50/50 effekt

The Dillinger Escape Plan delte vandene i Pumpehuset, skriver Emil Svendsen. Roskilde-aktuelle The Dillinger Escape Plan (DEP) regnes for nogle underlige frontløbere inden for hård musik, math core afd., og der blev da også tabt både næser og munde da deres kakofoni af et show eksploderede i hovedet på et måbende publikum.

Det stod hurtigt klart at ca. halvdelen intet fik ud af koncerten og den anden halvdel fik rigtig meget ud af den. I hvor høj grad folk så forstår musikken skal jeg ikke gøre mig klog på, og jeg er ærligt talt selv i tvivl, om jeg gør. Men jeg hører bestemt hører til den begejstrede halvdel, for der er ikke i tvivl i mit sind om, at deres status som fornyere er fortjent, for meget af det der lyder underligt i dag, er som bekendt fremtidens mainstream (man kan jo bare tænke på at Beatles' musik engang var progressiv).

DEPs musik er ekstremt kompleks og støjende uden at være heavy-tung, og fordi flere af riffene hører hjemme højt oppe på guitarernes gribebrætter, får lyden et mekanisk skrigende præg, der ikke er helt ulig laserkanonernes lyd i Star Wars. Bandet som stadig kan kaldes pladeaktuelle, da de udgav "Ire Works" i november, er dog gået i en mere afdæmpet retning, og på de numre, hvor de har gearet ned, er inspirationen fra Mike Patton (bl.a. Faith No More og Tomahawk) tydelig. Til gengæld var mange af de musikalske detaljer, der kan høres på "Ire Works" ikke til stede live, hvilket er lidt ærgerligt uden dog at være en ulykke.

Live er DEP berygtet for at have et nærmest voldeligt show, hvilket må siges at være lidt overdrevet, men de giver den nu stadig mere gas, end de fleste – og dét uden at tabe numrene på gulvet. De har også skruet lidt ned for deres berømte akrobatiske stunts, da de har fundet ud af, de ikke kan holde til dem i længden, men vi så da forsangeren Greg Puciato gøre et forsøg på at komme op i lysriggen, men meget mere blev det ikke til af den slags, og man gik derfra med en følelse af at man havde oplevet noget stort, vist nok...