James og de tre trætte

Populær
James og de tre trætte

Metallica overskyggede de tre andre bands ved Big 4 i Göteborg med en fantastisk hitparade.

Kunstner
Dato
03-07-2011
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Konceptet "Big 4" er helt igennem sublimt. At hente fire af de største koryfæer indenfor thrashmetal ind og lade dem spille sammen er en genistreg af de større. Der er det historiske aspekt, som blev grundlagt på en nedlagt militærlufthavn i centrum af Warszawa sidste år med den første "Big 4" nogensinde, og nu kommer pakken så rundt i USA og Europa. Denne sommer nåede den til vores naboer i Sverige, og hvad var mere naturligt for den nordjyske del af Devilution end at tage færgen og besøge det legendariske Ullevi Stadion, der to dage forinden havde lagt græsplæne og tilskuerpladser til en koncert med Iron Maiden? Det var en no-brainer.

Efter en vellykket færgesejlads, check-in på hotel 500 meter fra stadion, hvor hotelværelset havde udsigt direkte over mod Ullevi, og indkøb af en "Big 4" t-shirt, var delegationen klar til at se de fire gamle krigselefanter i manegen igen. Men ikke alle ronkedorer var ved lige godt mod.

ANTHRAX

Anthrax startede gævt op med en energisk Belladonna i front, og til denne runde havde de lånt Andreas Kisser fra Sepultura til at agere Scott Ian, da denne var hjemme ved familien. Scott er blevet far for første gang, og har valgt at prioritere familie frem for koncertlivet for en stund. Kisser gjorde det ganske udmærket og lagde hårdt ud med masser af energi, headbanging og sikkert guitarspil. Han fik da også lige lov til at lave en lille to-minutters Sepultura-medley, som tak for sin indsats hen imod slutningen af Anthrax' set. Anthrax startede op med 'Caught in a Mosh' og høstede stor applaus for bl.a. 'Antisocial'-coveret, 'Indians' og den afsluttende 'I Am the Law'. Anthrax er klart det mindste band af de fire, og det parret med det tidlige starttidspunkt gjorde, at de ikke rigtig brændte igennem på Ullevi. Deres indsats var dog godkendt, om end guitaren i ny og næ druknede i meget bas fra stortrommerne. Det skulle senere vise sig ikke kun at være et problem for første band på dagen.
Karakter: 3


MEGADETH

Efter en pause med sceneskift var det tid til Megadeth, og da jeg er stor fan af disse, håbede jeg på endnu en teknisk opvisning i den speedy thrashmetal som Mustaine har stået fadder til i snart 30 år. Men tekniske problemer med guitaren og en mudret lyd lagde øjeblikkelig en dæmper på humøret. Parret med en meget introvert Mustaine, der havde vanskeligt ved at få sin efterhånden bedagede vokal igennem i lydbilledet, og man havde efterhånden en fornemmelse af, at her gik ikke alt efter planen.

Megadeth måtte da også skære en sang af for at nå deres største hits i slutningen af deres set, så 'Rattlehead' måtte lade hovedet for, at de kunne nå deres store MTV-hit 'Symphony of Destruction', der var koncertens højdepunkt, samt 'Peace Sells…' og 'Holy Wars…', der helt efter planen lukkede og slukkede. Men Dave Mustaine mangler i den grad evnerne til at komme ud over scenekanten, når han står på et stort stadion. I Århus virkede det rigtig godt indenfor, men foran et publikum på over 40.000 skal der altså mere energi til. Ellefson og Broderick gør sit, men når frontmanden ikke rigtig arbejder med, så er det op af bakke.

Samlet set skuffede Megadeth. Det fabelagtige guitararbejde fra Mustaine og Broderick druknede for ofte i stortrommerne, og når ens største trumf ryger, så bliver dommen også derefter.
Karakter: 2


SLAYER

Derfor håber man naturligvis at mægtige Slayer kan redde dagen. Men det gjorde de ikke. Godt nok er Tom Araya og Kerry King jo tidløse ikoner indenfor genren, og deres sange gør da også, at det er svært at kede sig til en Slayer koncert. Men ligesom Mustaine havde problemer med sin guitar, lige så måtte Kerry King kravle igennem åbneren 'Disciple' pga. adskillige guitarskift osv. Ikke den optimale start og King var tydeligt irriteret. Forståeligt.

Slayer har dog noget mere pondus live end Megadeth, så de fik meget mere respons fra publikum, og selvom de led af samme problemer med druknede guitarer i baslyden fra trommerne, så fik de mere ud af publikum. Araya er en sælsom størrelse når man står med stoisk ro og smiler djævelsk ud til publikum. Han ligner efterhånden en hyggelig onkel med langt hår, men når han sætter i sine isnende kolde skrig, bliver man igen mindet op, at han altså var med til at vende musikverdenen på hovedet tilbage i 80'erne. Som det kan ses af deres sætliste, så var det de helt store, der var hevet frem. Der var dog alligevel lidt malurt i bægeret, for Slayer virkede ikke til at være helt oppe på naglerne. Der var lidt "endnu en dag på kontoret" over stemningen, og lagt sammen med udfordringerne på lydsiden, så bliver karakteren jævn.
Karakter: 3


METALLICA

Heldigvis kunne Metallica rette lidt op på det hele. Da de starter op med 'Hit The Lights' efterfulgt af 'Master of Puppets' er der i den grad lagt op til fest i den gamle boldgade. Vi havde på færgeturen diskuteret frem og tilbage om hvor meget Kirk ville knibe af sine soli, og hvor Lars Ulrich eventuelt ville miste takten eller spare sig. Vores bange anelser blev stort set gjort til skamme hele aftenen. Kun enkelte steder gik Kirk ikke hele vejen ved at fremføre soloerne præcist som på pladerne, så de få gange det skete, røg under bagatelgrænsen.

