Staccato-riff-bombning
Updated
Lovende takter fra lokalt band med stort følge og tight performance fra jysk riff-angreb. Måske var det blot for at vente på eventuelle fodboldfans, der havde siddet denne våde decemberaften igennem på et koldt stadion. Måske var det et væsentligt større fremmøde end forventet, der betød at The Rock fik travlt med ekstra personale og dørmand. Uanset hvad, gik der over 1½ time fra dørenes åbning til det lokale The Interbeing endelig gik på.
Bandet har ophav i Tr3ple-P og Sika – to hedengangne bands, der begge ved flere lejligheder har fået prædikatet ”talentfuldt og lovende”. The Interbeing var skam også nomineret til DMeA som årets talent. Den slags kræver god opbakning, og det lokale band havde også denne aften stor opbakning fra et publikum, hvor mange tydeligvis kun kom for at opleve kvintetten.
Karismatisk frontfigur
Med start i ”Fields of Grey” gik det derudaf. Frontmand Dara er ganske karismatisk og underholdende og vil gerne tæt på publikum, hvilket betød at han stod så langt fremme på scenen, det overhovedet var muligt. Hans stemme er i det rå, halvgrowlede område særdeles glimrende, men den rene vokal er hans – og dermed bandets - akilleshæl. Den var tynd og sommetider falsk. Der skal arbejdes på enten så iørefaldende melodier, at de kan bæres af næsten en hvilken som helst stemme eller også en mere kraftfuld ”ren” vokal. Naturligvis vil begge ting sammen være fantastisk.
The Interbeing beskriver selv sin musik som en hårdtslående blanding af metal og mørk elektronica. En måske mere groovy og mindre poppet variant af Raunchy? Der var rigtig mange fede passager der indbød til headbanging, men ikke alle riffs og idéer holdt hele vejen. Det kan dog skyldes den lidt mudrede lyd, der ikke tillod alle riffs at komme igennem til publikum. Det var derfor det mest simple og groovy, der fungerede bedst denne aften.
Opvisning i slam-dance
Som antydet var de fleste kommet for at se københavnerbandet, som fik rigtig mange til at bevæge sig i takt til musikken. Det var dog kontrollerede bevægelser holdt inden for den kvadratmeter gulv, man nu havde fået stillet sig på. De veloplagte jyder i Scamp fik i stedet det nu reducerede publikum til at gå amok i et pænt lille pit, hvor der kunne studeres adskillige varianter udi slam-dance.
Ja, drengene var så afgjort veloplagte, og heldigvis var lyden markant bedre nu, så den rytmiske tæppe-bombning af fede staccato-riffs kunne gå i gang uden en detalje gik tabt. Det var, for at bruge forsanger Mikaels ord i et interview til heavyjam: fissetight! Skulle der indvendes mod dette, så skulle det da kun være et par skifts fra distortion til ren lyd, som ikke altid ramte præcis på taktslaget. En mindre detalje.
Instrument fra ”down under”
Naturligvis var det bandets debut og eneste album, der blev tæsket igennem. Selv didgeridoo’en i ”Pros And Cons” var med. Det lød fedt, og det var derfor superærgerligt at lydmanden ikke fik slået mikrofonen til i tide, da der senere igen skulle gang i det aboriginalske instrument.
”Relief” stof for smukt guitarspil i sine stille passager, mens ”Dilemma” viste trommeslager Mortens eminente sans for detaljer. Scamp var seje og publikum krediterede med anerkendende piften, klappen og hujen – foruden den nævnte pit.
Eneste rigtige anke ved showet må være ”Mr. Fostex”. Det er bandets lille maskine, der kører bassporene, så længe bandet er uden bassist. Selvom maskinen gør det godt og tight (naturligvis!), så giver det ikke den samme tunge bund, som hvis der havde stået et stk. levende tungregister-klimper med på scenen.
Denne anmeldelse skal dog ikke slutte negativt, samlet opsummering af det jyske angreb: yearhh!
Bandet har ophav i Tr3ple-P og Sika – to hedengangne bands, der begge ved flere lejligheder har fået prædikatet ”talentfuldt og lovende”. The Interbeing var skam også nomineret til DMeA som årets talent. Den slags kræver god opbakning, og det lokale band havde også denne aften stor opbakning fra et publikum, hvor mange tydeligvis kun kom for at opleve kvintetten.
Karismatisk frontfigur
Med start i ”Fields of Grey” gik det derudaf. Frontmand Dara er ganske karismatisk og underholdende og vil gerne tæt på publikum, hvilket betød at han stod så langt fremme på scenen, det overhovedet var muligt. Hans stemme er i det rå, halvgrowlede område særdeles glimrende, men den rene vokal er hans – og dermed bandets - akilleshæl. Den var tynd og sommetider falsk. Der skal arbejdes på enten så iørefaldende melodier, at de kan bæres af næsten en hvilken som helst stemme eller også en mere kraftfuld ”ren” vokal. Naturligvis vil begge ting sammen være fantastisk.
The Interbeing beskriver selv sin musik som en hårdtslående blanding af metal og mørk elektronica. En måske mere groovy og mindre poppet variant af Raunchy? Der var rigtig mange fede passager der indbød til headbanging, men ikke alle riffs og idéer holdt hele vejen. Det kan dog skyldes den lidt mudrede lyd, der ikke tillod alle riffs at komme igennem til publikum. Det var derfor det mest simple og groovy, der fungerede bedst denne aften.
Opvisning i slam-dance
Som antydet var de fleste kommet for at se københavnerbandet, som fik rigtig mange til at bevæge sig i takt til musikken. Det var dog kontrollerede bevægelser holdt inden for den kvadratmeter gulv, man nu havde fået stillet sig på. De veloplagte jyder i Scamp fik i stedet det nu reducerede publikum til at gå amok i et pænt lille pit, hvor der kunne studeres adskillige varianter udi slam-dance.
Ja, drengene var så afgjort veloplagte, og heldigvis var lyden markant bedre nu, så den rytmiske tæppe-bombning af fede staccato-riffs kunne gå i gang uden en detalje gik tabt. Det var, for at bruge forsanger Mikaels ord i et interview til heavyjam: fissetight! Skulle der indvendes mod dette, så skulle det da kun være et par skifts fra distortion til ren lyd, som ikke altid ramte præcis på taktslaget. En mindre detalje.
Instrument fra ”down under”
Naturligvis var det bandets debut og eneste album, der blev tæsket igennem. Selv didgeridoo’en i ”Pros And Cons” var med. Det lød fedt, og det var derfor superærgerligt at lydmanden ikke fik slået mikrofonen til i tide, da der senere igen skulle gang i det aboriginalske instrument.
”Relief” stof for smukt guitarspil i sine stille passager, mens ”Dilemma” viste trommeslager Mortens eminente sans for detaljer. Scamp var seje og publikum krediterede med anerkendende piften, klappen og hujen – foruden den nævnte pit.
Eneste rigtige anke ved showet må være ”Mr. Fostex”. Det er bandets lille maskine, der kører bassporene, så længe bandet er uden bassist. Selvom maskinen gør det godt og tight (naturligvis!), så giver det ikke den samme tunge bund, som hvis der havde stået et stk. levende tungregister-klimper med på scenen.
Denne anmeldelse skal dog ikke slutte negativt, samlet opsummering af det jyske angreb: yearhh!
