En sløj omgang
Populær
Mustasch spillede ikke op til deres bedste i Vega, og det skyldtes formentlig, at frontmand Ralf Gyllenhammar så ud til at være syg. Koncerten sluttede dog langt bedre end den begyndte.
2. The Challenger
3. It's Never Too Late
4. Cold Heart Mother Son
5. Morning Star
6. Dead Again
7. Your Father Must Be Proud of You
8. Destroyed by Destruction
9. I Don't Hate You
10. Northern Link
"Ekstranumre"
11. Down In Black
12. Heresy Blasphemy
14. Mine
15. Bring Me Everyone
16. Black City
17. I Hunt Alone
18. Double Nature
Skulle man beskrive koncerten med Mustasch med ét ord, må det være "forkølet". Først og fremmest fordi bandets karismatiske frontmand og konge, Ralf Gyllenhammar, var mere end almindeligt plaget af hæshed. Hans øjne var også blanke og røde, hvorfor det ikke ville være for vovet at gætte på at han var snotsyg. Men virussen havde åbenbart også ramt resten af bandets spilleglæde og -evne, for musikken var så vag, at den sine steder var ved at falde helt fra hinanden, så også den musikalske indsats må siges at være forkølet.
Første del
Især første halvdel af koncerten var dårlig. Mustasch havde valgt at spille hele den nyeste udgivelse fra start til slut, og det er ikke jo første gang, at et band stædigt insisterer på at den nyeste plade er så fantastisk, at den fortjener en sådan liveskæbne (hvem sagde 'Iron Maiden...'). Dette på trods af, at albummet faktisk ikke er noget særligt, hvilket det var den ved gud heller ikke var live.
Kun 'Destroyed by Destruction' hævede sig op over snotkludene, men det var ikke nok til at få folk til at klappe bandet tilbage på scenen, da gennemspilningen af 'Sounds Like Hell, Looks Like Heaven' var til ende, så trommeslageren måtte hive fat i publikum for at få bare en lille respons, som kunne være en undskyldning, for at bandet kom tilbage på scenen og spillede noget af det gamle.
Anden del
Det var godt, at han gjorde det, for koncertens sidste otte numre var helt anderledes respektable. Gyllenhammar var godt nok stadig hæs og havde derfor problemer med at nå de høje toner, men bandet virkede ikke længere som en undskyldning for sig selv. Sammenspillet fungerede igen og den noget indadvendte bassist, Stam, viste noget af sit format som fundament og musikalsk ankermand. 'Bring Me Everyone' var koncertens bedste og helt i skabet, men også 'Double Nature' gjorde en mægtig, fin figur som koncertens afslutning.
Godt at Mustasch ikke insisterede på kun at spille den nye, for de gamle numre reddede en aften der ellers ville have været pinlig. Dog var det stadig en af det sløjeste Mustasch-koncerter, bandet har leveret, og man kan kun håbe på at det kun skyldes frontmandens sygdom. Ellers er badetiden for Mustasch ved at være ovre.