Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En aften med Crap Core

Updated
En aften med Crap Core
En aften med Crap Core
En aften med Crap Core
En aften med Crap Core
En aften med Crap Core

En deprimerende dårlig koncertaften med en række core-bands der intet havde at byde på.

Spillested
Dato
12-02-2010
Forfatter
Karakter
1

War From A Harlots Mouths blanding af jazz og metalcore går sådan nogenlunde an på plade, og det skulle derfor være mildt interessant at se, om musikken, kunne gøre sig live. Det kunne den ikke. Overhovedet! Og dét i en grad så man måtte tænke kataklysmiske tanker på en genres vegne, som på ungdommelig vis ser fremtiden som sin.


Line-uppen bestod af en række bands, hvor af jeg fik hørt Salt The Wound, Arsonists Get All The Girls og det førnævnte hovednavn. Problemet med disse bands, som genremæssigt alle hedder eet eller andet med ”core”, og som i virkeligheden helst bare ville være Dillinger Escape Plan, er, at de kompenserer for deres ideforladthed med at larme og spille hurtigt på forfærdelig sjusket vis. Man kan se at de knokler derudaf, men man kan ikke genkende eet eneste anstændigt riff, eller noget som helst i øvrigt, der gør det ud for et nummer. Fremover skal den slags ”musik” kendes under eet navn: Crap Core.


Måske er det derfor at Salt The Wound bebudede at dette blev dets sidste tour nogensinde. Det kunne man da håbe på... Bare et kort glimt af selverkendelse, burde i hvert fald få dette orkesters musikere til i skam hive stikket ud på alt og stikke egne fingre ind i kontakterne i stedet. Sløset hurtighed til at dække over et rungende ingenting, skal nemlig ikke holdes i live.


Slemt på en anderledes måde var det med Arsonists Get All The Girls. Idolerne er det irriterende gakkede Horse The Band, som har Nintendo-lydbilledet som den centrale selling-point. Hestebandets forsonende træk er, at det faktisk formår at få et nummer til at hænge sammen, samt at gøre det forskelligt fra de øvrige. Dét talent besidder AGATG ikke, så det er bare irriterende, og langt fra noget der er cool som en tværstribet sweater i Sahara.


Lidt, men kun lidt, bedre stod det til med hovednavnet War From A Harlots Mouth, for der var sporadisk tjekkethed at spore i musikken, men også for dette berlinerband stod den overordnede idefattigdom til skue i al sin detaljerede ligegyldighed, og jeres udsendte måtte før tid forlade spillestedet i nedbøjet tilstand, tynget over hvor ilde det står til for i hvert fald dele af den hårde musik.


Muligvis kunne oplevelsen af et af disse bands have sneget deres talentløshed under radaren, men ved at lade så mange spille samtidig, blev den temmelig ensformige goldhed understreget med alt andet end ønskelig tydelighed.