På tur i køterens verden

LRM-EXPORT-20180706-160954-02-64-1530889191

Faith No More-sangeren foldede sit kuriøse projekt Mondo Cane ud på scenen i Milano, hvor det i al sin særhed blev en oplevelse, det er værd at mindes længe.

Kunstner
Titel
Mondo Cane
Dato
02-09-2019
Trackliste
1. Il cielo in una stanza
2. Che notte!
3. Ore d'amore
4. 20 km. al giorno
5. Quella che conta
6. L'urlo negro
7. Doce, doce
8. Deep Down
9. Pinne, fucile ed occhiali
10. Scalinatella
11. L'uomo che non sapeva amare
12. Canzone
13. Storia d'amore
14. Lontano, lontano
15. Yeeeeeeh!
16. Senza fine
17. Balada de la trompeta
18. Dio, come ti amo
19. Sole malato
20. Retrovertigo
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
4

Tusindkunstneren Mike Patton er i metalkredse kendt som frontmand for bands som Faith No More, Mr. Bungle, Tomahawk, Fantomas og Dead Cross. Desuden er han pladeselskabsboss hos Ipecac Recordings og tegner sig for et utal af udgivelser lige fra poppen i Peeping Tom og Lovage over noise og ambient i Maldoror til de mange kaotiske fusionsjazz-plader, han har skabt med saxofonisten John Zorn. Blandt de mere kuriøse indslag i den omsiggribende diskografi er ’Mondo Cane’; 11 indspilninger af italienske pophits fra 1950’erne og 1960’erne, komplet med omfangsrigt strygerorkester og backingband.

Efter den indledende tour for at promovere pladen i 2010 er det sjældent, at Mike Patton optræder med ’Mondo Cane’-sangene, højst en håndfuld gange om året, nogle år slet ikke. I år bliver det til to koncerter i materialets hjemland, Italien, inden han et par uger efter udgiver albummet ’Corpse Flower’ i samarbejde med Jean-Claude Vannier.

Den udsolgte koncert i Milano foregår foran 2.500 tilhørere i en sal, der normalt kun benyttes til klassiske koncerter og det lejlighedsvise standup-show. Men der er brug for en scene af en vis størrelse, for at ’Mondo Cane’ skal lykkes. Enogtyve musikere, inklusive syv violiner, omgiver multistemmen Patton, og adskillige af musikerne skifter løbende rundt mellem flere forskellige instrumenter i løbet af koncerten.

Forelsket i støvlen
Patton beviser sin kærlighed til Italien og folkesjælen ved indledningsvis lige at trække den en god halv times tid, før han går på. Til gengæld leverer han omgående. Smukke ’Il cielo in una stanza’, der også indleder pladen, føles af sted af den sort- og habitklædte Patton, der henslængt på en kontorstol midt på scenen er fokuspunktet for såvel orkestret som de 2.500 sæt øjne, der ikke viger fra ham et øjeblik. Heller ikke da han farer op, teatralsk affyrer en teaterrevolver op i loftet og dermed starter det uforlignelige cover af Fred Buscagliones ’Che notte!’, komplet med sirener og Roy Pacis hidsige trompet, der giver det hastige Rat Pack-inspirerede nummer et strejf af fusionsjazz.

Sukrede ’Ore d’amore’ og den opgivende og melankolske ’20 km al giorno’ følger, hvor specielt trommeslager Steve Amendolas trommer imponerer i sidstnævnte og giver et dystert præg som modspil til Pattons poppede moduleringer i omkvædet. Men ret skal være ret. Det er jo pop, vi sidder og hører. Fra bedstefars tid, godt nok, at dømme ud fra alderen på størstedelen af lytterne i salen denne aften. Det er italienske evergreens i big band-stil, som Mike Patton forelskede sig i under sit ægteskab og sine ophold i Italien fra 1994 til 2001.

Som han sidder der i aften i den sorte habit, hvor jakken ryger af og afslører en skjorte, der enten stammer fra en baggårdsskrædder i Palermo eller er arvet fra en kostumier på en Robert Rodriguez-film, med tilbagesmurt hår, hornbriller og skarpskårent skæg, har han da også visse ligheder med Marlon Brandos Vito Corleone-figur. At frisuren er strandet et grinagtigt sted mellem slikhår og fletninger og giver sangeren et strejf af visuelt vanvid, minder os dog om, at det trods alt er den lige dele gale og geniale Patton og ikke Il Padrino, der crooner sig igennem Ennio Morricones ’Quello che conta’.

