Kogt levende i rummet
Populær
Huset-KBH var i weekenden omlagt til et stort vuggende syrebal, da Copenhagen Psych Fest igen åbnede dørene til det ydre rum. Årets største raket på plakaten var Causa Sui, som viste styrken i en opløftende nedsmeltning.
2. Homage
3. Nyt nummer uden titel
4. Ju-Ju Blues
5. Red Valley
6. El Fuego (nyt nummer)
Vi er helt øverst oppe i Huset-KBH. Kun et sølle tag slår sprækker i illusionen om, at vi i virkeligheden ikke befinder os et sted tættere på solen end fysisk muligt. For der er nærmest ubegribeligt varmt i Haut, der til daglig er et teater, men denne lørdag aften med hjælp fra Mars-lignende beklædninger og roterende visuels er omdannet til festivalens største krater.
Lokalet er fyldt til maksimumkapaciteten og har efterladt en lang slange af mennesker på trapperne, som ikke nåede til take-off i tide med Causa Sui. Det odenseanske flagskib, som sjældent spiller koncerter, men til gengæld er flittige med pladeudgivelserne. Efter at havde udgivet to album i midten af nullerne i en mere tung stonerrock-udgave med vokal, er bandet siden gået den instrumentale vej og har opbygget et solidt internationalt ry på den moderne psykedeliske rockscene.
En mur af lyd
Rygmarven i bandet udgøres af to af dansk musiks mest innovative ildsjæle; guitarist Jonas Munk og trommeslager Jakob Skøtt, der foruden at drive pladeselskabet El Paraiso sammen også hver især har brilleret med soloudgivelser. Jonas Munk har med stor succes udgivet flere elektronisk krautede og ambiente plader under aliaset Manual og senest i sit eget navn, mens Jakob Skøtt i starten af året udsendte sin tredje plade, 'Taurus Rising', der byder på en medrivende mikstur af synthesizere og energiske trommer.
I Causa Sui, som blev dannet i 2005, er hovedingrediensen først og fremmest rock spillet som tangenter på mælkevejen med en stor kærlighed for 90'ernes rå tråd, der især vækker legenderne Kyuss til live. Uden at sammenligne alt for meget, for Causa Sui har fundet deres egen vej gennem deres lange, varierede kompositioner, som er så varme, fængende og inviterende, at man næsten glemmer, hvor omfangsrig deres mur af lyd er.
Og en mur af lyd blev det. Hvis bandet kan larme på plade, er det intet imod den transformation, som de gennemgår på scenen. Hver en tone slår lidt hårdere, og effekten fra de mange fuzz-pedaler sendte undervejs for alvor de fremmødte afsted til ukendte steder i sindet, mens sveden piblede frem som små vandfald på alle de overværende glinsende pander.
Fra første tone af den behagelige og mere afdæmpede 'The Juice' havde gruppen publikum i sin hule hånd og lod derfor musikken tale uden at overdynge fremmødet i ord. Andet nummer fik dog en introduktion med på vejen af Jonas Munk, som fortalte, at vi nu ville en få en tribute "til al den gode 90'er-rock", hvorefter bandet søsatte det storstilede åbningsnummer 'Homage' fra forrige års eminente studiealbum 'Euporie Tide'. Et nummer, der næsten koger over i sin egen hyldest til fortidens kæmper, som førnævnte Kyuss, mens Smashing Pumpkins anno 'Siamese Dreams' også runger højt i baghovedet. Men ikke desto mindre et lille mesterværk i sig selv, som både i groove og melodi viser Causa Sui fra deres bedste side.
Sikkert styret ind i solen
Fremførelsen ramte da også perfekt ind i hjernekullerne, så følelsen af at være ved at drukne i sved i det utroligt ophedede lokale lod sig ignorere til fordel for ren eufori over den overlegenhed, som Causa Sui besidder. Og det endda selv om det var første koncert med den talentfulde Martin Rude på bas (som stand in for bandets normale bassist Jess Kahr), der blandt andet også er kendt som forsanger og guitarist i folkrock-trioen Sun River. At de to andre medlemmer i det band også hedder Jonas Munk og Jakob Skøtt forklarer muligvis det gnidningsfrie sammenspil, for opgaven blev løst med teknisk snilde og ren spilleglæde af alle, så strømmen af udsyrede guitarflader og gyngende stonerriff kunne flyde frit. Til at fuldføre det samlede lydbillede var Rasmus Rasmussen (også kendt som Aerosol) på keyboard med til at toppe og give musikken det sidste skub mod det uendelige.
Det er ganske enkelt en fornøjelse at overvære et band, der er så ambitiøst og kompromisløst i deres lyd gå på scenen og bare spille hårdt og lige til uden at skænke tid og sted en tanke. I kombination med den opskruede temperatur i rummet, der blandt publikum nok har sat nogle udtørrede hjerner på overarbejde her på festivalens tredje dag, var det eneste, Causa Sui behøvede, blot at spille deres musik og være vores alle sammens sikre kaptajner på turen.
Hvilket de i høj grad var. Og det siger også noget om bandets popularitet, at ganske få valgte at forlade showet til trods for en mildest talt ulidelig varme, der altså samtidig også var med til at give en helhedsoplevelse af at være revet fri fra det jordiske og på vej til at styrte ind i solen.
Ud af krateret
I hvert fald lød et af aftenens helt nye numre, der endnu er uden navn, som en maskine, der var ved at kollidere med den oplysende livskraft. Det lød dejligt tungt. Men samtidig var nedsmeltningen her ved at være tæt på frontal, så undertegnede måtte søge ned bagerst i lokalet, hvor en tiltrængt blæser stod og tog imod de dryppende masser fra kraterets indre.
Imens fortsatte Causa Sui ufortrødent med at indgyde ufiltreret respekt fra scenen med den 70'er rockende 'Ju-Ju Blues' over den nærmest doomende 'Red Valley' for til sidst at lukke af med endnu en ny skæring kaldet 'El Fuego'. Et spændende og på vanlig vis opbyggende nummer, som gav et indtryk af at Causa Sui aldrig har været bedre, end de er nu.
Der er efterhånden noget næsten mytisk over et band, der uden de store sociale medie-bevægelser og skelnen til nutidige trends bare spiller den musik, som de tydeligvis selv elsker. Men det sagt, med den øgede fokus på psykedelisk rock in mente, så ville det bestemt ikke gøre noget, hvis Causa Sui alligevel lod sig rive lidt med og spillede nogle flere shows.