Cph-Psych-Fest'16: På alle måder storladent
Populær
Black Mountain var et hovednavn på årets festival og havde i den grad også formatet til at være øverst på plakaten. Koncerten var for kort, og bandets perfektionisme bed dem muligvis i røven – men uha, hvor var det altså stadigvæk godt.
Druganaut
Florian Saucer Attack
Stormy High
Tyrants
You Can Dream
Line Them All Up
Rollercoaster
Wucan
Space To Bakersfield
Man er ikke glad for at imødekomme dem, de to andre skribenter fra Devilution, der var til Copenhagen Psych Fest i år, men de havde på sin vis ret: Black Mountain tenderer ofte det kedsommelige, når de giver koncerter. Det canadiske femkløver har så letbenet et kropsprog på en scene, der let kan forveksles med det dovne, og motiverende henvendelser til publikum er der heller ikke meget af, hvilket giver én den fornemmelse, at de sikkert også er ubehøvlede og højpandede, de canadiske skiderikker. Sådan var tilgangen til det at spille koncert, da Black Mountain i 2008 gav deres første danske gig på Roskilde Festival, sådan var det, da de i ’10 besøgte Loppen, samt da de i ’11 spillede på Lille Vega. Sådan var det, da de spillede på Roadburn Festival i Holland for blot nogle måneder siden, og præcis sådan var det, da de i sidste uge i Den Grå Hal på Christiania var fredagens hovednavn til Copenhagen Psych Fest ’16. Det, Black Mountain muligvis mangler i noget så delvist latterligt som stage presence, kompenserer de imidlertid 100 % for med sonisk ekvilibrisme og velkælet, elegant sangskrivning.
Det var altså fem år siden, bandet sidst var i landet, og blandt andet derfor kan man umuligt sende for mange rosende henvendelser til Copenhagen Psych Fest for i det hele taget at booke dem. Black Mountain er ikke noget billigt band, tværtimod, og da de af ubegribelige grunde egentlig heller ikke synes at være et specielt populært band hos det bredere danske rockpublikum, kræver det is i maven for så ung en festival at tage beslutningen om at booke dem. Heldigvis gav det pote, thi bandet, deres fremmedartede koncerttilgang til trods, virkede sgu nærmest semiglade for at spille foran et i øvrigt imponerende fremmøde i den store hal.
Skal man hive et hovednavn til en forholdsvis ny festival, der profilerer sig på en undergrundsgenre som psychmusik, er Black Mountain imidlertid en god ambassadør. Det havde de sandsynligvis ikke været i begyndelsen af bandets karriere, men siden de på ’Wilderness Heart’ (deres tredje album fra 2010) bevægede sig væk fra deres to første udgivelsers fokus på den rockepiske signatur for i stedet at interessere sig for kortere, endnu mere melodiøse sange, og igen for på opsummerende vis at forene disse to musikalske forgreninger på deres seneste plade, dette års fantastiske ’IV’, har Black Mountain anno 2016 potentialet til at nå bredt ud. De bør henvende sig mere eller mindre direkte til et større psychpublikum, uden at deres fanskare dog bør stoppe hos genrens dedikerede.
Den timelange, og i øvrigt alt for korte koncert, Black Mountain gav, var så velspillet og strukturelt differentieret, at man som publikum fik sendt anerkendende nik til både Pink Floyds lydlige perfektionisme (jøsses, hvor havde bandet god lyd i Den Grå Hal; et trækplaster i sig selv, seriously), til Jefferson Airplane, hvilket især skyldes Amber Webbers vægtige Grace Slick-associerende vokal, til Jimmy Page samt til det, vi kan kalde for Daryl Stuermers/Phil Collins’ psych-naivistiske, 80’er-kamuflerede spade. Sonisk set er det således et distingveret bombardement at være i koncertselskab med Black Mountain, ligesom man også rent sangskrivningsmæssigt er i 100 % velovervejede hænder. Man kan så spørge sig selv, om denne skråsikkerhed, der karakteriserer bandet, virker som en hæmsko for førnævnte stage presence, og det gør den muligvis. Men kan man lide at blive forkælet af et band, der har 100 % styr på samtlige facetter af den klassiske rockmusiks ABC, var Black Mountain det ultimative hovednavn på Copenhagen Psych Fest i år.
Lad der for alt i verden ikke igen gå fem år, før Black Mountain kommer til landet.