Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Musikken rørte ikke

Populær
Updated
Musikken rørte ikke
Musikken rørte ikke
Musikken rørte ikke
Musikken rørte ikke
Musikken rørte ikke

Shining spiller dygtigt, men dets musik er for fortænkt til at røre.

Kunstner
Spillested
Dato
20-03-2010
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Templet i Lyngby er et lille charmerende spillested, der ligger i en sjov lille bygning med søjler og friser - deraf navnet. Stedet har lavet sig en metalklub med navnet Temple of Doom som åbnede med en koncert af norske Shining og opvarmning af københavnske The Omnihil.

Sidstnævnte spiller teknisk thrash/død og hvis man tænker på Hatesphere med et stænk Lamb of God er man nok ikke helt ved siden af. Musikerne er temmelig dygtige og godt sammenspillede hvilket er rart at lægge øre til. Det virker dog ikke som om, bandet helt har fundet dets egen stemme endnu – dertil lyder de for meget af forbillederne, men  rundt omkring i deres musik kunne man høre nogle knastørre, hurtige og rytmiske elementer, som man må håbe på at københavnerkvintetten udfolder, for så kan de nå rigtig vidt.

Norske Shining er et eksperimenterende band, der blander metal med prog rock, jazz og kompositionsmusik, og musikerne er da også konservatoriedrenge – fint skal det være. Og hvis man skal beskrive musikken med to ord, må det blive teknisk og højtråbende. Selv synes de, at "blackjazz" er den rette beskrivelse, men dertil virker den ikke improviserende nok.

Det hele er utrolig tæt i lyden og ganske velspillet – hvilket gjorde fik det til at grænse op af noget, der var godt. Alligevel var det med en lidt tom følelse jeg stod koncerten igennem, for der var ikke noget i musikken der rørte mig, hvor dygtigt det end var leveret, og man fik lidt den grimme tanke, at hele projektet var at iscenesætte bandets omdrejningspunkt, den såkaldte multiinstrumentalist, Jørgen Munkebo, som en rigtig kunstner og dét hjælper ved gud ikke på velviljen.

Musikken manglede ganske enkelt tyngde, hvor massivt den end fremstod og mægtige riffs var der heller ingen af. Brugen af saxofon og synthklarinet gjorde heller ikke musikken spændende på andre fronter end de metalliske, så lidt ærgerligt for et så glimrende initiativ som Temple of Doom at det ikke kom bedre fra start. Må det komme stærkt igen!