Metal for udskud og udstødte

metal-lords-xxlg-2-1649181132757
Metal Lords poster

Netflix-filmen Metal Lords byder på et kærligt og rammende portræt af tre teenage-udskud og deres første band.

Kunstner
Dato
08-04-2022
Forfatter
Karakter
3

Hunter vil gerne spille metal, og Kevin har ikke andre venner end Hunter, og derfor kommer han med i Hunters band, selvom han mest spiller marchtrommer, og han faktisk ikke lytter til metal. Men deres post-death-doom-metal band Skullfucker har brug for en bassist, og Kevin forsøger at overbevise Hunter om, at Emily, den cello-spillende diagnose-ramte pige på lykkepiller, kan udfylde pladsen.

Sådan kan Netflixs nye film ‘Metal Lords’ kort forklares, og det lyder som sådan ikke af meget, eller for den sags skyld særligt nytænkende. En klassisk (til tider klukkende sjov) teenage-coming-of-age-komedie om livet som ung i USA/verden med trættende jocks, cheerleader-typer og så videre... Og ja, den er endda ret stærk på det romantiske og rimeligt skarp i sit billede af high-school-livet (som det ser ud fra det fjerne Danmark). Det er der bare så mange film, der er, eller der ikke er.

Men hvad Metal Lords, skrevet af Game of Thrones-producer D.B.Weiss, måske umiddelbart mangler i originalitet har den i charme og fede personer (ved siden af heavy metal som en solid ramme). Guitaristen Hunter bør man som udgangspunkt elske, fordi han er den langhårede metalfan med styr på genrens historier og værdier – men han er også en idiot, og man forstår så udmærket, at han er et udskud på sin high-school.

Det er elskelige Kevin på trommer og Emily med diagnoserne, som man føler sympatien for under deres besværlige rejse ind i metalgenren, og mens de opdager et fællesskab omkring at være et udskud, der hører metal – eller fordi man hører metal. For i Metal Lords er metal ikke farligt, men for nørderne ligesom Dungeons and Dragons-spillerne. Uden at gøre grin med heavy metals i dag lidt patetiske insisteren på stadig at være farlig, så formår Netflix-filmen i stedet at (gen-)udstikke retningen, som de udstødtes særlige musik, særlige fællesskab – og ikke mindst deres helle.

For selvfølgelig indser Kevin og Emily, at metal er federe end alle andre genrer (det skal jo ende lykkeligt), men de opdager også, at metalgenren sagtens kan udfordres, og at en cello faktisk er lige så metal som en el-bas. For selvom Metal Lords er naturligvis spækket med de klassiske metal-hits, hvor ‘Painkiller’ viser sig at være den oplagte underlægningsmusik til en biljagt, så er der også brug for, at metal ikke står stille. Og Metal Lords rummer et håb om, at metal kan udvikle sig, og at genren stadig kan være noget, for dem som ikke passer ind.