Dansk dødsnostalgi

20200221-Konkhra-PhotoBySteffenJoergensen-8852
20200221-Konkhra-PhotoBySteffenJoergensen-9019
20200221-Konkhra-PhotoBySteffenJoergensen-5999
20200221-Demolizer-PhotoBySteffenJoergensen-8773
20200221-Demolizer-PhotoBySteffenJoergensen-8394
20200221-Demolizer-PhotoBySteffenJoergensen-8615
20200221-Defecate-PhotoBySteffenJoergensen-8148
20200221-Defecate-PhotoBySteffenJoergensen-8123

Konkhra serverede velsmagende dødsmetal fra encyklopædiens første sider, mens begge supportbands trods publikums manglende indlevelse leverede fine, ukomplicerede metalklask fra forhånden.

Kunstner
Titel
+ Demolizer + Defecate
Spillested
Dato
21-02-2020
Fotograf
Steffen Jørgensen
Forfatter
Karakter
4

Den omgang Entombed anno 1993, der skralder ud af PA-højttalerne, idet man entrerer Atlas, antyder meget godt, hvad et par øjekast rundt i lokalet endegyldigt bekræfter: Det er de granvoksnes aften i aften. Det spredte publikum, der har begivet sig til dødsmetal i aften, er mestendels det samme publikum, der også var med under Konkhras storhedstid i 90'erne. Gennemsnitsalderen blandt de godt og vel 100 tilhørere i aften ligger mageligt over de 30, og tilråb som ”spil noget, vi kender” i løbet af hovednavnets senere koncert understreger meget godt, at Konkhra har været væk fra pladefronten i ti år, og at det århusianske publikum altså hellere vil høre hitparaden fra 1995 end bandets nyeste udgivelse, sidste års 'Alpha and the Omega'.

Inden vi når til de lettere fornærmende fuldemandstilråb, er der dog tid til at andre, der også hørte efter dødsmetallen dengang i 90'erne, kan få lov at komme til orde. Jyske Defecate har angiveligt eksisteret som hyggeprojekt i en del år, men gjorde først rigtigt opmærksom på sig selv med demoen 'Collision of Deception' i 2018. I aften står det klart, at valget af Entombed som stemningsskaber ikke er helt skudt forbi. Det havde det heller ikke været, hvis man havde gravet en plade frem med Carcass, Suffocation eller et af de andre klassiske orkestre fra dødsmetallens storhedstid før årtusindskiftet.

Defecate bevæger sig godt rundt i de formative dødsmetal-varianter og byder på både rigelig fart, fornuftige temposkift og sine steder et fedt groove, der gør bandets stil om ikke på nogen måde original, så i hvert fald ganske charmerende og fint varieret, komplet med forsanger Søren Kusks kagemonstervokal, der helt sikkert sender kærlige tanker til eksempelvis Bo Summer, mens den graver sig frem af den dybsorte jyske muld og ud i hovedet på tilhørerne, der tager fint imod.

Bandet som helhed, anført af bassisten Andreas Beck, der vel snildt er 15-20 år yngre end resten af orkestret, formår at komme fint ud over scenekanten og indpiske noget gejst og indlevelse i publikummet, der kvitterer med en bittelille, men velment moshpit. Defecates 30 minutters effektiv spilletid bliver udnyttet til fulde, og det er en nydelse at opleve et band, der ikke nødvendigvis opfinder nogen dybe tallerkener eller gør tingene mere komplicerede end nødvendigt, men til gengæld behersker den klassiske dødsmetal til fulde. Selv om der er mere hygge end aggression og ondskab i luften, er Defecate faktisk et kærkomment, om end let støvet, pust fra fortiden. Dengang dødsmetal ikke behøverde at være blackened, progget, skramlet eller påtaget primitivt, men hvor fokus var på fart, groove, variation og tyngde. Nåja, og dengang Konkhra havde deres storhedstid.

Fræs, vi ikke satte pris på
Defecate havde slået tonerne an til en aftens i hyggens tegn. Måske lidt for meget hygge. For efter jydernes input skulle der lige ryges, så købes nogen bajere, diskuteres med dørmanden, om man måtte tage bajerne med udenfor, bælle bajerne hurtigt og så ryge igen. Dette kombineret med et særdeles effektivt sceneskift resulterede i, at ikke meget mere end halvdelen af gæsterne var klar, da Demolizer slog den første fræsende prøjserthrash-akkord an. Men trods det faktum, at gulvet længst fremme foran scenen var stort set støvsuget for mennesker under bandets første par numre, gik de alligevel til sagen med fynd og klem.

