Klassisk førstesæt, tamt andetsæt
Populær
Anthrax var i mere end fin form, da de leverede hele ’Among the Living’ i Amager Bio, men et tamt andetsæt lagde en dæmper på oplevelsen. Det Copenhell-aktuelle supportband The Raven Age imponerede dog slet ikke.
Caught in a Mosh
One World
I Am the Law
Skeleton in the Closet
Efilnikufesin (N.F.L.)
(Jonathan Donais solo)
A.D.I./The Horror of It All
Indians
Imitation of Life
-
Fight ’Em ’til You Can’t
Madhouse
Blood Eagle Wings
Breathing Lightning
Antisocial
Det kan godt ærgre, at et band som Anthrax, der trods alt står som en af thrashens største grupper, er nået til et punkt i deres karriere, hvor de ikke kan sælge et spillested som Amager Bio ud. Og det selv når de har bebudet, at de er kommet for at spille en klassikerrække.
Det var ikke desto mindre tilfældet mandag aften. Selvom balkonen var lukket af i den gamle biograf, var der stadig relativt meget plads på gulvet op til koncertstart.
Der kan selvfølgelig være flere årsager til det beskedne billetsalg: Det var mandag aften. Anthrax besøger landet temmelig ofte. Og det er oveni en periode med et enormt udbud af metalkoncerter – bare i weekenden op til havde der været koncerter med Avenged Sevenfold, Trivium, Epica og Devin Townsend, og senere samme uge gæstede Gojira Store Vega.
Alligevel var der denne gang en ekstra særlig årsag til at dukke op. For netop denne gang ville Anthrax spille hele ’Among the Living’, et album, som vi satte fokus på med sidste uges Metaldiktator, og som stadig består af benhårdt klassikerformat. Det er på ryggen af den, Anthrax’ karriere står, og den er dermed indirekte årsagen til, at de stadig turnerer 30 år efter.
Generisk opvarmning
Med sig havde Anthrax opvarmningsbandet The Raven Age, der indtil videre er mest kendte for at have Iron Maiden-bassisten Steve Harris’ søn George Harris med i besætningen som guitarist. The Raven Age begiver sig i en art melodisk metalcore og har indtil videre blot udgivet en enkelt ep tilbage i 2014 og en single fra det kommende debutalbum, ’Darkness Will Rise’, der udkommer i slutningen af måneden. Timingen er sådan set mere end belejlig, eftersom de brugte halvdelen af 2016 på at rejse verden rundt og promovere sig selv ved at opvarme for – ja – farmanden i Iron Maiden, hvor også Anthrax var med som ekstra support på enkelte stræk.
Det har utvivlsomt givet gutterne i bandet en del omtale og liveerfaring på relativt kort tid, og dermed har de gjort sig bemærket op til debutpladen, der nok skal få en bred modtagelse. Læg hertil, at de er blevet booket til sommerens Copenhell, og man fornemmer, at de er på vej op ad rangstigen.
Er det så fortjent? Uden at være fan af genren må jeg blankt erkende, at det i hvert fald ikke var til at høre mandag aften. Bandet stod tæt presset sammen foran Anthrax’ tildækkede gear på scenen, og det var en hård halv time, man var vidne til. Altså for publikum.
Et var, at det fysiske spillerum på scenen var smalt. Det er, hvad det er. Noget andet var, at riffene ikke stod tydeligt frem, men var gemt væk bag en øredøvende bas og buldrende trommer. Noget tredje var forsanger Michael Burroughs’ lettere passionsløse vokal og uengagerede vandren frem og tilbage på scenen iført Tremonti-T-shirt og afbleget strithår.
Det var George Harris, der med omvendt kasket og udadvendt gestik primært bar showet, mens den yderst velspillende trommeslager Jai Patel bar det rent musikalsk. Men det var stadig svært at høre, hvad bandet ville, endsige forstå, hvordan de har kunnet turnere med et af verdens største bands. For deres melodiske metalcore er generisk i længden. Trommernes chinabækken blev konstant taget i brug, og Burroughs’ vokal veg aldrig fra de simple melodier. De musikalske overraskelser lå for så vidt i ’Eye Among the Blind’s indledende blastbeat og twin leaden på det sidste nummer, ’Angel in Disgrace’.
Om The Raven Age har evnerne til at komme videre, må deres kommende album vise. Indtil videre ser det mest af alt ud, som om årsagen til deres hidtidige succes ligger i en goodwill fra folk som Steve Harris og Anthrax.
Fuldtræffere
Efter en malplaceret introsang fra ’Blues Brothers’, der blev afspillet over anlægget, rungede ’Among the Living’-introen ud i salen ved halv ti-tiden. Bandet entrerede scenen til den første tunge powerakkord og så ud til at være opsatte på at sparke klassikerne igennem. Rytmeguitarist Scott Ian og bassist Frank Bello så ud til at være i vanlig hopla, og selvom lyden lige var noget balstyrisk og unuanceret, da Joey Belladonna begyndte at synge, kom der hurtigt styr på det.
