Lav død over Aarhus

6D5E655D-EC98-4C10-9297-4F9CA17AD31D-4406-0000013798291FE5
_XTJ6439
B1A07F4B-299B-48E0-B241-86F6A5BDCB6D-4406-0000012432245198
BE1B4774-20A1-4B12-A4EA-3DA1C975931E-4406-000001247008E95E
24D1D796-AD50-40B5-9DA9-1A2336DF5305-4406-0000012E0D1F87AF
55561253-D884-4D58-BFAF-76FE5BD37559-4406-0000012D127E18F2
27EC1CE0-3DFC-429F-A432-D818D29336A7-4406-0000012DFCD21756
A2E47586-C552-4B40-9A58-DA088E7B43A7-4406-0000012DA4BF8915

Lørdag aften kravlede vi ned i undergrunden ude i forstæderne, hvor Death to Aarhus viste sig som et ganske glimrende arrangement.

Kunstner
Titel
+ Death to Seattle + Galge + Pudsige Herrer + Fixed Fight
Spillested
Dato
14-09-2019
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Mens man til tider kan føle sig en smule koncerthungrende i Jyllands hovedstad, kommer arrangementerne andre gange i bundter. Denne aften var der således frit slag mellem enten Helhorses udfoldelser oppe på universitetet, Baest, der holdt hof nede i midtbyen for at fejre udgivelsen af andenpladen ’Venenum’, eller Death to Aarhus Vol. IV, der løb af stablen i Monorama ude i Aarhus Vest-forstaden Åbyhøj.

Det store øvelokalekompleks i det nedlagte brandværnsmuseum er velkendt for enhver, der på noget tidspunkt har fiflet med det musikalske i Aarhus. Stedet har sin årlige metalfestival, men derudover garneres der med de jævnlige Death to Aarhus-koncertaftener, hvor lokale Death to Seattle inviterer fire fremstormende bands til at give los sammen med dem. Hvert af de fire orkestre får en halv time at spille i, baren sælger dåsebajere til en tier, scenelys og -lyd oser af DIY-attitude, og hele arrangementet har en bemærkelsesværdig charme over sig, som ikke går tabt på de godt og vel 100 tilskuere, der har taget turen til forstæderne i aften.

Første band på brædderne i aften er lokale Galge. En purung kvartet, der knap er kommet ud af teenageårene, har en enkelt musikvideo på gaden og roder rundt i et musikalsk univers, hvor død, black, grind- og deathcore bliver væltet sammen i en halvgal og helt charmerende blanding. Jeg oplevede bandet første gang til Viborg Metal Festivals afterparty, hvor de fire normcore-udseende ungersvende skejede fuldstændig ud på omtrent lige så mange kvadratmeter i baglokalet til en ølbar i domkirkebyens gågade. Trods promillerne i blodet efterlod de et indtryk, der skulle genopleves.

”Denne her sang handler om at slå sig selv ihjel ved at hoppe ud fra Ringgadebroen”, proklamerer forsanger Søren Tuborg storsmilende, inden bandet kaster sig ud i endnu en infernalsk, varieret og vanvittig dødsfanfare. Sangen ’Modbydelig’ handler angiveligt om, ”hvor meget sjov man kan have i et badeland med en hjemmelavet ubåd og en svensk journalist”, Tuborg storflirter mellem et par numre med det århusianske punk-ikon Steen Thomsen, der står og nåja, stener nede ved baren bagerst i lokalet. En naturfarvet dildo bliver kastet lidt rundt på scenen uden nogen egentlig grund, og forsangeren hopper kækt ned og skubber korporligt tilhørerne længere frem mod scenekanten, inden han selv igangsætter en moshpit, som den diminutive vokalist i Hawaii-skjorten med afstand er den mindste deltager i.

Der bliver også tid til et ballet Johnny Deluxe-refræn, der går over i en lige så ballet version af Kvelertaks ’Mjød’. Tuborgs vokaler har en enorm spændvidde, der går lige fra afgrundsdybt growl til skrig så høje og afsindige, at de formentlig sender blod ud af ørerne på de fleste kæledyr i området. Bandet spiller solidt, der er friske riffs, tunge breaks, dygtigt trommemaskineri og det moderate vanvid, der udspiller sig på scenen, trænger fint ud i musikken. Galge bør måske tage sig selv lidt mere seriøst, men rent musikalsk kan det være et band, der bliver spændende at følge.

Godt værtskab og ditto musikalsk håndværk
Trods status af arrangører er Death to Seattle ikke fine på den, så de tager tjansen som næste band. Den solide selvbetitlede debutplade, der blev udgivet i foråret, ligner mere og mere en seriøs kandidat til Top 5 over årets bedste danske udgivelser, efterhånden som månederne går. Efter et imødekommende ”hva’ så Mono, er I klar til at kneppe jer selv” fra forsanger Rasmus Godsk er det denne plade, der bliver fyret numre af fra, og de ganske glimrende grungepunkede vrælehymner ’Breathe’ og ’Outside of the Outside’ bliver hamret overbevisende af sted.

