Kontraoffensiv fra seniorklubben

a3307271787_10

Konkhra bryder ti års pladetavshed med en jævn udgivelse, der holder sig på dødsdydernes rene sti men sjældent byder på mindeværdige højdepunkter.

Kunstner
Titel
Alpha and the Omega
Dato
18-10-2019
Trackliste
1. Alpha and the Omega
2. Thoth
3. Divine Wind
4. Babylon
5. Bow to Moloch
6. Blood Reign
7. Floodgates
8. Sandblasted
9. Misled
10. By Instinct Be Driven
11. Darkest Millennium
12. I Am Ra
Forfatter
Karakter
3

Reelt er der vel kun to danske metalbands (tre, hvis man medregner gendannede Detest), der har overlevet fra de glade Diehard-dage i 90’erne, hvor den første alvorlige bølge af døds- og ekstremmetal skyllede ind over Danmark. Det ene er Illdisposed, der med maskinel regelmæssighed har kværnet plader, vekslende mellem hæderlig og fremragende kvalitet, ud siden starten af 1990’erne. Det andet er ærkefjenderne fra Konkhra. Og helt ærligt var vi nok mange, der ikke umiddelbart var klar over, at Konkhra stadig var en spiller i metalmiljøet.

Bandets storhedstid, kronet af hovedværket ’Spit or Swallow’ fra 1995, løb lige så stille ud i sandet i starten af det nye årtusinde, efterhånden som den internationale succes udeblev trods storstilede satsninger med indlemmelser af bl.a. ex-Machine Head-trommeslager Chris Kontos og Florida-dødsikonet James Murphy i bandets line-up. Efter seks års albumpause dukkede den udmærkede ’Nothing Is Sacred’ op i 2009, hvorefter bandet igen forsvandt fra radaren fraset enkelte ganske højtprofilerede koncerter, som eksempelvis support for Volbeat og åbningstjansen på Copenhell i 2015.

Og nu, ti år efter seneste udgivelse, er Konkhras 7. studiefuldlængde en realitet. Det er slut med celebre gæstemusikere og lykkeriddere i bandchef Anders Lundemarks stald; til gengæld består Konkhra nu af ¾ af den bemanding, der indspillede førnævnte ’Spit or Swallow’, rundet af med bassist Martin Kristensen, der også var en del af bandet i de formative år. Det er de gamle drenge, der er tilbage, og det samme kan siges om lyden og stilen på ’Alpha and the Omega’.

Velkendt – men for meget
For pladen er en ganske udpræget omgang 90’er-dødsmetal, ikke ulig hvad vi er vant til fra Konkhra, såfremt man kan tale om dette. Her er ingen dødsgrind, ingen blackened death, ingen progressive tendenser eller andre nymodens tiltag, der er kommet til i dødsmetallen de seneste år. Det er tung, groovy midttempodødsmetal, hvis flirt med andre genrer stort set begrænser sig til enkelte thrashede tendenser i numre som ’Divine Wind’ og den kontante og forfriskende ’Floodgates’. Og det er der som sådan ikke noget galt i. Det er, hvad Lundemark og hans skiftende kompagnoner altid har været garant for. Dødsmetal, som aldrig for alvor bevæger sig ud i ekstremerne idé- og tempomæssigt, men til gengæld formår at være tilpas nuanceret i riffstruktur, rytmisk opbygning, vokalarbejde og solo-lir til stadig at være en interessant lytteoplevelse, fordi det indeholder lige akkurat nok afveksling til at holde lytteren fanget.

Den velkendte, moderate variation over temaet 90’er-død er gennemgående på pladen, trods de ti år i støbeskeen. Titelnummeret dufter lidt af salig Panzerchrist, lukkeren ’I Am Ra’ trækker på inspirationer fra nymodens orkestre som Nile og Behemoth, og specielt pladens anden halvdel har en mild duft af Pantera-inspirationer midt i det dødsmetalliske, hvor især den ret svage ’Sandblasted’ trækker rigeligt på virkemidlerne fra 90’ernes groove metal. Med andre ord er formlen, som den plejer.

Til gengæld savner man de rigtig gode ideer. De riffs, der indprenter sig i hjernen. Den solo, der bare er så forbandet fed, at man nægter at give slip på den. Det bjæffede omkvæd, som den lidt mere tørre og lysere stemme hos Lundemark frembringer, og som bare sætter sig. Bare et eller andet ud over det sædvanlige. For det er ’Alpha and the Omega’s store svaghed. Der er ikke rigtig nogen af albummets 12 sange, der for alvor rager op over de andre og gør større væsen af sig. Der er ingen ’Facelift’, ingen ’Life Eraser’. Eller for den sags skyld ingen ’Religion Is a Whore’, hvis vi skal holde os i den nyere del af diskografien. ’Floodgates’ og ’Blood Reign’ er pladens højdepunkter, men uden for alvor at markere sig.

En årsag til det er måske de mange, lidt for lange numre, hvor man nemt farer vild i mængden af vers, omkvæd, soli, breakdowns, c-stykker og deslige. Der er masser af ideer, der bliver luftet på ’Alpha and the Omega’, og de rigtig skarpe påfund drukner i en sø af mere jævne musikalske tiltag. Man kunne godt have ønsket sig, at Konkhra havde snittet 10-15 minutter af pladens spilletid for i stedet at levere et koncentreret retro-dødsprodukt af høj kvalitet, som vi ved, de evner. Desværre ender genkomstpladen som en lidt flad omgang, der sagtens kan holde et jævnt kvalitetsniveau, men sjældent hæver sig over det jævne.