Det samme gør den aggressive ’L’Urlo negro’, oprindeligt indspillet af The Blackmen i 1967, der indledes med et trompet-beatbox-duel mellem Paci og Patton, inden sidstnævnte forlader sin trygge stol og pludselig bevæger sig rundt som den frontmand, vi kender i rock- og metal-regi. Og i øvrigt finder plads til sine karakteristiske råb og skrig i en sang, der sådan set godt kunne have været indspillet af Fantomas eller Tomahawk.

Generalens legestue
At Mike Patton sjældent gør noget uden at tænke den skæve detalje igennem, får vi så rigeligt at se. Nyankomsten i ’Mondo Cane’-sættet, ’Doce doce’, byder på en thereminsolo, inden hovedpersonen selv finder guiroen frem til den gyngende ’Pinne, fucile ed occhiali’ og storladent brøler omkvædet ud gennem en megafon i ’L’uomo che non sapeva amare’. Det her er Pattons legestue. Mens han selv og de omgivende musikere skifter fra det ene instrument til det andet for at få det hele til at gå op i en højere enhed, griner og joker frontmanden med såvel medmusikanter som publikum, der taknemmeligt tager imod. Selv om det er et internationalt publikum, der er kommet langvejs fra i dag, er størstedelen stadig italienere. Og ”L’Americano” oppe på scenen har erklæret sin kærlighed til deres hjemland på sit næsten fejlfri italienske, og de forguder ham for det.

’Mondo Cane’-udgivelsen selv er på 11 sange, mens liveoptrædenerne ofte når op omkring de 20 numre. Og det er sandt at sige det bedste materiale, der er på den udgivne plade. Det samme materiale, som stort set har udgjort koncerten indtil nu. Så selv om lyd og lyssætning er glasklar og topprofessionel, falder niveauet desværre i aftenens anden halvdel. Selv om ’Storia d’amore’ også lader Patton tage et smut i det tungere hjørne, og ’Lontano, lontano’ er en uendeligt smuk ballade, er det tydeligt, at indlevelsen i de sange, der blev fravalgt til udgivelse dengang i 2010, er noget mindre fra såvel Patton som det sammensatte orkester. De spiller sangene, men det kunstneriske særpræg er til at overse. Så meget desto mere mærkeligt er det, at Gianni Morandis sørgelige og uforlignelige ’Ti offro da bere’ som den eneste sang fra pladen er udeladt i aften.

Gino Paolis ’Senza fine’ er en naturlig og smuk afslutning på en koncert, der langt hen ad vejen holdt vand og præsenterede et topprofessionelt orkester anført af en forsanger, der trods sine 50 år ikke behøver at tænke på, at stemmen er slidt. Patton holder sig godt, og det samme gør vokalen. Det får vi at høre fra start til slut; ikke mindst da samtlige 22 mand vender tilbage på scenen efter rungende klapsalver og med Roy Pacis trompet og Mike Pattons vokal i duet rammer det helt rigtige sted med den spanske ’Balada de la trompeta’. Tilskuerne er på nippet til at tage hinanden under armen og gynge med under ’Sole malato’, inden det uforudsete klimaks er Mr. Bungle-klassikeren ’Retrovertigo’, som Patton fremfører, præcis som den bør fremføres, under stormende bifald.

Mike Patton er genstand for en personkult blandt sine fans, som til tider kan være svær at forstå. Det er ikke alt, manden producerer, som er fantastisk. Men denne aften i Milano er én, der bliver siddende i én. Ikke kun, fordi chancen for at opleve ’Mondo Cane’ live er sjælden, men også fordi Patton og hans orkester formår at fremføre materialet med en kvalitet og en indlevelse, der skifter mellem ”fint nok” og ”eminent”, men på intet tidspunkt bliver kedeligt eller forgjort. Selv om ikke alle numre holdt niveau, sad man tilbage efter den gavmilde halvanden time med en følelse af, at man snildt kunne have lyttet til meget mere. Det er kvalitet.