Med spyt som blod
Populær
Sjældent har det været bedre eller mere skræmmende at spendere to timer i selskab med en gnaven, gammel skiderik, som det var fredag aften, da lovløse Swans med Michael Gira i front leverede en uforglemmelig koncert.
2. Avatar
3. She Loves Us (ny)
4. Coward
5. The Seer
6. 93. Ave. B. Blues
7. The Apostate
Med udgivelsen af Swans’ tolvte studiealbum, dette års ’The Seer’, synes den rundt regnet tredive år gamle gruppe fra New York at have bevæget sig i en musikalsk retning, der på én gang virker som en naturlig forlængelse af bandets forrige udspil, den Angels of Light-konnoterede ’My Father Will Guide Me up a Rope to the Sky’ (2010), samtidig med at retningen også læner sig mere op af Swans-karrierens tidligere udspil. Det er denne tilbagegang til Swans’ rødder, som er med til at gøre ’The Seer’ til den foretrukne plade af de to nyere udspil, og fredag aften præsenterede de i live-regi så et par (endnu) nyere numre, der for alvor demonstrerede, at Swans synes at bevæge sig ud af et vedkommende, udfordrende spor, der kun intensiveres.
Birk & teak
Inden koncerten startede, skulle man lige finde et ben af stå på i det småneurotiske rum, der udgør Det Kongelige Danske Konservatoriums Koncertsal, som i skikkelse af Vilhelm Lauritzens modernistiske arkitektur lagde bygning til aftenens koncert. For nærværende skribent var det første besøg i disse fantastisk smukke rammer, hvorfor ydmygheden også fuldstændig forblændede én, da man gik ind i salen: Landets tredjestørste pibeorgel som scenens bagvæg i et lokale udelukkende bestående birk og teaktræ, samt 1058 stolesæder betrukket med lysebrun oksehud, er kort sagt ikke standard-rammen for den traditionelle heavykoncertgænger.
Da Swans kom på scenen, valgte komponist og kapelmester Michael Gira heldigvis som det første at hive de bonede omgivelser ned på et niveau, så slipseknuden føltes mindre stram. Det gjorde ham ved at invitere/befale de distancerede, stolesiddende publikummer op på den enorme scene, som bandets sekstet og deres line-up af udstyr kun fyldte en brøkdel af. Gira fik da publikum til at sætte sig ned på scenen, så de dannede en intim cirkel af lyttende voksenbørn, og undervisningen kunne begynde.
Skønhed, smerte, whatever
Swans’ musik balancerer et interessant sted mellem genrer, og synes på befriende vis mest at have skuldertræk til overs for rubriceringer. Man kan forsøge at kaste et blandingsprædikat bestående af industrial og drone efter dem, men det rækker alligevel ikke til i beskrivelsen af det særlige, som udgør Swans. De bliver ofte sat i forbindelse med en form for eksistentialisme, hvor der tales om, at Swans formår at se ”skønheden i det dystre”, hvilket imidlertidig er en udvandet klichérubricering i sig selv og en vending, der smides efter stort set alverdens ambitiøs musik med en anderledes dagsorden, der handler om noget andet end at spille gængse numre fra den ene eller anden genreskole. Swans er bare Swans.
Post-disco
At Swans under deres lange pause fra musikscenen fra 1998-2010 dog sandsynligvis har lyttet til postmetal og specielt til Godspeed You! Black Emperor, blottede de på ’She Loves Us’, der var et af aftenens to spritnye skæringer. Dette nummers ti minutter lange melodiøse ”intro” læner sig kraftigt op af den bølge af tung, repeterende, afventende opbyggelighed, der kom frem i løbet af 90’erne, og som herfra spås at have en større revival ventende lige rundt om hjørnet. ’She Loves Us’ tilføjer dog post-udtrykket Swans’ personlighed og trækker i lige så høj grad på bandets tidligste udspil fra start-80’erne.
Bandets hårdtslående tromme-duo bestående af albino-gorillaen Thor Harris og Phil Puleo fik i løbet af dette nummer én til at tænke, at man skulle havde taget en butt-plug med i stedet for ørepropper, så tungt og højt var det, at man følte sig sonisk voldtaget. Senere udviklede sangen sig til at gå over i et anderledes disco-industrielt feel, der mindede om en vellykket tilbagegang til bandets eget udtryk anno ’The Great Annihilator’ (1995), og på en aften, der ellers var fuld af dem, var sangen et af koncertens bedste øjeblikke.
Sange under udvikling
Som plagede cowboys, der rider mod solnedgangen for at lede efter et nyt sted at lægge synderne bag sig, er Swans anno 2012 ikke glade for at konfrontere bandets egen fortid. Eller også har de lagt den bag sig. På én gang skides der i hvert fald på det nostalgiske, det historiske og på de sikre kort, og i stedet fokuseres der stort set udelukkende på numre fra ’The Seer’ samt på numre, der er under udvikling, i den forstand at disse nye titler gradvist bliver til, i takt med at de bliver spillet live. Det var tilfældet med ovennævnte ’She Loves Us’. På denne turné havde de dog føjet ’Coward’ til sætlisten, som er hentet fra ’Holy Money’ (1986), et skelsættende album for eksempelvis Godflesh og Nadja.
En pervers formidling
Det er egentlig ret perverst at skulle forsøge at formidle en fysisk helhedsoplevelse som denne, der foregår på det mest intensitetstestende af niveauer. Har man tidligere oplevet Swans live, så kan man garanteret nikke genkendende til dette fysiske element i deres koncerter, som opnås i kraft af en blanding mellem suveræne indlevelsesstærke rytmer, fremragende støj og et pa-system, der bliver skruet op på maks. I denne koncertsal på denne aften blev det hele imidlertid taget ét skridt længere ud ad bandets personlige kompromisløse planke; en koncert, der paradoksalt nok kun blev dét bedre af også at blive skadet i form af trommer, der gik i stykker, højtalere, der faldt ned, frie publikummer, der blev opfordret til at skide på konformitetens siddepladser - samt ikke mindst et storspillende band, der sugede frustrationerne ind og gav gengæld ved at levere skidtet pissed-off og fucking fængslende.