Åbningsbraget på Amager udeblev
Populær
Fem minutters virkelig fedt nyt. 70 minutters velspillede og velkendte klassikere. Dizzy Mizz Lizzy leverede som altid en solid oplevelse. Men helt godt nok til den officielle åbning af Amager Bio blev det aldrig.
2. Glory
3. In the Blood
4. Terrified in Paradise
5. Brainless
6. Barbedwired Baby's Dream
7. Rotator
8. 67 Seas in Your Eyes
9. Love Is a Loser's Game
10. 11:07 PM
11. California Rain
12. Made to Believe
13. Waterline
14. Silverflame
Ekstranumre:
15. Thorn In My Pride
16. I Would If I Could But I Can't
1993. Året, hvor den berømte tredje gang vitterligt var lykkens gang. I hvert fald for purunge Dizzy Mizz Lizzy, der efter to nederlag i DM i Rock i årene før endelig kunne hæve næverne og kalde sig danmarksmestre i disciplinen. Sejren kom i hus med et indiskutabelt talent på guitar, bas, trommer og en fremragende vokal – tilsat obligatorisk langt og fedtet hår.
26 år senere er håret godt nok blevet kortere. Men Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis lever stadig op til titlen som Danmarks bedste rockband. I hvert fald i forhold til de detroniserede konger i D-A-D, der mere lyder som et band, der hedder D-Ø-D.
Den altid kompetente trio demonstrerede igennem 75 minutter foran de 1300 gæster i det udsolgte og flot nyrenoverede Amager Bio, at de ikke bare hviler i fortidens bedrifter.
Aftenens danmarkspremiere på det nye nummer ’California Rain’ lød som den totale triumf, da Christensen skiftede til en sort Fender-guitar og med seje riffs satte nummeret i gang og bød på et nyt og tungt Dizzy Mizz Lizzy anno 2019. Da den nye skæring kom en lille time inde i koncerten, var der langt til lyden af det band, som for 25 år siden debuterede med en af alletiders mest solgte og kendte rockplader i dansk musikhistorie.
Kan de så skrive endnu et kapitel af de betydningsfulde igen? Det svar lader vente på sig, når gruppen har en ny plade parat. For desværre fik vi ikke mere end denne ene nye tunge satan af et monsterhit.
For sådan er det jo at være Tim Christensen på godt og ondt. Debutpladen gjorde ham rig såvel som berømt, og den 45-årige frontmand har da også tidligere udtalt, at han brækker sig over at spille ’Silverflame’. Men som bekendt forpligter arven – med mindre man har seriøse nosser nok til at prøve publikum af med det ukendte i stedet for det velkendte.
Det gjorde Dizzy Mizz Lizzy på ingen måde. Men de gjorde det trods alt med stil. De udstrakte versioner af ’67 Seas in Your Eyes’ og ’Barbedwired Baby’s Dream’ blev fremragende serveret. ’Rotator’ fik salen til at koge over i fællessang. Og der blev stadig snavet blandt de mange kærestepar, der genoplivede ungdommens sødme under halballernes discokugler for et kvart århundrede siden, da uundgåelige ’Silverflame’ helt som forventet lukkede koncerten.
Ballet var dog ikke forbi, da trioen igen troppede op på scenen og jammede lidt Jimi Hendrix og to ekstranumre.
Før de afsluttende sange havde Tim Christensen såmænd heller ikke glemt sin egen ungdom. Den særlige aften i 1993, hvor sejren i DM i Rock satte turbo på talentet, sad Per Abildtrup for bordenden af juryen, der udråbte Dizzy Mizz Lizzy som sejrsherrer. I de seneste årtier har Abildtrup stort set været synonym med Amager Bio. Tusindvis af bands er det blevet til igennem årene, hyret ind af Per Abildtrup til Amagers berømte spillested. Så her 26 år senere var det næppe tilfældigt, at Dizzy Mizz Lizzy fik æren af den officielle åbning af et af Københavns nu mest optimale spillesteder.
Fra scenen før de afsluttende numre takkede Christensen da også Abildtrup ydmygt med ordene: ”Det er som at få en præmie at stå her i aften og spille.”
Sympatisk sagt. Men den helt store præmie fik gæsterne så desværre ikke af bandet, der leverede en solid, men ordinær koncert i stedet for et festfyrværkeri af et åbningsbrag.