Det fås simpelthen ikke bedre
Populær
Joe Bonamassa triumferede på en heavy bluesrocket aften i Falconér-salen, hvor alt bare gik op i højeste enhed: guitaristen, bandet, sætlisten, lyden og tyngden.
Palmtrees, Helicopters And Gasoline
Seagull
Jelly Roll
Athens To Athens
Woke Up Dreaming
Elektrisk:
Dust Bowl
Story Of A Quarryman
Who’s Been Talking
Someday After A While
Dislocated Boy
Driving Towards The Daylight
Slow Train
Midnight Blues
Look Over Yonders Wall
Song Of Yesterday
Won’t Get Fooled Again
Django/Mountain Time
Ekstra:
Sloe Gin
The Ballad Of John Henry
Et stort femtal med en kraftig pil opad. Mindre kan altså ikke gøre det. Joe Bonamassa og fantastiske medmusikanter gav 2.100 siddende og nydende publikummer i Falconer-salen sådan én på opleveren tirsdag aften i sidste uge, at man i skrivende stund sidder og håber på mere – selv efter to timer og et kvarters effektiv spilletid.
De ni kvarter var én lang opvisning i musikalsk ekvilibrisme behørigt iklædt sjæl, nerve og nærvær. Og en sætliste med en anstændig, veldoseret blanding af nyt, gammelt og greatest. En sætliste med en behørig tyngde og variation.
Tyve minutters akustisk strengeleg var nok for Bonamassa til at varme både sig selv og publikum op. Og så var der lagt i ovnen til næste to timers elektrisk strengeleg og musiceren på absolut højeste plan.
En aften med tyngde
Og ja, Joe Bonamassa kommer fra bluesen. Det gør heavyen også. Og det fik vi mærke i Falconer-salen, hvor der til tider blev spillet mere heavyrock end bluesrock. De to beslægtede stilarter smeltede sammen på fornemste vis.
Vi skulle dog lige igennem det førte, elektriske nummer, ’Dust Bowl’, før stortromme- og basmudder og lidt overstyret vokal var faldet behørigt på plads.
Og så blev en heavy version af ’Story of a Quarryman’ ellers losset i gang, inden vi gik over i den meget bluesede Howlin’ Wolf’ske ’Whop’s Been Talking’. ’Someday After a While’ tog os over i en tung og fremragende eksekveret ’Dislocated Boy’ og en smægtende, rørende ’Driving Towards the Daylight’. De første to seriøse højdepunkter.
Og det blev tungere og finere endnu, da kvartetten gik i gang med at lege futtog på den tungeste ’Slow Train’ med et bundtræk så seriøst og tight, at man bare sad (ja, sad!) og måbede, mens højre fod tampede derudad.
’Dislocated Boy’ blev indledningen til en lille håndfuld numre, hvor intensiteten bare steg og steg. Da så Gary Moores ’Midnight Blues’ – smukt, smukt, himmelsk – afløste ’Slow Train’, var der ren opvisning i, hvordan smerte synges ud, og hvordan smerte spilles på en seksstrenget. Damn! Gary må da sidde deroppe i rockhimlen og bare svulme over af stolthed over, hvor fintfølende Joe leverede. En stjernestund.
Vi kom også lige en tur forbi Black Country Communions ’Song for Yesterday’, som blev lidt skæmmet af et keyboard, som fyldte for meget i lydbilledet.
’Django’ og ’Mountain Time’ gav os endnu mere guitarlir, og så var det ekstranumrenes tur. To stk. blev det til, og selv om Bonamassa jokede med, at han nu skulle til at spille ’Sloe Gin’ for ”fucking 117. gang”, og selv om han demonstrerede lidt ved at levere en meget løs sangmelodi i starten, så fik han både sunget og spillet nummeret helt derop, hvor klumpen i halsen nærmest ikke kunne holdes tilbage.
Og så, mine damer og herrer, var det tid til dunder-riffet i en legende, jammende og tæt, tæt ’The Ballad of John Henry’.
En mægtig afslutning på en koncert, der var en af denne anmelders bedste i mange, mange år. Ja, den holder næsten niveau med Heaven and Hell på Sweden Rock 2007 og The Eagles i Malmø 31. maj 2010, men topper Bonamassas fremragende visit i Vega 21. oktober 2010.
Joe Bonamassa leverer på et højere og højere niveau, hvad enten det er på plade eller til koncert. Det fine ved ham er, at han ikke er en guitaronanist, men en komplet musiker, som sætter den gode sang, leveret af et hold musikere med sjæl og nerve, højere end ja, at stå og rive den af i timevis.
En verdensstjerne, som fortjener langt større anerkendelse end den, der indtil videre er blevet ham til del.