Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gammelt og nyt – godt og skidt

Populær
Updated
Gammelt og nyt – godt og skidt

Neil Turbin var forsanger i Anthrax for mere end 30 år siden. Nu slider han så videre med eget band DeathRiders.

Kunstner
Dato
08-07-2016
Karakter
3

Det er vel ikke en underdrivelse at mene, at det er ret begrænset, hvad man har hørt til Neil Turbin, efter han blev skubbet ud af Anthrax helt tilbage i 1984. Han har udgivet et soloalbum i 2003, men før og efter har der godt nok været stille.

Men Turbin har altså sine DeathRiders. Navnet naturligvis hentet fra hans egen titel til ’Deathrider’, der er første sang på Anthrax' debutalbum ’Fistful of Metal’ fra 1984.

Deathriders blev dannet allerede i 2001 i forbindelse med indspilningen af Neil Turbins soloalbum. Men bandet har fortsat til gode at udgive deres eget debutalbum. Et sådant skulle dog efter sigende være lige på trapperne. Bandet spillede da i hvert fald nogle sange derfra ved koncerten på Metal Magic.

Ganske habile versioner af Anthrax-sange
Når man nu har været sanger og været med til at skrive hovedparten af sangene på debutalbummet med et af ”The Big Four” inden for thrash, er der ikke noget at sige til, at man føler en vis ret til at fyre nogle af disse klenodier af med sit eget band. Det gjorde Neil Turbin da også på årets festival. Det gik sådan set udmærket. Turbin er naturligt nok ikke så fit som for en generation siden, men hans stemme holder langt henad vejen, og resten af DeathRiders er velspillende, så det var ganske fint at høre Anthrax-klassikere som ’Deathrider’, ’Soldiers of Metal’ og ’Metal Thrashing Mad’ med den originale forsanger.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at denne anmelder til hver en tid vil fortrække Neil Turbins high pitchede metalvokal frem for Joey Belladonnas tørre råberi. Så glæde herfra for den del af koncerten.

Noget svagere stod bandets egne sange ved koncerten. I sig selv var det noget af et paradoks, at de nye sange er i en helt anden og mere traditionel metalstil. Det gav en noget slingrende kurs, at der det ene øjeblik var thrash og det næste noget langt mere melodisk heavy metal. Samtidig virkede de nye sange ret ordinære ved første gennemlytning.

Alt i alt var det en behagelig oplevelse at se og høre Deathriders. Men den store koncert blev det aldrig.