RB ´23: På rejse i den musikalske rutsjebane
Roadburn havde opfordret Bo Ningen til at presse dem selv til det ekstreme. En opfordring, japanerne fulgte helhjertet til dørs.
Under gennemlytningen af årets line-up faldt jeg over et par klip med det japanske orkester Bo Ningen. Begge klip, hvor bandet går all-in på støjrock af den mest hidsige skole, og bevægelserne følger voldsomt med, fordi støjrock forpligter og alt det der.
Mine forventninger på vej til The Terminal var derfor en koncert, hvor distortionen og kaosset fik alt hvad det kunne trække, og hvor Japan-faktoren sikkert kunne give nogen extra point på den extravagante side – men det viste sig mildest talt at være lidt af en understatement.
I dette tilfælde havde jeg ikke nærlæst programmet godt nok til at opfange, at Bo Ningen har mange andre tangenter at trække på end blot de musikalske yderfløje, og det viste sig så sandelig at falde ud til deres fordel.
I første ombæring virkede det næsten som om, jeg var havnet til den forkerte koncert. Lidt summende electronica og en pulserende bas lægger os blidt i selen, inden trommerne sikrer den rytmiske bund. Guitaristen driver pulsen op til første peak, inden ambiensen igen tager styringen, og sådan skrider det frem og tilbage med graduelle opbygninger og nedskaleringer, jammende og frit. Over de første 20 minutter eskalerer intensiteten stille og roligt, med mere guitarfræs, men fortsat med psych-ånden tydeligt i behold.
Alligevel var det først disse tyve minutter inde, at koncerten for alvor tog fart, så snart som vokalen også blev en del af lydbilledet. Herfra stod koncerten på intet tidspunkt stille – den psychede grundånd fik til gengæld alt, hvad den kunne trække i deres komplet frigjorte forhold til genreklicheer. Det ene øjeblik som at høre Smashing Pumpkins i deres mest fræsende 90er-leje. Det næste, som om de tog den melodiske sensibilitet fra poppunk og parrede den med Sigur Ros i deres mest indie-drømmende stunder. Et øjeblik senere ren støjrock som videoerne varslede forinden, efterfulgt af det klassiske NEU!-beat. Senere med en industriel grundrytme og kommanderende snak, som en alternativ til Einstürzende Neubauten i de sortrandede 80'ere, og til sidst hardcore-aggressioner med rendyrkede metal-breakdowns, der startede et stormvejr af en pit helt ud af det blå. 
En af den slags koncerter, hvor du ender med konstant at stå ude på tåspidserne, spændt på hvad de nu finder på, og selvom ikke al den genremæssige diversitet ramte helt i vater, så var det svært ikke at holde af den absurde rutsjebane af et følelsesregister, Bo Ningen sendte os ud på under denne såkaldte Far East Electric Psychedelic-seance. Samtidig er det også svært at sige, hvad der ville møde os til en ”normal” aften med Bo Ningen på plakaten, men det var tydeligt, at den interne kemi gjorde alle deres bestræbelser dét mere overbevisende her i aften, som de skøjtede smertefrit fra den ene boldgade til den næste gang på gang over denne times spilletid.
En i sig selv beundringsværdig bedrift, som fortjener en vis cadeau, ikke mindst for underholdningsværdien, der nærmest gjorde det omsonst at fortsætte videre til nogen koncerter bagefter – vi kunne alligevel kun blive skuffet efter sådan én på opleveren.