Copenhell 2018: Festlig hoppebold af hår og autotune
Populær
Natjager beviste én gang for alle, at de er alt andet end en gimmick, da bandet leverede et højenergisk og festligt show tidligt fredag.
Kan man bruge autotune i metal? Hvis det virker, så ja, selvfølgelig. Det gør det for Natjager, der velsagtens er noget af det mest punkede, som dansk musik har lige nu.
I hvert fald både tør og går bandet deres helt egne veje. Som en krydsning mellem Deftones, Linkin Park og Sivas med flere. Natjager har taget samtlige inspirationer og smedet deres helt egen niche. Og det gør de med stor overbevisning.
I lidt over et år har bandet været i både venner og fjenders bevidsthed, efter de brød igennem lydmuren med deres selvtitulerede debut-ep, som siden er blevet fulgt op med den tilsvarende imponerende ep, 'Hvad Rejser Bringer'.
Allerede inden første show var de booket til Roskilde i fjor – og i år ville Copenhell også være med. Modigt og godt set af festivalen, for Natjager har et publikum. Måske ikke det største endnu, men når et band kan dele vandene så voldsomt, så betyder det også større kærlighed fra dem, som er med dem.
Og sådan var det også på Pandæmonium tidligt fredag eftermiddag, hvor der var rigeligt med plads, men til gengæld var stemningen helt i top hos den alligevel pæne mængde, som var mødt op.
Af kedelige årsager var undertegnende en smule forsinket og missede derfor de første numre, heraf især 'Tyler Durden'. Bandet bød til gengæld velkommen med et nyt nummer, 'Diamant', som varsler lovende for det kommende debutalbum. En lystig, uptempo sag med et mindre breakdown til sidst.
I front har bandet en rutineret herre i Jon Kirkhoff – også kaldet Slush – som tidligere har haft stor succes med rapgruppen Specktors. I Natjager står den stadig på rap, men også masser af sang. Altsammen pakket ind i autotune med yderst velskrevne tekster, som til tider leger med det banale, men her er leveringen også en stor faktor. Ligesom med Anthony Hopkins i Westworld.
Rent instrumentalt har Natjager et godt øre for både længselsfulde og poppede melodier, der sagtens kunne være gået i en anden retning med en anden forsanger.
Men det hele flyder gnidningsfrit – både på optagelse og på scenen, hvor den langhårede Jon Kirkhoff besidder en stor og smittende energi, der også affødte op til flere gode selvironiske kommentarer, som da han fortalte, at hans nevø synes, han ligner Onkel Reje, og derfor er Natjager også for børn!
Det faldt i godt jord hos crowden – og næste nummer, 'Drøm Hårdt', blev selvfølgelig derfor dedikeret til den populære Ramasjang-vært.
Til sidst kunne Jon Kirkhoff ikke holde sig på scenen mere og kravlede ned for at synge 'Ingenting' med de forreste rækker, som var sendt op nær kogepunktet – og det kunne derfor ikke have været mere passende med den både friske og melankolske 'Feberdrøm' til at følge op samt den catchy og tunge 'Rejser' til at sætte det sidste stik ind.
“Fucking stolt af at have stået her sammen med jer og autotune!” lød det afslutningsvis fra den sprællende forsanger med oprigtighed i stemmen og en lille, velplaceret stikpille til kritikerne.