Smukt og hæsblæsende

Smukt og hæsblæsende

Dream Theater i blændende opvisning. Lars Schmidt anmelder fra KB Hallen.

Spillested
Dato
04-01-2020
Forfatter
Karakter
5

Amerikanske Dream Theater er en håndfuld fantastiske musikere, og det beviste de til fulde i KB-Hallen, hvor der blev diverteret med hård, melodisk progressiv metal i mere end tre timer. Og skal koncerten sidste tirsdag med Dream Theater bedømmes alene ud fra musicianship, blev Heavyjam.dks første 13-tal givet uden at blinke. For dælen da, hvor er instrumentalisterne i Dream Theater da fantastiske. Det var da også lige, hvad samtlige i den proppede KB-Hal forventede at opleve. Og det var, hvad de fik. Men gruppen forfalder til at gå i musikalsk selvsving. De går ind i deres egen verden og distancerer sig på den måde til publikum. Omvendt er det dog forståeligt, for det kræver altså koncentration at levere varen på den overbevisende måde, som Dream Theater gjorde. Et luksusproblem? Problemet med Dream Theater (her menes der egentlig "luksusproblemet"), er, at gruppen består af fire instrumentalister af en anden verden og så af en sanger, som er langt mere menneskelig. James LaBrie holder ikke samme klasse som guitaristen John Petrucci, bassisten John Myung, trommeslageren Mike Portnoy og keyboardspilleren Jordan Rudess. De fire instrumentalister kan bruge deres instrumenter til hvad som helst. Petrucci kan eksempelvis få sin guitar til at grine, græde, være hamrende sur, og han spiller så hurtigt, præcist og melodisk, at man i situationen rent faktisk står og tror, at vi her har med verdens bedste guitarist at gøre. James LaBries stemme har stort set kun ét register, og det rummer ikke særlig meget. Okay, han synger fint og rent og meget højt, men han når desværre ikke de andres niveau, og det springer desværre i øjnene. Der er ikke meget satsen i LaBries optræden. Han bliver holdt i baggrunden eller holder sig selv i baggrunden, fordi de andre er så dygtige. Og det hæmmer også hans optræden og kommunikationen med det i øvrigt fantastisk veloplagte publikum. Allerede inden koncerten kom i gang, var der nærmest en andægtig stemning i KB-Hallen, og begejstringen ville ingen ende tage, da Dream Theater entrede scenen og gik i gang med åbningsnummeret "As I Am" fra deres seneste og fabelagtige album, "Train of Thought". Der blev spillet dybt. Der blev spillet tung. Og præcist og hurtigt lige fra første fløjt. Tempoet kom et tak i vejret på næste nummer, "This Dying Soul", der også er fra "Train of Thought". Dét nummer indeholder et totalt tungt mellemspil, som tilføjer en ny og spændende dimension til Dream Theaters musik. Og det var noget, publikum kunne lide. De gik fuldstændigt amok, da Dream Theater for en stund gik ultraheavy. I løbet af de to sæt, som alt i alt varede mere end tre timer, kom vi næsten helt igennem "Train of Thought" - blandt andet med en meget insisterende version af den melodiske "Endless Sacrifice", "Honor Your Father" og den instrumentale tour de force, "Stream of Conciousness". I det hele taget bevægede Dream Theater sig mest rundt i numrene fra de seneste albums. Vi fik de bedste numre fra "Six Degrees of Inner Turbolence", "The Glass Prison", "Blind Faith" og ikke mindst "Misunderstood", som LaBrie faktisk sang ganske udmærket. Ingen tvivl om, at han er bedst i de mere stille og afdæmpede numre. Det gjorde sig også gældende på "Hollow Years" fra "Falling Into Infinity". Og da Dream Theater tog os på tur i "Scenes of a Memory", var taget ved at lette sig på KB-Hallen. Højt niveau Dream Theater har ingen deciderede hits som de fleste andre bands. Til gengæld holder deres numre et generelt højt musikalsk og kunstnerisk niveau. Der er melodiske elementer i det hele. Det er den ultimative ekvilibrisme, virtuost og af en anden verden. Og selv om de til tider går ind i sig selv, så nåede de faktisk at fange publikum. De nåede ud over scenekanten. De rev os med. Men at sige, at Dream Theater har publikumsappeal som det toporkester, de ret beset er, vil være at overdrive. Manglen på publikumsappeal på højde med bandets musikalske formåen er dog til at tilgive, når Dream Theater giver så meget valuta for pengene, som de gjorde i KB-Hallen tirsdag i sidste uge. Mere end tre timers forrygende, blændende, smuk og hæsblæsende metal. Det var, hvad vi fik med hjem.