gud og hver mand, ikke mindst Nirvana, og hun sørgede for, at bandet kom frem i verden og blev introduceret til de rette mennesker. Pludselig stod de med en pladekontrakt, og så tog det fart. De fik et mindre gennembrud allerede i 1990 med singlen 'Shove', og så røg de ellers på turné med alle de oplevelser, den slags medfører.

L7 består udelukkende af kvinder, og det i sig selv var noget særligt i 90'erne. Pladeselskabet Slash fangede dem, og da Slash var en del af Warner, var L7 pludselig på vej ind i de rette omgivelserfor at komme frem i verden. Pludselig var de i samme studie, hvor Nirvana indspillede 'Nevermind'. Mens de indspillede gennembrudspladen 'Bricks Are Heavy' i dette studie, så de deres venner i Nirvana blive kæmpe stjerner, og de fik blod på tanden.

L7 skulle kæmpe med og mod pladeselskabet. Kreativ kontrol mod marketing og bare det at blive taget seriøst som musikere – ikke som kvindelige musikere. De kreative kræfter i bandet, Donita Sparks og Suzi Gardner, havde deres kampe, men kompromisserne bar frugt. De kom til at dele scene med navne som Pearl Jam, Red Hot Chili Peppers, førnævnte Nirvana og andre store navne. De slog gennem i Storbritannien, men deres show på Reading Festival var ikke nogen entydig succes – ikke mindst pga. en hændelse med en tampon, der blev hevet ud og smidt ud til publikum.

Ikke desto mindre fortsætter turneerne, og L7 gæster Europa og Japan, før de igen går i studiet og laver en opfølger til 'Bricks Are Heavy'. Den er ikke nær så poleret og giver dem en turné med Nick Cave & the Bad Seeds. Vi er nu midt i 90'erne og stofferne er overalt. Kurt Cobain dør, og det tager hårdt på bandet. Da en roadie dør i deres turnébus, ændrer det alt.

Den femte plade i 1997 bliverikke nær så succesfuld, og bassisten forlader bandet, da hendes far dør. Koblet med de andre dødsfald kan hun ikke mere. Alligevel ender L7 på turné med Marylin Manson, der lige er kommet frem og på vej mod stjernerne. Det er L7 bare ikke. Trods det, at de turnerer Japan og Australien, bliver de droppet af Warner, mens de giver koncert med KISS.

De må udgive 'Slap-Happy' selv i 1999, og da det går op for dem, hvor elendig økonomien er, og hvor hårdt, de er blevet taget bagi af pladeselskabet, går bandet i opløsning. Medlemmerne får midtlivskrise, og L7 er fortid i 2001.

Spol tiden frem til 2015. 14 års pause og internettet samt de sociale medier er i mellemtiden blevet en ting. Af deres mange fans tvinges L7 nærmest ud af pensionisttilværelsen, og de gør comeback. Et comeback, der bl.a. har set dem svinge forbi Copenhell i 2018.

Dokumentaren 'L7: Pretend We're Dead' blev lavet i 2016 og viser hele historien om bandet fortalt af dem selv. Masser af optagelser fra landevejen, studiet og festerne efter koncerterne med stjernerne. Der er interviews med eksempelvis Shirley Manson fra Garbage og Joan Jett, der fortæller, hvilken inspiration L7 har været for dem. Dokumentaren er ærlig og rammer hovedet på sømmet i fortællingen om unge, naive musikere, der bare ville spille musik og aldrig fik en chance for at lave mønt på det, trods et ret stort gennembrud.

Filmen kommer helt tæt på, og bandmedlemmerne er ærlige omkring deres motivation for dette og hint, særligt under nedturen, der ender med, at bandet opløses. Filmen er også et glimrende eksempel på, hvordan musikere oftest ender med at betale hele gildet selv. Om hvordan musikvideoer bestemt hjælper, og hvordan det kan være svært som kvinde at blive taget seriøst som musiker, når det eneste, journalisterne vil tale om, er deres køn. 

'L7: Pretend We're Dead' vises i Cinemateket på torsdag d. 19. september klokken 21.00. Er man til rockhistorie, kan den anbefales. Det er den klassiske fortælling, hvor stoffer, fester, kunstneriske ambitioner og ungdommelighed møder musikbranchens forretning, og ofrene er ofte musikernes drømme.