Raunchy på rutinen
PopulærRaunchys nye image nærmer sig det poppede, og koncerten på The Rock hævede sig aldrig til det mindeværdige, mener Emil Svendsen.
Raunchy behøver som et af de velrenomerede danske navne ingen introduktion, men det får de nu alligevel. Gode anmeldelser fik de for deres seneste album Wasteland Discoteque, der udkom tidligere på året, og som de fik luftet på diverse sommerfestivaler, heriblandt Roskilde. Med september måneds Headbangers Ball Tour bag sig, tager de nu på deres første tour som headliner – det gjorde frontmand Kasper Thomsen meget ud af at fortælle. Selv samme person optrådte i øvrigt i en t-shirt med "Life First" påtrykt og en blød hat a la Opel Kadet. Resten i bandet havde også iført sig hvide t-shirts hvilket meget godt beskriver Raunchys ønske om at ligge lidt skævt i forhold til den danske metalscene. Duran Duran-elementerne i musikken er i hvert fald tilstede, ligesom bagtæppet også ligenede noget det gamle popband kunne have fundet på. Ellers var der også forandringer i line-uppen. Væk fra scenen var Jesper Christensen med sit keyboard og sin korsang. Hans opgaver blev afspillet fra mixerpulten. Ligeledes var Jesper Tilsted, der var blevet afløst af københavnerheavyveteranen Lars Mayland, der gjorde en rutineret, god figur. Selve koncerten blev afviklet lidt i skyggen af Volbeats i Vega, men godt fyldt var der nu alligevel. Stemningen var da også udmærket, uden at den var helt ekstatisk. Det samme kan man sige om selve koncerten. Raunchy leverede til fulde hvad de skulle, men når det er sagt, så løftede koncerten sig heller ikke på i de mindeværdige luftlag. Den virkede lidt som en god generalprøve for bandet, inden touren sådan rigtig startede.