Og James Hetfield var i sin helt egen liga. Den afgjort bedste frontmand af de fire, der denne søndag gæstede Ullevi. Inddrog konstant publikum således det blev til en fælles indsats, og med klassikere som 'The Shortest Straw', 'Ride the Lightning', 'The Call of Ktulu' og 'Blackened' støvet af til lejligheden, så var det svært at få armene ned. 'Creeping Death' åbnede heller ikke, men lukkede derimod, ligesom 'Seek & Destroy' kom ret tidligt i deres sæt.

Den største, positive overraskelse var dog, at guldkalven fra MTV omsider blev slagtet. Metallica spillede ikke 'Nothing Else Matters'. Den sjæler, der i stedet blev plads til, var 'Fade to Black', og den ændring blev mødt med kyshånd fra undertegnede. Eneste "nyere" materiale, der blev spillet var 'The Memory Remains' og 'All Nightmare Long'. Derudover naturligvis klassikerne 'Sad But True' og 'Enter Sandman', men udover de fire sange, var hele koncerten materiale fra før 1989. Det kunne ikke blive meget bedre når vi var samlet i Sverige for at fejre den genre, der blev skabt for 30 år siden.

Lyden var også bedre til Metallica end de tre foregående, ligesom spilleglæden var helt tydelig hos alle fire bandmedlemmer. Interaktionen med publikum var konstant, og det gik aldrig hen og blev kedeligt.

Alle medlemmer fra Anthrax og Megadeth kom med op på scenen til 'Am I Evil?', og så fik knap 56.000 tilskuere set James Hetfield og Dave Mustaine give hinanden et kram, samt stå og fyre den af sammen med hver sin spade. Et rart billede at have med hjem på nethinden. Desværre manglede Slayer til dette opsatte jam, men det virkede alligevel ganske fint.

Efter dette historiske gruppeknus fortsatte Metallica med 'Damage Inc.' og 'Creeping Death', og kunne efter leg med badebolde osv. lukke ned for en lang aften med fire store navne. Metallica gav en rigtig god koncert, alle spillede godt, James' stemme var i god form, og når man lægger en perfekt setliste oveni, så bliver det topkarakter til Metallica.
Karakter: 5

Alt i alt bliver karakteren dog kun 4 ud af 5. Fedt igen at opleve "Big 4", og Metallica trækker meget op i karakterbogen, for de tre andre bands virkede på hver sin måde trætte og ude af stand til at vække Ullevi Stadion. Heldigvis gjorde Metallica dette og mere til. De fik også lagt os i seng efter at havde ophidset os i over to timer. Lars Ulrich blev vist hørt sige, at "Big 4" nok ville kigge forbi Skandinavien igen senere, men lad os lige se hvad der sker før vi holder trommeslageren op på det.

I mit postludium skal der rettes en uforbeholden ros og astronomisk tak til svensk tv. SVT1 og SVT2 sendte hele begivenheden direkte, og rigtig mange skandinaver har muligheden for at se disse kanaler. Jeg selv satte harddiskoptageren til at bånde det hele, og har efterfølgende nydt oplevelsen igen på fladskærmen. Lad samtidig denne store ros til de svenske licenskanaler tjene som et spark i løgene til DR1 og DR2 om, at huske metalgenren for andet end billigt indkøbte dokumentarer, der på middelmådig maner desperat forsøger at karikere vores musik.

Big 4 er allemandseje. Det ved svenskerne. Devilution sneg sig ind, deltog i festen, og fik en historisk oplevelse med hjem. Herligt.

SÆTLISTERNE:

ANTHRAX:
Caught in a Mosh
Madhouse
Antisocial
Indians
Fight 'Em Till You Can't
Only
I Am The Law

MEGADETH:
Trust
In My Darkest Hour
Hangar 18
Wake Up Dead
Head Crusher
Symphony of Destruction
Peace Sells
Holy Wars... The Punishment Due

SLAYER:
Disciple
War Ensemble
Postmortem
Hate Worldwide
Mandatory Suicide
Chemical Warfare
Snuff
South of Heaven
Raining Blood
Black Magic
Angel of Death

METALLICA:
Hit the Lights
Master of Puppets
The Shortest Straw
Seek & Destroy
Welcome Home (Sanitarium)
Ride the Lightning
The Memory Remains
All Nightmare Long
Sad But True
The Call of Ktulu
One
For Whom the Bell Tolls
Blackened
Fade to Black
Enter Sandman

Am I Evil?
Damage Inc.
Creeping Death