Riders on the Storm - Rockefeller, Oslo
Populær
Updated
Riders on the Storm - Rockefeller, Oslo Dagen derpå gæstede Riders on the Storm Oslos fede rockklub Rockefeller, der ligesom det lidt større Store Vega, længe havde annonceret udsolgt. For undertegnede var det en glædelig koncertbegivenhed, men også den måske mest specielle nogensinde. Som 5-6 årig nåede jeg at forelske mig dybt i The Doors via singlen "Roadhouse Blues"/"You Make Me Real" fra marts 1970: halvanden år efter det originale Doors' eneste koncertbesøg i Danmark og lidt over et år før Morrisons død.
Det var derfor med lidt tvedelte følelser, at jeg entrede koncertsalen søndag aften. Men overvejende mærkedes dog forvetningens rus i maven. Jeg skulle trods alt dele klublokale med et par af mine ældste idoler.
Iagttagelserne til Oslo-showet var delvist som unge Nielsens aftenen før: Showgimmicksene mht. nyligt afdøde Brown, som blev behørigt hyldet, Hendrix-finten og især den fabelagtige fantomlyd, bandet præsenterede. Og så var sætlisten i øvrigt også - næsten - den samme.
Heavy anno 1970
Modsat The Doors, hvor Manzarek spillede basgangene på et Fender-bas keyboard, så har Riders on the Storm en levende bassist med, hvilket gav et langt hårdere, fyldigere og mere groovet lydbillede end The Doors; samtidig med at Manzarek så har fået en hånd fri til keyboardet - og det hørtes.
I sin tid havde Doors et ret spinkelt lydbillede, med megen fokus på lyrikken og enorm plads til Morrison i midten, mens Riders... altså langt mere powerfuldt. På godt og ondt, men i alle fald drivende nødvendigt, for at undgå en status som en direkte kariktatur af det originale Doors.
I tillæg til Vega-showet fejrede man Kriegers 61-fødselsdag, der begyndte ved showets afslutning ved midnat (samme som Bowie og afdøde Elvis, i øvrigt), med lagkage og lys, som Krieger pustede ud, lidt fælles fødselsdagssang og så et ret spontant forsøg ud i "Waiting For The Sun", der var Kriegers spontane fødselsdagsønske - og, som Manzarek introducerede, slet ikke var et øvet nummer. Jo tak, det hørtes!
Og paradoksalt nok, i heavyhistorisk sammenhæng, thi det hårde, nærmest headbangerapellerende keyboard/moog-stykke i nummeret (fra "Morrison Hotel" anno februar 1970, samme måned/år som Black Sabbath's debutalbum), beskriver fraværende Densmore som "heavy... heavy metal!" i sin selvbiografi "Riders on the Storm - My Life With Jim Morrison and the Doors".
Det var vist godt for hippiefreden, at Densmore ikke var til stede på Rockefeller den aften - uanset om det havde været ved trommesættet eller blandt publikum.
"LA Woman" æraen bedst
Dette skrevet, så gjorde Riders... et særligt stærkt indtryk ved det rå og bluesede "LA Woman" materiale, som ligger særlig godt til Ian Astburys røst, både titelnummeret, "The Changeling" og især signaturnummeret "Riders on the Storm". I det hele taget gjorde Astbury en rigtig god figur i et helt umuligt job, og der er egentlig noget helt særligt rock'n'rollet ved at have bollerne til at lægge hovedet på skafottet, fordi man bare ikke kan lade være. Respekt.
Manzarek og Krieger fik så også spillet sig ud, højt og med masser af soloer, og selvom Manzareks var af klart højere kvalitet end den egentlig ganske diskrete og blide guitarist Krieger, så skylder rockhistorien dem begge pladsen til at boltre sig på en koncertscene i starten af år 2006, præcis 40 år efter at det legendariske debutalbum "The Doors" udkom.
Og Oslo-publikummets hyldest var da også varm og velmenende efter den over to timer lange tur i tidsmaskinen.
Det var derfor med lidt tvedelte følelser, at jeg entrede koncertsalen søndag aften. Men overvejende mærkedes dog forvetningens rus i maven. Jeg skulle trods alt dele klublokale med et par af mine ældste idoler.
Iagttagelserne til Oslo-showet var delvist som unge Nielsens aftenen før: Showgimmicksene mht. nyligt afdøde Brown, som blev behørigt hyldet, Hendrix-finten og især den fabelagtige fantomlyd, bandet præsenterede. Og så var sætlisten i øvrigt også - næsten - den samme.
Heavy anno 1970
Modsat The Doors, hvor Manzarek spillede basgangene på et Fender-bas keyboard, så har Riders on the Storm en levende bassist med, hvilket gav et langt hårdere, fyldigere og mere groovet lydbillede end The Doors; samtidig med at Manzarek så har fået en hånd fri til keyboardet - og det hørtes.
I sin tid havde Doors et ret spinkelt lydbillede, med megen fokus på lyrikken og enorm plads til Morrison i midten, mens Riders... altså langt mere powerfuldt. På godt og ondt, men i alle fald drivende nødvendigt, for at undgå en status som en direkte kariktatur af det originale Doors.
I tillæg til Vega-showet fejrede man Kriegers 61-fødselsdag, der begyndte ved showets afslutning ved midnat (samme som Bowie og afdøde Elvis, i øvrigt), med lagkage og lys, som Krieger pustede ud, lidt fælles fødselsdagssang og så et ret spontant forsøg ud i "Waiting For The Sun", der var Kriegers spontane fødselsdagsønske - og, som Manzarek introducerede, slet ikke var et øvet nummer. Jo tak, det hørtes!
Og paradoksalt nok, i heavyhistorisk sammenhæng, thi det hårde, nærmest headbangerapellerende keyboard/moog-stykke i nummeret (fra "Morrison Hotel" anno februar 1970, samme måned/år som Black Sabbath's debutalbum), beskriver fraværende Densmore som "heavy... heavy metal!" i sin selvbiografi "Riders on the Storm - My Life With Jim Morrison and the Doors".
Det var vist godt for hippiefreden, at Densmore ikke var til stede på Rockefeller den aften - uanset om det havde været ved trommesættet eller blandt publikum.
"LA Woman" æraen bedst
Dette skrevet, så gjorde Riders... et særligt stærkt indtryk ved det rå og bluesede "LA Woman" materiale, som ligger særlig godt til Ian Astburys røst, både titelnummeret, "The Changeling" og især signaturnummeret "Riders on the Storm". I det hele taget gjorde Astbury en rigtig god figur i et helt umuligt job, og der er egentlig noget helt særligt rock'n'rollet ved at have bollerne til at lægge hovedet på skafottet, fordi man bare ikke kan lade være. Respekt.
Manzarek og Krieger fik så også spillet sig ud, højt og med masser af soloer, og selvom Manzareks var af klart højere kvalitet end den egentlig ganske diskrete og blide guitarist Krieger, så skylder rockhistorien dem begge pladsen til at boltre sig på en koncertscene i starten af år 2006, præcis 40 år efter at det legendariske debutalbum "The Doors" udkom.
Og Oslo-publikummets hyldest var da også varm og velmenende efter den over to timer lange tur i tidsmaskinen.
Kunstner
Spillested
Dato
07-01-2007
Genre
Forfatter