Med frontmand ”Polle” Radtleff som det naturlige fokuspunkt blæste Demolizer ud over stepperne. Han var her, der og alle vegne, både på scenen og nede foran, når han ikke havde travlt med at hvæse de beskidte Kreator- og Exodus-inspirerede thrashhymner afsted. Som, bevares, godt kan ende med at lyde en smule ensformige, når Demolizer som i aften stort set tier stille mellem numrene og udnytter spilletiden maksimalt.

Indbyrdes brugte bandmedlemmerne sangenes få lavtempo-breaks til at mose hovederne sammen som krigende elge blot for at understrege, at det her altså er den slags musik, man slås for sjov og smadrer dåsebajere mod hovedet til. For ja, Demolizers udgave af thrashen er hård, kontant og lynhurtig, og det var utvivlsomt sådan noget, folk blev slået ihjel til i 80'erne. I dag består pitten af fire mand, der kæmper for at ramme hinanden på den enorme plads, de er tildelt foran scenen. Meget symptomatisk var scenen mudret til i sved, vand og øl, mens pladsen foran den var forholdsvis tør. Demolizer ville det her mere, end publikum gjorde, og de leverede faktisk et glimrende input, som vi usle tilhørere måske aldrig rigtig lærte at sætte pris på.

Slutteligt var tiden kommet til hovednavnet. Konkhra har ikke væltet sig i live-optrædener de senere år og har som nævnt holdt et årtis pause på pladefronten. Dermed er der måske ikke det store at sige til, at såvel band som publikum lige skulle have banket rusten af. Det tog Konkhra to-tre numre for alvor at komme op i omdrejninger, og efter 'Crown of the Empire' kom tilråbet så. ”Spil noget, vi kender”. Frontmand Anders Lundemark lignede en, der lige skulle sluge irritationen, inden bandet kastede sig ud i titelnummeret fra klassikeren 'Spit or Swallow' og derfra ikke så sig tilbage.

Specielt bassist Martin Patterson gjorde sig som den evigt bevægelige indpisker, der søgte kontakten med publikum, mens Lundemark selv koncentrerede sig om stemmen, der heldigvis stadig var så skarp som i hans ungdoms vår. Kim Mathiesens leadguitar stod knivskarpt, hvilket både kunne tilskrives guitaristens evner samt den aldeles fremragende lydproduktion, hele aftenen havde båret præg af. Også sangene fra bandets seneste album stod stærkt i live-regi, og 'Babylon' og 'Alpha and the Omega' blev braget afsted med masser af overskud og tyngde, ligesom 'The Lions Are Hungry' også stod som et af aftenens højdepunkter.

Tonerne fra en forgangen tid
Selv om publikumsreaktionerne i aften bar præg af en halvlad attitude, som nok også skal tilskrives, at Konkhra simpelthen har holdt sig under radaren for længe til, at folk kan huske andet end bandets allerstørste bangers, var der nu ikke mange fingre at sætte på bandets optræden. 'Heavensent' blev leveret med største overbevisning, inden den uforlignelige 'Life Eraser' satte sit indtryk hos de få unge tilhørere, og fik resten af os gamle til at mindes den gang, hvor håret var tykkere, dunken mindre, tømmermændene blot et skuldertræk og ungerne endnu ikke født. Dengang, hvor det hele var mere simpelt.

Såvel langt fremme som nede bagved så man familiefar-segmentet pludseligt live op i nogle få gyldne øjeblikke, mens lyden af dansk metals grand cru anno 1995 blæste ud fra scenen. Et scenarie, der gentog sig en håndfuld numre senere, hvor vi i mellemtiden bl.a. havde fået serveret den særdeles fine 'Warmonger', og hvor 'Facelift' sendte det sparsomme publikum på endnu en tidsrejse tilbage til de dage, hvor man ikk' ku klage.

Endelig syntes tilhørerne at give en smule tilbage til Konkhra, der havde leveret tæt på upåklageligt, men havde haft den utaknemmelige tjans at spille op til dans for et publikum, der mere end nogensinde var kommet for at høre det gamle. Og da det gamle så endelig blev serveret, kunne de trods alt mande sig en smule op og skrige med. Lidt for lidt og lidt for sent. Men det skal ikke ligge bandet til last, for Konkhra serverede denne aften i Aarhus en fin vifte af grunde til at bandet, primært sammen med de gamle arvefjender fra Illdisposed, var bannerførere for den bevægelse, der gjorde Danmark til en dødsmetalnation, og som har inspireret mangen en vrissen ungersvend gennem årene, fra Hatesphere til Baest og alt derimellem.