Krigstræthed at spore
Populær
Saxon gæstede Amager Bio med turnéen Warriors of the Road. Og de har virkelig kæmpet længe. Men er det for længe?
Warriors Of The Road hedder den turné, der onsdag den 12. november bragte Saxon, Skid Row og Halcyon Way forbi Amager Bio i det sydlige København. Denne onsdag var der åbenbart tale om krigere, der ikke kunne vente på, at slaget gik i gang, for tidsplanen var blevet fremskyndet tyvstartende meget, og derfor var begge opvarmningsbands (lad os benævne dem ved deres rette status, også selvom Skid Row står sideordnet med Saxon på de forskellige medier) færdige, da de fleste tilskuere dukkede op. Bl.a. undertegnede, så derfor ingen anmeldelse af de to første orkestre. Men Saxon! Dem kommer der naturligvis et par ord om her.
Det er en velkendt sag, at Saxon tog deres spæde begyndelse for snart 40 år siden i Barnsley, England. Bandet var (og er) at regne som en del af New Wave of British Heavy Metal sammen med bands som Judas Priest og Iron Maiden. Saxon nåede i berømmelse aldrig helt op på siden af disse to giganter, men lavede dog nogle mere end gode plader i begyndelsen. I firserne blev de dog temmelig fesne og mistede en del af, hvad de havde bygget op. De overvandt dog modgangen, fandt tilbage til et mere råt og metallisk udtryk og fik fornyet succes i 00'erne og 10'erne.Og fordi disse sympatiske engelskmænd har kæmpet så hårdt for det, under man dem virkelig denne sene succesbølge, fordi den alt i alt er fortjent – ikke mindst fordi der er noget ægte over dem, der er blevet ved med at kæmpe – Warriors of the Road indeed.
Måske er det denne velvilje, der er på spil, når de forskellige medier svulmer over af lovprisninger til Saxons optræden i Amager Bio. For lovprisningerne står ikke helt mål med koncerten samlet set. Den begyndte ellers fint nok med sange som 'Motorcycle Man', 'Power and the Glory' og 'Heavy Metal Thunder', men det stod hurtigt klart, faktisk lysende klart fra 'Lionhart' og hele koncertens mellemdel og frem, at flere i bandet ikke var helt oppe at støde. Både Doug Scarratt, Nigel Glockler og Paul Quinn virkede, som om de ikke gad. Selvfølgelig er de dog så rutinerede, at de musikalsk kunne hive den hjem, men ikke meget mere end det.
Heldigvis var der friskere batterier på bassisten Nibbs Carter, der var mere om sig, men også Biff Byford havde en af de bedre showaftener. Godt nok har hans frontmandtricks har været luftet et par gange før, men han rammer et meget godt og engelsk sted mellem at mene dem seriøst og samtidig have selvironi nok til at vide, de også er lidt corny – som når han får folk til at buhe af ”Arhus” og Hamborg.
Koncerten svingede sig dog op mod slutningen. Muligvis var det, fordi der blev disket op med de største hits, og folk derfor tilgav dem alt; muligvis var det, fordi de gamle kroppe på scenen langt om længe havde fået varmen, men med sange som 'Crusader', 'Wheels of Steel' og 'Denim and Leather' som ekstranumre kan det bare ikke gå helt galt.