Man skulle kun nå til andet nummer, før aftenens første moshpit brød ud foran scenen, men det ligger selvsagt også i titlen ’Caught in a Mosh’. Her skulle man tro, at Anthrax ville spille pladen fra start til slut, men posen blev rystet: ’One World’ blev leveret tidligt i sættet og blev efterfulgt af de rene fuldtræffere ’I Am the Law’ og ’Skeleton in the Closet’, hvor sidstnævnte af Scott Ian blev introduceret som hans egen yndlingssang, dengang de skrev albummet for 30 år siden.
’Efilnikufesin (N.F.L.)’ var blevet modificeret til også at inkludere en groovy intro og et ekstra mellemstykke, hvor Benante gav los på dobbeltpedalen. Enten klædte det ikke nummeret voldsomt godt, eller også var det bruddet med ens forventninger, der førte til utilfredsheden, men helt passende var det ikke.
Jonathan Donais, gruppens nyeste leadguitarist, der også er rygraden i Shadows Fall, og som erstattede Rob Caggiano efter han blev medlem af Volbeat i 2013, leverede herefter en guitarsolo, der både var voldsomt virtuos og voldsomt ligegyldig. Det ledte heldigvis over i introen til den helt progressive ’A.D.I./Horror of It All’, der viser Anthrax i et format, som det godt kan ærgre, at de aldrig har udforsket mere.
’Indians’ var endnu et højdepunkt, komplet med moshpit i ”WAR DANCE!”-mellemstykket, og så var der blot et nummer tilbage, ’Imitation of Life’, som Ian ligeledes introducerede og dedikerede til dem, der taler magten imod og ikke lader sig diktere af andre. Som han selv sagde med et stort smil: ”1986 ... back when we had an actor for president. Things are getting weirder!”.
Blodfattig rock og product placement
Anthrax havde vist sig i deres bedste form her, og de havde materialet på deres side. Men da de efter en kort pause vendte tilbage for at levere et sæt af nyere numre, var det tydeligt, at de faldt til jorden sammenlignet med klassikerne. Bandet var ellers engagerede og udadvendte og lod til at nyde at spille de sange, de har skrevet sammen i fællesskab, men der var ikke den samme glæde at finde blandt publikum. Trods suverænt trommespil fra Benante blev ’Fight ’Em ’til You Can’t’ og ’Breathing Lightning’ uattraktive størrelser, mens den ellers glimrende ’Blood Eagle Wings’ fra det seneste album fremstod noget blodfattig i sin melodiske og hard rockede storladenhed.
Den fremragende ’Madhouse’ (fra Anthrax' andet klassikeralbum 'Spreading the Disease') var en kærkommen overraskelse og endnu et højdepunkt, men det var ’Antisocial’, der lukkede festen og koncerten. Og selvom covernummeret af det franske punkband Trust utvivlsomt har de kvaliteter, det kræver for at være publikumsfavorit, så har det også bare altid været et noget bøvet fællessangsnummer at slutte af med.
”What a night!” sagde Belladonna og sluttede af med ordene ”long live rock’n’roll”, før den 56-årige sanger forlod scenen, mens Rainbows klassiske sang af samme navn blev sat på over anlægget.
Festen blev sikret med ’Among the Living’, men Anthrax har det problem, at resten af deres materiale simpelthen blegner i forhold til det. Det har sandsynligvis været årsagen til, at bandet på nogle af de andre tourdatoer har spillet andet sæt først og sluttet af med ’Among the Living’ og et ekstranummer. Det giver da også bedre mening i forhold til koncertens begejstringskurve.
Slutteligt skal der lige knyttes et par ord til Anthrax’ åbenlyst sponsorerede product placement for energidrikken Monster. Det karakteristiske logo bestående af tre grønne streger (eller spor af monsterkløer, om man vil) var at finde overalt: på banneret, på Bellos svedbånd og Ians guitarrem, ligesom adskillige dåser var placeret på scenen foran trommesættet til fri skue for publikum. Uden at drikken blev indtaget på noget tidspunkt. Samtidig med det var alle undtagen Belladonna, iklædt matchende sorte skjorter med skriften ”HTK” på brystet. Hvad det præcist står for, vides ikke – ”hard to kill”?
Man kan synes, det er synd, at Anthrax føler behov for – eller bliver nødt til – at ty til den slags sponsorater for at holde gesjæften kørende. Men det er måske prisen, man må betale med 35 år på bagen, storhedstiden bag sig og et skrumpende billetsalg foran sig.
Man holder stadig af Anthrax, og man vil stadig gerne støtte dem. Men det bliver desværre også mere og mere tydeligt, at deres fremtid fortsat ligger i deres fortid.
Måske de på næste turné skal spille hele ’Spreading the Disease’?