Godsks politisk ukorrekte tirader i løbet af koncerten er ufatteligt underholdende og en integreret del af showet. Eksempelvis tiltrækker Death to Seattle angiveligt en mangfoldig tilskuerskare, fordi han i hvert fald kan se 67 forskellige måder at være grim på, når han ser på aftenens publikum. Et publikum, der i øvrigt opfordres til at pakke hornene væk og i stedet give bandet fingeren. ’The Special Ones’ dedikeres til handicappede, inden speedpunkede ’Waiting for the Sober’ og den obligatoriske smadren af bandets guitarer gennemføres behørigt.

Det er sagt før. Death to Seattle er lyden af betryggende velkendt og befriende nyt. Det er simpelt, men varieret, og bandet formår at skrive sange, der nemt kan skriges med på, hvis frustrationerne er til det. At de tillige er et særdeles underholdende orkester på scenen, ansporer kun til, at de fortjener væsentligt mere opmærksomhed, end de hidtil har fået.

Death to Seattles konkurrenter fra forårets WOA Metal Battle, de senere vindere fra Katla, er næste oplevelse på Mono-scenen, og den københavnske doomtrio viser sig hurtigt at blive aftenens helt store øjenåbner. Flankeret af to rustne, omvendte kors og badet i røde lystoner var scenen sat til Katlas satanmetalliske twist på doom-genren. Mens fokus stadig er på det gode riff og de næsten dronende rytmer, blev sange som ’Hollow Belief’ og ’Madslayer’ serveret isbrydertungt og uden nåde. Sjældent har jeg oplevet doom metal serveret med en sådan tyngde og gennemslagskraft, at de fleste dødsmetalbands vil se misundeligt til. Katla evner at skrive lange numre, samtidig med at de bibeholder en rød tråd og variation i musikken, der på intet tidspunkt bliver monoton. Den nye single ’Dragonlord’ og ligeledes nye ’Warcries’, der blev luftet i aften, gav indtryk af et band, der i endnu højere grad vil lade de sortmetalliske inspirationer gøre sig gældende fremover. Hvilket absolut ikke gør noget skidt for Katlas musikalske udtryk.

Et andet charmerende træk, som man først oplever i live-regi, er bandets grundlæggende sejhedsfaktor. Tre skæggede, overtatoverede gutter i vest og bar dunk, der synkronheadbanger til musik så tung som grundfjeldet selv, er ganske enkelt definitionen af metal, som det bør være. Det er svært ikke at blive charmeres af Katlas visuelle udtryk, om end det angiveligt var den skrabede version, vi fik leveret i aften i Mono. Og bandet formår at skrive musikken, der bakker de visuelle virkemidler op til fulde.

Syre, bølle og den stille drukdød
Det var tydeligt, at aftenen for mange havde kulmineret med Katla. Drømmen om en efterfest på Escobar eller virkningen af de gavmilde ølpriser havde gjort sit indtog, og mængden af tilskuere var for nedadgående, da syrerockerne fra Pudsige Herrer indtog podiet omkring klokken 23. Ikke at bandet tilsyneladende lod sig mærke med det. Pudsige Herrers singalong-venlige syrerock burde for længst have fundet vej til den danske mainstream, og hvis der er nogen retfærdighed til, kommer den til det med den plade, som forsanger Jakob Rohde-Kappel proklamerede er på vej.

Velkendte numre som ’På Vej’ og ’Fremtidens Bølge’ blev serveret gennemført af trioen, hvis lydbillede ganske enkelt er imponerende, de få instrumenter taget i betragtning. Rohde-Kappel var skiftevis på guitar, lap steel og nede på gulvet for at skabe en solid gang fællessang, Kari Birk Wellsandt gør et imponerende stykke arbejde på bassen, og trommeslager Mads Fjeldvig er en herlig, menneskelig udgave af Muppet Shows Animal. Black Sabbath-inspirerede ’Sabbatår’ og det nye, dansable raggamuffin-nummer ’Ro På Danmark’ gav et fint billede af de Pudsige Herrers spændvidde, samtidig med at samtlige numre er inficeret med en smittende lyttevenlighed, der er svær ikke at give efter for. Mange tilhørere eller ej.

Havde udsivningen sat i gang før Pudsige Herrer, fik den pludselig fart inden aftenens sidste orkester, det metalliske bøllehardcore-band Fixed Fight. Omkring midnat var der påfaldende få mennesker tilbage i lokalet, men et løfte fra baren om et par flasker shots til dem, der gik mest amok foran scenen, hjalp lidt på tingene. Fixed Fight, der i aften sagde farvel til deres bassist, gik dog til sagen med fynd og klem. Deres tunge hardcorepunk savnede den store variation numrene imellem, men brillerede dog ved nogle fine temposkift og guitarist Marius Krogsgaard Thomsens andenvokal, der gav hardcorelyden et mere spidsfindigt metallisk udtryk.

Sandheden er nok, at de færreste uden for sommerens festivalpladser for alvor evner at engagere sig i koncerter på den mørke side af midnat, så mens Fixed Fight knoklede på og scorede store point for entusiasmen, var det så som så med indlevelsen for publikums side. Desværre. Vi, der var tilbage, havde brugt det meste af aftenen på at skulle tygge os igennem et ølkort på 12 øl, der blev solgt så tilpas billigt, at det var umuligt at sige nej. Og det kunne mærkes.

Nåja, fik jeg nævnt at man kunne købe ølkort? Det kunne man. Fantastisk idé. Fremragende arrangement.